Uhørt, men ikke uklog tale af Løkke

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Meget tyder på, at Lars Løkke Rasmussens gigantiske prøveballon af en bog falder tungt til jorden og rammer ham selv, endnu inden den ligger klar i boghandlerne. Selv sædvanligvis trofaste støtter som Lars Christian Lilleholt og Troels Lund Poulsen undsiger Løkkes noget usædvanlige og stærkt forkrampede forsøg på at skabe sig en platform.

Lars Løkke Rasmussens afgang fra partitoppen har været meget langmodig. Man kan mene og sige meget om det hastværk, hvormed han pludselig skulle afsættes, men udfaldet er der ingen tvivl om: Lars Løkke Rasmussen er fortid som partiformand i Venstre. Han bliver ikke statsminister igen. Det har han meget svært ved at erkende, hvis erkendelsen da overhovedet har fundet sted, og det er ganske uhørt, at en tidligere partiformand i så voldsom grad lægger hindringer i vejen for sin efterfølger.

Angrebet på Jakob Ellemann-Jensen gør ekstra ondt, fordi Ellemann-Jensen mildt sagt har haft vanskeligt ved at finde sin egen stil, sine egne meninger og i at betrygge både Venstremedlemmer og vælgere i, at han er opgaven voksen og et borgerligt bud på Danmarks næste statsminister. Ellemann-Jensens meldinger op til og under Venstres sommergruppemøder havde nærmest desperadoens karakter og overbeviste i hvert fald ikke om, at der er bygget bro over kløfterne i Venstre.

Lars Løkke Rasmussen har tidligere været hård ved Venstrefolk, som lufter deres vrede eller visioner uden for gruppeværelsets vægge. Som medlem har også han haft muligheden for at gøre sin stemme gældende, men foretrak de noget usympatiske sololøb med at skrive to bøger.

Lars Løkke Rasmussen fabulerer bl.a. over forholdet til bagland og partiets vælgere og gør rigtigt opmærksom på, at de to grupper ikke nødvendigvis er i harmoni med hinanden, og at det partipolitiske bagland skrumper. Det er åbenlyst, at Løkke med sin prøveballon af et politisk projekt taler til den gruppe borgerlige vælgere, som ikke føler, at de har noget værdifællesskab med hverken Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige. Det budskab får han afleveret i sædvanlig Løkke-stil med næsten enslydende sætninger til alle medier.

Lars Løkke Rasmussen har givet ret i, at der skal ske markante opbrud, hvis der skal skabes et borgerligt alternativ til Mette Frederiksen, som står ualmindeligt stærkt. Mere af det samme virker ikke i en tid, da de borgerlige er kommet i defensiven. Han har også ret i, at de partier, som gennem generationer har påtaget sig og båret et ansvar for Danmarks udvikling, ikke skal lade sig drive rundt i manegen af yderfløje eller pop op-partier med to-tre mærkesager på programmet.

Men det ville have klædt ham at fremlægge sine tanker i en mere afdæmpet og mindre egocentreret form. Hvis der før var tvivl om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen var fortid i dansk politik, så må den nu være ryddet af vejen. Der er ikke mere at komme efter. Det er trist, for dansk politik kunne godt have brug for hans drive og den nye Venstreformand måske for et par gode råd sagt under fire øjne.

Venstre er et bredtfavnende parti, som bryster sig af, at der er højt til loftet. Reaktionerne på bogen tyder på, at modstand styrker sammenholdet. Måske er Løkke ufrivillig fødselshjælper til, at partiet finder sammen igen. Det vil ikke være så ringe endda. Til Lars Løkke Rasmussen er der blot at sige: Kursen skal lægges om, og når det er sket: Lad vinden fylde dine sejl.