Joy Mogensens opfordring til at fokusere på de danske kulturrødder er fornuftig

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Landets nye kulturminister, den tidligere Roskilde-borgmester Joy Mogensen, er træt af at få at vide, at hun har været usynlig, siden hun blev udnævnt for et par måneder siden.

Det fortalte hun fredag under et velbesøgt sceneinterview på Kulturmødet Mors. Pointen var, at selv om hun har været usynlig i medierne, så har hun ikke været det over for landets kulturliv. Hun har nemlig prioriteret at bruge sin sommerferie på at rejse landet tyndt fra Bornholm til Vendsyssel for at møde lokale aktører og besøge kulturinstitutioner. Derfor har Kulturmødet Mors været Joy Mogensens første samlede møde med kulturlivet, medierne og folket, som jo i sidste ende er og bliver det, som er målet for en kulturpolitik, selv om branchen måtte mene noget andet.

Derfor er der også blevet skåret tænder og mumlet i krogene blandt fagfolk, fordi Joy Mogensen ikke har villet bekræfte løftet om, at det forkætrede omprioriteringsbidrag på årligt to pct. forsvinder til næste år. Løftet var ikke hendes, for hun er ikke valgt til Folketinget, men partiets. Og nu melder vilkårene i jernindustrien sig, når der også skal være penge til flere pædagoger, ældrepleje, sundhed, grøn omstilling, og hvad der ellers blev givet af løfter i den ufinansierede overbudsvalgkamp.

Joy Mogensen vil altså ikke love flere penge, men derfor kan man jo godt have ambitioner på kulturens vegne, og det har hun, lader det til. Her kan det vise sig som en fordel, at hun kommer fra det kommunale regi, for der er man aldrig gået af vejen for at se kultur som en forretning og vækstmotor.

Derfor ved man også, at alle pengene ikke nødvendigvis kommer fra staten, så hvis man har brug for flere, kræver det alliancer, fonde og sponsorer. Det kunne være befriende, hvis en socialdemokratisk kulturminister kan og vil tage et opgør med kulturlivets vanetækning, hvor statssubsidier ses som en ukrænkelig rettighed. Det kan bl.a. ske ved, at hun aktivt tager de kommunale erfaringer med ind i den landspolitiske virkelighed på kulturområdet.

Men først og fremmest er det vigtigt, at der kommer en sammenhængende og langt mindre operationaliseret kulturpolitik, og der lover ministeren dels et opgør med den djøfiserede regnearkstænkning, som også har lagt sig tungt over hendes ministerium, dels at hun vil kæmpe for kulturen, men i sammenhæng med al anden politik. For hvor gerne branchen end vil have det, kan kulturpolitik som kit og sammenhængskraft ikke løsrives fra anden politikudvikling, især ikke i en tid, hvor flere børn, flere ældre, længere levetid og flere forventninger og rettigheder betyder, at der er kamp om pengene.

Ligesom Mette Frederiksen også har været tilbage og hente arvegods i den klassiske socialdemokratisme, refererer landets nye kulturminister, den første socialdemokratiske i 23 år, også lystigt til den første af slagsen, socialdemokraten Julius Bomholt. Kulturen skal skabe tryghed og inspiration, danskerne skal kunne se og genkende sig selv som individ og fællesskab, og den skal udbredes til de fjerneste kroge for at trække folket ind i lys og ånd. Det er svært at være imod, men vigtigst er, at Joy Mogensen som noget af det mest markante mener, at kulturen og dermed kulturpolitikken skal vende tilbage til de danske rødder.

I en tid, hvor globaliseringen og de monopollignende techgiganter oversvømmer os med letfordøjelige tilbud, er en besindelse på egne kulturværdier mere nødvendig end nogensinde, hvis vi også skal kunne betragte os som en sammenhængende nation i fremtiden. Også selv om vinklen er socialdemokratisk.