Jo, EU er faktisk også et spørgsmål om krig og fred

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der kan være både fordele og ulemper ved, at folketingsvalget og valget til Europa-Parlamentet kommer til at ligge så tæt. Mest sandsynligt er dog, at det indebærer en risiko for, at EU-valget kan drukne i den hjemlige valgkamp med dens gennemgående temaer, som i hvert fald ikke kan beskyldes for at mangle nærhed.

Det vil være en skam. Spørgsmålet om Europas tilstand og fornemmelsen af, at det europæiske samarbejde står ved en skillevej, er vigtigere end meget længe og burde have sin helt egen ubeskårede valgkamp, hvor ikke alene arbejdet i Europa-Parlamentet er i fokus, men hvor også de store visioner, som EU er runden af, og de ydre og indre trusler, som udfordrer samarbejdet, kunne blive diskuteret grundigt igennem.

At det i dag, søndag, er 5. maj, minder os under alle omstændigheder om, hvad der var den oprindelige mening med det europæiske samarbejde. Det var efter Anden Verdenskrig et simpelt spørgsmål om krig og fred; om udsoning og samarbejde i stedet for århundreders krige og stormagtsrivalisering og om at søge fremtiden i et fællesskab båret af nogenlunde fælles værdier. Det kommer – indrømmet – let til at lyde lidt svulstigt, 74 år efter Befrielsen. Men netop på denne dag er det måske også sundt nok at mindes EU-grundlæggernes stort anlagte ambitioner for vores fælles kontinent. De forsvarer faktisk ikke sig selv. Det er op til os at værne om dem i en ny – og desværre for ofte historieløs – tid.

Der er nok at kritisere til daglig, og langtfra alt kører i EU-regi, som man kunne ønske sig. Man kan helt aktuelt f.eks. undre sig over, at det efter så mange år med en stadig dybere integration i samarbejdet ikke lykkedes at få bedre hold om beskyttelsen af de ydre grænser, da de indre blev ophævet med Schengen-samarbejdet. Det kastede Europa ud i den store flygtningekrise i 2015 og EU som sådan ud i sin måske største krise nogensinde. Men Europa som idé og EU som dens konkrete udmøntning i et storstilet samarbejde mellem nationalstater på basis af 2.000 års rejse mod ret fælles værdier er faktisk en succeshistorie, som mange burde blive meget bedre til at fortælle.

Det bliver tit overset, at EU ikke mindst er til fordel for de små lande. Tidligere trampede de store elefanter hen over kontinentet, og de små lande var prisgivet disse voldsomme rystelser. Helt anderledes i dag – ikke mindst helt anderledes civiliseret. Store og små har samme formelle stemme, selv om ikke alle har samme politiske tyngde, hvilket omvendt også kun er naturligt. Der er en underlig tendens i tiden til at se EU-samarbejdet som noget farligt; som en trussel ikke mindst mod nationale værdier. Det ses tydeligst i flere østeuropæiske lande, men ikke kun dér. Herhjemme har den gamle venstrefløj haft held med at plante skræmmebilledet »dem nede i Bryssel« i den danske offentlighed. Det har ført til det velkendte danske forbehold over for EU, men rokker heldigvis ikke ved den grundlæggende opbakning til selve medlemskabet, som er større end nogensinde. Selvfølgelig kan de fleste godt se, at det danske medlemskab på alle tænkelige parametre er én eneste succeshistorie. Man behøver vist bare skæve til Storbritannien for tiden.

EU’s tonegivende skikkelser har selv en vis berøringsangst over for at blive for højstemte om samarbejdet. Også i Bruxelles dyrkes nærheden og det konkrete i det politiske arbejde. Men måske burde man netop give sig selv lov til at lette lidt fra jorden og genopfriske den historiske dimension i EU-visionen – og ikke kun på en 5. maj.