Indvandrere skal kunne svare på spørgsmålet: Hvorfor vil du være her?

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det kæmpestore samfundseksperiment, som integrationen af ikkevestlige indvandrere udgør, flytter sig desværre ikke ud af stedet. En ny rapport fra Udlændinge- og Integrationsministeriet bekræfter tværtimod endnu en gang, at integrationen på mange stræk er slået fejl.

Den positive udvikling i uddannelse og beskæftigelse, der kan registreres fra første til anden generation af ikkevestlige indvandrere, fortsætter ikke fra anden til tredje generation. Den er ellers født i Danmark og har mindst én forælder, der er efterkommer, ligeledes født i Danmark. På visse områder i uddannelsessystemet går det endda dårligere i tredje end i anden generation. Og tredje generation klarer sig fortsat samlet set klart dårligere end etnisk danske unge.

Det er rent ud rystende oplysninger. Det skal ikke fjerne fokus fra de mange indvandrere, der gør en god indsats for at blive integreret og klarer sig godt. Men rapporten slår umisforståeligt fast, at der er meget lang vej igen, og at de politiske virkemidler, der har været taget i anvendelse i nu et par årtier, langtfra er nok.

Forklaringerne på, hvorfor integrationen ikke bare glidende lykkes bedre og bedre for hver generation, sådan som lige så mange generationer af eksperter har stillet i udsigt, er hændervridende og udtryk for en snigende desperation. Over halvdelen i tredje generation henter stadig deres ægtefælle i familiens oprindelige hjemland. I anden og tredje generation flytter man desuden til områder med andre indvandrere, herunder deciderede ghettoområder, i stedet for at søge ud i det danske samfund. Det fører igen til, at man lærer at tale dansk for dårligt, og at man ikke får det danske samfund ind under huden.

Politikerne kan tilsyneladende dreje på de knapper, de vil. Mange af initiativerne har været voldsomt omdiskuteret, f.eks. 24-årsreglen. Men de flytter åbenbart ikke alverden, hvis viljen til integration ikke er til stede. Også denne rapport åbner for den konklusion, at for mange indvandrere stadig bevidst fravælger dansk kultur og ønsker at forblive i deres oprindelige kultur. Lovgiverne kan skubbe på processen ved at øge incitamentet til at søge ud i det danske samfund, bl.a. ved regulering af økonomiske ydelser, der også sigter på at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Men i sidste ende handler det om, hvad indvandrerne selv ønsker og ser for sig som et vellykket liv i Danmark.

Man kan kun opfordre de nye generationer af indvandrere til at melde sig fuldtonet ind i samfundet og gribe de muligheder, som velfærdsstaten giver med frit, statsfinansieret valg på de fleste hylder – ligesom alle andre danskere gør. Det handler om ikke at melde sig ud af Danmark og vende det land ryggen, som har givet indvandrerne og deres forældregeneration alle muligheder foruden elementær sikkerhed og tryghed fra de trusler, de ofte er flygtet fra. Det handler tværtimod om at melde sig ind og tage imod alle de fremstrakte hænder. Alt for mange indvandrere siger stadig nej til Danmark. Det er på høje tid at udfordre denne holdning blandt indvandrerne selv. De skal kunne svare på, hvorfor de så overhovedet ønsker at være her.

Det er ikke det samme som at forlange total assimilation og overtagelse af alle danske normer, skikke og væremåder. Det handler ikke om spisevaner eller religion, hudfarve eller højtider. Det handler om den indstilling, man har ret til at forvente, at indvandrerne møder det danske samfund med. Her er der hos alt for mange så rigeligt plads til forbedring.