Godt nyt fra en frygtelig krig

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der har længe ikke været noget opløftende at berette om Yemen, så derfor er der grund til at hilse positive nyheder velkommen – selv om de kommer fra Stockholm.

Her har forhandlere fra de to krigende parter, houthierne og den såkaldte Hadi-regering, mødt hinanden i den forløbne uge. Resultatet er en våbenstilstandsaftale for havnebyen Hudaida, der er vigtig for forsyninger af bl.a. fødevarer. Forinden var man blevet enige om en fangeudveksling. Desuden er lufthavnen i hovedstaden Sanaa – der kontrolleres af houthierne – blevet åbnet, om end kun for indenrigsfly.

Det lyder ikke af alverden, men i betragtning af, at den tre år lange konflikt indtil nu har kostet skønsmæssigt 7.000 mennesker livet, og at 20 mio. mennesker lider hungersnød, er det et fremskridt. Det er sågar mere, end mange havde håbet på, for tidligere mæglingsforsøg er endt uden resultat.

Yemen er et land, som på ulykkelig vis ville være velegnet som kulisse i en John le Carré-roman. Alt er gået galt, korruptionen er en af de værste på kloden, og den mangeårige præsident Ali Abdullah Saleh, er blandt de hovedansvarlige. Men Saleh omkom i 2017. Når krigen er fortsat, skyldes det ikke mindst Saudi-Arabiens eventyrlystne og skrupelløse kronprins Mohammed bin Salman. Han fører an i en koalition af arabiske og afrikanske stater, der med logistisk hjælp fra USA har bombet dele af det i forvejen ludfattige land i smadder. Over halvdelen af de dræbte skyldes de saudisk ledede angreb. 400.000 børn under fem år er ifølge FN så underernærede, at de er i livsfare.

Salman anfører Irans støtte til houthierne som grunden til, at han på den måde angriber et muslimsk broderland. Det er vel også et af motiverne for USA. Logikken i, at man går ind i et land, fordi man er utilfreds med, at nogle andre har blandet sig forinden, er vanskelig at få øje på her.

Ingen opfører sig som engle i denne krig, nærmest tværtimod, og det er den almindelige befolkning, der lider mest. Det er derfor, nyhederne fra Stockholm er så vigtige, for de kan mildne skæbnen for de uskyldige i denne glemte krig. FN’s generalsekretær Antonio Guterres, der kom til Sverige på det strategisk rigtige tidspunkt, og hans mægler Martin Griffiths, som har taget det store slæb, har grund til en smule glæde.

Men der er også andre forhold, som kan udløse en smule optimisme. Kynisk sagt skyldes det kronprins Salmans brutale adfærd på andre breddegrader. Mordet på journalisten Jamal Khashoggi i Tyrkiet i oktober, som han åbenbart stod bag, har også i USA ført til forfærdelse. Præsident Trump holder sig ganske vist tilbage – amerikanske våbensalg til Saudi-Arabien skulle jo nødigt bringes i fare – men Senatet har netop vedtaget at afbryde den amerikanske støtte til indsatsen i Yemen. Man har sågar – enstemmigt – erklæret, at kronprinsen personligt er ansvarlig for Khashoggis død. Afbrydelsen af militærstøtten skal bekræftes af Repræsentanternes Hus for at have virkning, og det vil muligvis ikke ske. Men signalet fra Washington til Riyadh er ganske klart alligevel: Tålmodigheden med kronprinsen er slidt tynd, og selv om saudiernes strategiske betydning samt store ordrer til vestlige virksomheder har forhindret et egentligt brud, er det et tydeligt signal til Salman og hans middelaldersamfund.

Tilbage står at ønske, at forhandlingerne fortsætter, og at håndtrykkene, som blev udvekslet i Stockholm mellem yemenitter, der bekriger hinanden, fører til noget mere. Det afgøres imidlertid ikke i Sverige, men i Yemen.