Indlysende rigtigt, at EU ikke vil tvinge pant på grænsehandlens øl og sodavand

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

EU-Kommissionen vinder sjældent popularitetskonkurrencer, snarere tværtimod, men ikke så få danskere sender formentlig varme tanker til Bruxelles.

Baggrunden er, at EU-Kommissionen har afvist en klage fra lobbyisterne i Dansk Erhverv, der finder det konkurrenceforvridende, at dagligvarehandelen i Kobbermølle, Harreslev, Sønder Løgum, Aventoft og andre lokaliteter i Sydslesvig ikke opkræver pant af øl og sodavand af købere, der udfylder en eksporterklæring.

Striden har verseret i mange år, og EU-Kommissionens afgørelse er ikke blot logisk, men også indlysende rigtig. Når et flertal i Folketinget har besluttet at lægge markant højere afgifter på en lang række varer plus en moms på 25 pct., er det selvfølgelig ikke konkurrenceforvridende, at man i Tyskland har valgt at indrette sig anderledes forstandigt.

Dansk Erhverv agter nu at indbringe sagen for EU-Domstolen, og det vil være overraskende, hvis den måtte nå et andet resultat end juristerne i EU-Kommissionen.

Grænsehandelen er et fænomen, der har eksisteret i generationer.

I mange år var det toldreglerne, der lagde snævre begrænsninger på, hvad danskerne måtte hjemføre efter et smut til Sydslesvig, men Den Europæiske Union er ét stort indre marked uden grænser, og de umistelige fordele ved dette samarbejde skal naturligvis ikke kun gavne erhvervslivet, men også forbrugerne.

Derfor har det ikke været med bind for øjnene, at regeringer og parlamenter har udbygget det europæiske samarbejde. I hovedparten af Europa kan forbrugerne se fordele ved grænsehandel. I det dansk-tyske tilfælde er det især varer som øl, sodavand, vin og slik, der drager mange til grænsen, men også beklædning, bilreparationer og tandbehandlinger hører til områder, hvor Tyskland i kraft af en anden afgifts- og omkostningsstruktur har konkurrencefordele.

Tyske forbrugere, der køber øl, vand og sodavand, betaler pant, da disse nydelsesmidler konsumeres i Tyskland. Systemet er grundlæggende det samme som det, der kendes herhjemme. For så vidt er der intet til hinder for, at de to systemer harmoniseres, men det er evident, at medmindre de tyske aktører kan se fordele ved en fusion, er der ingen basis for et fælles pantsystem.

Det nuværende system med eksporterklæringer fungerer upåklageligt for alle involverede, så hvorfor ændre det? Ganske vist har der ad politisk vej været gjort forsøg på at etablere et fælles pantsystem, men den skitserede løsning var så ufuldstændig og rummede så mange indbyggede tåbeligheder, at projektet heldigvis aldrig er blevet realiseret.

Nu som før er den eneste forstandige løsning at fjerne afgifterne på de mest solgte varegrupper i grænsehandel. Alt andet vil medføre et absurd bureaukrati.

Man skal dog gøre sig klart, at selv hvis afgifterne elimineres, vil detail- og dagligvarehandelen syd for grænsen have klare konkurrencefordele, bl.a. i kraft af en lavere moms, og derfor vil grænsehandelen ikke forsvinde, men måske nok blive reduceret lidt i omfang.

Allerede i dag har mange danskere næppe økonomisk gevinst ud af en tur syd for grænsen, når alle omkostninger medregnes. Der er tale om en kulturel tradition, der stikker langt dybere end som så. Selv hvis Dansk Erhverv måtte få medhold ved EU-Domstolen, er der grund til at tro, at grænsehandelen vil fortsætte – blot i en ændret skikkelse.