Danmark satser stort og risikabelt i forhold til Iran

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Danmark har taget et usædvanligt og dristigt skridt ved åbent at gå ud og hænge Iran til tørre. Nu forestår et omfattende benarbejde med at sikre sig opbakning til den hårdtslående kurs, som både udenrigsministeren og statsministeren har bebudet: at få flere EU-lande til at støtte Danmark og at få vendt stemningen i EU, så Danmarks ønske om at indføre yderligere sanktioner mod Iran kan opfyldes.

Danmark har satset stort. Men hvad er gevinsten? Sikkert er det, at Danmarks melding har vakt opsigt, mindre sikkert er det, om Danmark kan styre bolden, så den bevæger sig i den retning, som er i Danmarks overordnede interesser.

Meldingen om, at Irans efterretningstjeneste har forberedt et attentat på dansk jord, og at én iraner nu sidder varetægtsfængslet i isolation, var ikke mange minutter gammel, før USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, kvitterede med et rosende tweet til Danmark. Under normale forhold ville det være en stor fjer i Danmarks hat. Skiftende udenrigsministre har dyrket forbindelserne til Washington, og mangen en udenrigspolitisk beslutning er truffet med USA som blind makker. Overordnet set har det vejet tungt at pleje forholdet til Danmarks vigtigste allierede.

Men normale forhold er fremmedord, efter at Donald Trump er rykket ind i Det Hvide Hus og har efterladt indtrykket af strategisk forvirring. Under Trumps lederskab har USA givet afkald på rollen som den frie verdens leder, europæerne er ved at finde eget fodfæste. Det gælder også Danmark.

USA’s nærmest jublende omklamring af Danmark kan derfor vise sig at blive en sten på vejen i forhold til Danmarks erklærede mål om at sikre europæisk opbakning til øgede sanktioner mod Iran. Så sent som i april blev det debatteret på et udenrigsministermøde i EU. Dengang lykkedes det ikke at nå til enighed. Flere eksperter peger på, at udsigten til, at de nu kan blive det, er meget ringe.

Over for sanktionerne står atomaftalen, som USA trak sig ud af i maj, men som europæerne herunder Danmark kæmper for at opretholde. Selv om regeringen understreger, at de to ting ikke skal knyttes sammen, så kan de i det storpolitiske spil, som Danmark har kastet sig ind i, i praksis vise sig svære at adskille. I bedste fald kan Danmarks krav udløse en unødig splittelse i Europa.

Der er ingen tvivl om, at det er fuldkommen uacceptabelt, at Irans agenter opererer på dansk jord og planlægger at udføre et attentat på en borger i Danmark. Efter den omfattende politiaktion den 28. september blev regeringen nødt til at rykke ud med en valid forklaring på, hvad der skete.

Løsningen blev at gå ud med piber og trommer, men med krav, som kan ende med at placere Danmark i en ubehagelig klemme mellem USA og de europæiske allierede.

Man må formode, at staben omkring Anders Samuelsen og Lars Løkke Rasmussen har afvejet fordele og risici. Umiddelbart er der da også høstet støtte fra flere nordiske og europæiske lande, men endnu mangler konsekvensen af de pæne ord: Vil de som Danmark hjemkalde ambassadører fra Teheran? Næppe, for så mister de vigtige lytteposter. Vil de gå med til yderligere sanktioner? Næppe, så meget er situationen trods alt heller ikke ændret siden april. Med den kraftige udmelding har regeringen stemt forventningerne højt.

Men når Anders Samuelsen erklærer, at der ikke er nogen udenrigspolitisk strategi bag Danmarks usædvanlige træk, så lyder det ikke beroligende.