Annonce

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Grænsehandelen længe leve

Intet ser ud til at bremse danskernes valfart til den dansk-tyske grænse, og det er kun godt.

Grænsehandel er et emne, som alle danskere har en holdning til. På trods af, at debatten herom har eksisteret i årtier, og vilkårene har ændret sig undervejs, forbinder langt de fleste danskere grænsehandel med noget ubetinget positivt.

Afgiftsforskellene mellem Danmark og Tyskland er til at få øje på, men selv om de er blevet mindre, og næppe alle grænsehandlende samlet set gør en god forretning, er trafikken stabil, som det fremgik af en kronik i avisen onsdag.

En rapport fra Dansk Erhverv og De Samvirkende Købmænd (DSK) fra juli i år viser, at cirka halvdelen af alle husstande grænsehandler, og hvis det ikke var absurd dyrt at krydse Storebælt, ville andelen utvivlsomt være større.

De to organisationer har en legitim interesse i at få fjernet afgifterne på klassiske grænsehandelsvarer, men selv om det måtte ske, er det ikke sandsynliggjort, at det vil fjerne grænsehandelen. Der består fremdeles en momsforskel på op til 18 procentpoint, ligesom der er f.eks. emballageafgifter.

Situationen understreges af sodavand, hvor afgiften blev fjernet for flere år siden. Her kan en mærkevare som Coca-Cola ses på tilbud i f.eks. Bilka til 3,54 kr. pr. dåse. Den præcis samme vare tappet på det samme bryggeri i Fredericia koster hos Fleggaard 2,50 kr. eller 30 pct. mindre, hvilket ingenlunde kan forklares med en tysk fødevaremoms på 7 pct. eller fraværet af emballageafgiften på 10 øre.

På sodavand som på så mange andre dagligvarer har Danmark nogle af de højere priser i Europa – selv når der korrigeres for momsforskelle. Selv hvis punktafgifterne på slik, chokolade, øl og vin måtte blive fjernet, vil de driftige købmænd syd for grænsen kunne sælge til markant lavere priser.

Faktisk kunne priserne syd for grænsen være endnu lavere, hvis der var mere konkurrence. Efter købet af Calle-kæden i 2010 sidder Fleggaard på halvdelen af al dansk-tysk grænsehandel, hvilket ikke er sundt for konkurrencen, men selv det har ikke bremset danskernes valfart til Kobbermølle, Harreslev og Sønder Løgum.

Danmark er inde i en valgkamp, hvor skatter og afgifter står langt nede på den politiske dagsorden, men hvis der måtte være partier i Folketinget – borgerlige, eksempelvis – der som modgift til den igangværende overbudspolitik erklærede sig parate til afgiftslempelse, ville det være langt mere velanbragt at sænke registreringsafgiften på biler end på grænsehandelsvarer. En nedsættelse fra 150 til 100 pct. vil endda ifølge Finansministeriets beregninger kunne ske praktisk talt uden provenutab og være af langt større betydning for de danske familier, end om 100 gram slik koster 4,95 kr. i stedet for 7,95 kr.

Grænsehandelen udgør kun en flig af samhandelen mellem Danmark og Tyskland, der er det største marked i verden for dansk eksport. Dansk Erhverv og DSK gavner på ingen måde deres sag ved det ene øjeblik at udsende en rapport, der konkluderer, at grænsehandelen i mange år har været stabil, for dernæst at udsende en meningsmåling, som viser, at antallet af danskere, der handler syd for grænsen, siden 2016 er faldet med 20 pct.

I længden bliver det en kende trættende, når de to organisationer fremturer med alle hånde former for særpræget og let gennemskuelig talgymnastik i noget, der mest af alt minder om Don Quixotes futile kamp mod møller.

Det står naturligvis Dansk Erhverv og DSK frit at fortsætte serenaderne fra de varme lande, men det er ikke den musik, som danskerne hører på vej til og fra grænsen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Debatten om grænseløs ufornuft
Mads Hvitved Grand, kommunikationsdirektør Dansk Supermarked Group, Højbjerg
Under rubrikken ”Grænsehandel” går Jyllands-Posten 6/5 på lederplads i rette med en kronik om grænsehandel, som administrerende direktør i Dansk Supermarked Group, Per Bank, havde i Dagbladet Børsen forleden.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Leder lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Lars Løkke koster Danmark dyrt i brexit-forhandlinger

Anders Vistisen
Dårlig forhandlingstaktik og EU-leflen gør, at Danmark kan tabe milliarder efter brexit. Regeringen har hovedansvaret.

Blog: Hvordan kan S glemme, at partiet er født af hårdtarbejdendes kamp?

Harun Demirtas
Det er yderst farligt at tvinge sundhedspersonale til at tage et arbejde, de ikke har lyst til, da det i sidste ende kan gå ud over menneskeliv, som de hver dag holder mellem hænderne.

Trump har sejret: Ingen tør videreføre arven fra John McCain

Matthew Fallon Hinds
Senator John McCains død markerer samtidig dødsstødet for Republikanernes vision om en liberal verdensorden under amerikansk overherredømme.
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere
Bolig
Guide til fremtidens hygge-begreb: Med ikigai kan du give dit liv personlighed
Ikigai er en japansk livsvisdom, der handler om at søge mening med livet. Begrebet har eksisteret siden oldtiden, men er i dag ved at overgå hygge-begrebet. Her er nogle gode råd til, hvordan du selv kan bruge ikigai i indretningen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her