Et ængsteligt og usikkert Sverige går til valg

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er et ængsteligt og forskrækket Sverige, der går til valg søndag. Hvad der oprindelig var et europæisk eksempel til efterfølgelse er blevet et europæisk skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, når et lands politikere ikke tør træffe de nødvendige beslutninger.

Det svenske folkhemmet, der definerede sig selv som garant for tryghed og sikkerhed, hærges af en politisk og social polarisering, som er selve modbilledet på, hvad der var ambitionen. Ud af dette pres er vokset en forløjethed i den svenske debat, som ikke kun politikerne selv, men desværre også mange medier har bidraget uhyggeligt til.

Det er indvandringen, det handler om, og den kommer til at afgøre valget. Proppen er gået af flasken, og hvad der er blevet ignoreret, bortforklaret, relativeret og forsøgt gemt af vejen, er kommet tilbage som mere end en almindelig boomerang. Sverige er blevet ramt af et regulært politisk jordskælv. De stærke socialdemokrater, gennem generationer enerådende i svensk politik, står til et historisk katastrofevalg, mens det indvandringskritiske Sverigedemokraterne ventes at score en lige så historisk valgsejr.

Den korte diagnose: Sverige har på alt for kort tid taget imod alt for mange ikkevestlige indvandrere, uden at der er fulgt en nødvendig politisk debat med om, hvordan det vil påvirke det svenske samfund, hvad der kan gøres, og om det overhovedet er ønskeligt. Den i denne valgkamp meget fraværende, tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt satte ord på, da han udnævnte Sverige til en »humanistisk stormagt«, der havde plads nok i de dybe svenske skove til alle de flygtninge, som måtte søge ly i netop Sverige.

Det demokratiske problem har været, at det først er i de allerseneste år, at der er kommet en nogenlunde ærlig debat i gang om, hvad den kolossale indvandring – relativt på højde med Tysklands – betyder for Sverige som sådan. Det er naturligvis ikke kun den voldsomt forøgede kriminalitet, begået af indvandrere og efterkommere, det handler om, selv om den er grænseoverskridende nok i sig selv. Det er det grundlæggende tab af sammenhængskraft, som det svenske samfund i disse år oplever for fuld udblæsning, og som i visse vælgerkredse fremkalder nærmest apokalyptiske følelser.

I Tyskland kom kansler Merkel til at sige »Wir schaffen das« i 2015, da den store flygtningekrise satte ind. Det afstedkom straks en stor debat, og der blev omgående strammet op. I Sverige skete det bare, at grænserne blev åbnet. Beslutningen blev truffet af de partier, der har haft æren for opbygningen af det svenske velfærdssamfund. Det vil være en ubærlig pointe, hvis det samtidig bliver dem, der har taget hul på at underminere samme. Sverige er vel allerede et negativt paradeeksempel på den gamle sandhed om, at man ikke kan have åbne grænser og åbne socialkasser på én gang.

Sverigedemokraternes optur er ét højt råb af protest mod denne udvikling. Partiet har intet andet at byde på end netop at sætte ord på protesten, men det er åbenbart nok til formentlig at nå op i nærheden af de normalt uovervindelige socialdemokrater.

Det vil være alt for let at give den rigtignok svage statsminister Stefan Löfven skylden i den interne socialdemokratiske partianalyse, der sikkert venter allerede i næste uge. Ansvaret er alle de store partiers. De har lukket øjnene for en tendens, som grundlæggende vil forandre det svenske samfund. De har ikke villet tale om det, og de skylder stadig at svare på det meget enkle spørgsmål: Hvorfor?