Problemet Iran løses ikke på Twitter

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Knap er det højspændte drama om Nordkoreas atomvåben blevet lirket ind i et mere civiliseret forhandlingsforløb, før den næste store internationale krise truer: Iran.

USA har trukket sig ud af atomaftalen med Iran og er gået i gang med at opbygge, hvad Det Hvide Hus selv kalder et eksempelløst økonomisk pres – »de stærkeste sanktioner nogensinde« (udenrigsminister Mike Pompeo) – mod det islamiske præstestyre.

I de seneste døgn er krisen eskaleret. En skrap, antiamerikansk tale af den iranske præsident, Hassan Rouhani, blev fulgt op af et rasende tweet fra præsident Trump, forfattet udelukkende i store bogstaver, hvori han truede Iran med repressalier, som kun få historisk har været udsat for.

Det var voldsomt, og der er grund til bekymring – igen. Så hårde udfald kan ikke bare bortforklares med præsidentens hidsige temperament eller præstestyrets ryggesløshed. Når Teheran yderligere truer med at lukke det livsvigtige Hormuz-stræde, som en meget stor del af verdens olieforsyninger transporteres igennem, løftes krisen op på et nyt niveau.

Meget tyder på, at Iran er Trumps egentlige sikkerhedspolitiske fikspunkt. Nordkorea-krisen skulle pakkes ned, så indsatsen kan samles om Iran. Det er ikke kun atomaftalen, som Trump har i kikkerten. Det er selve regimets karakter. Han har helt oplagt ret i en stor del af sin analyse. Men spørgsmålet er som altid, hvordan man bedst når sine mål.

Iran er ved at etablere sig som den islamiske verdens stormagt. Mange taler ligefrem om, at der er skabt en shiamuslimsk halvmåne fra Iran over Irak og Syrien til Libanon. Iran er stærkt involveret i borgerkrigen i Syrien med massiv støtte til diktatoren Bashar al-Assad. Og Iran støtter Houthi-oprørerne i borgerkrigen i Yemen, som ligeledes er et stedfortræderopgør mod den sunnimuslimske ærkerival, Saudi-Arabien. USA har også ret i sin kritik af Iran som mæcen for international terror. Sådan har det reelt været siden den islamiske revolution i 1979. Irans tilbagevendende trusler mod Israel er ligeledes helt uacceptable.

Hvad angår atomaftalen fra 2015, som præsident Trump i særlig grad har set sig arrig på, så har han også her en række berettigede kritikpunkter. Aftalen er ingen garanti for, at Iran ikke en dag kan skaffe sig atomvåben. Den udskyder højst tidspunktet i 10-15 år. Aftalen tillader Iran at forfine sit program for langtrækkende missiler, hvad Iran så skal med dem. Og efter at USA har trukket sig ud af aftalen, høres allerede røster i Teheran, der forlanger atomprogrammet genoptaget.

Så hårdt som præsident Trump kørte på atomaftalen i valgkampen mod Hillary Clinton, var det nok umuligt for ham ikke efterfølgende at trække sig ud. Men det er ikke det samme som, at det er den bedste måde at konfrontere præstestyret på. Dialog er altid at foretrække, og den verbale eskalation i de seneste døgn fører ingen vegne – andet end til en tilspidset situation, som kan løbe ud af kontrol.

Man kan håbe, at Trump kopierer sig selv fra Nordkorea-krisen: Et maksimalt pres følges op af en diplomatisk offensiv. Det er i tilfældet Iran blot ikke særligt sandsynligt. Dertil har han bundet sig for hårdt op på en konfrontation, og hans inderkreds består nu af folk, der er helt enige med ham.

Det internationale problem Iran bør søges løst af Vesten i fællesskab og på andre måder end i tweets i versaler. Den interne opposition i Iran og den folkelige utilfredshed med regimet er bedre heste at spille på. Men det forudsætter en tålmodighed, som USA for tiden ikke har.