Med en ven som Trump har Europa dårligt brug for fjender

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det hører til den amerikanske præsidents ejendommeligheder, at han tilsyneladende søger at skabe tvist med sit lands allierede og venner. Han begyndte med at hilse briternes udmeldelse af EU velkommen og således blande sig i et indre europæisk anliggende, der er vanskeligt nok i forvejen. Derefter sendte han sårende tweets til London, Paris og Berlin i forbindelse med terrorangreb dér. Han hører vel også til de få, der offentligt kan få den ellers flegmatiske premierminister Theresa May op i det røde felt, f.eks. ved at skære muslimer over én kam.

Nu har Donald Trump afleveret sit svendestykke i den henseende. Han indfører straftold for stål og aluminium mod EU, Canada og Mexico. Dermed indledes en handelskrig med nære partnere, herunder naboerne mod syd og nord. Den er, som bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen har bemærket, tilsyneladende i strid med de fælles spilleregler, man – og det vil bl.a. sige USA – har vedtaget i Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Historien bugner ikke af eksempler på vellykkede handelskrige – eller andre sanktioner for den sags skyld. Det er frihandel, der har bragt og stadig bringer verden fremad; det er den frie konkurrence om bl.a. kvalitet og pris, som får erhvervslivet til at oppe sig til fordel for forbrugerne og i sidste ende den globale økonomi. Der er rigeligt med eksempler på det modsatte fra Brasilien til Rusland.

Trump går altså den forkerte vej, og selv om man ikke kan klandre ham for at have holdt sine hensigter hemmelige, er det ubegribeligt, at en leder i (desværre ikke længere af) den vestlige verden kan slå ind på den galej.

Den pointe, som præsidenten har, nemlig at f.eks. den europæiske importtold for mange varer i USA er højere end den anden vej, bør løses, og Europa har på det seneste også tilbudt det. Måske har europæerne reageret for sent, men en pistol for brystet virker som forhandlingsvåben kun hos mafiaen og i gangsterfilm.

Det mærkelige er, at han virker mindre rabiat over for stater, der håner menneskerettigheder og på anden måde ikke efterlever vestlige værdier. Trump og Kinas statschef Xi Jin-ping, overhoved for klodens største diktatur, »vil for altid være venner,« har præsidenten sagt. Forholdet til Rusland synes at afhænge af, om det betragtes på en lige eller ulige dato, men respekten for Putin virker til at være høj. Polen og Ungarn lader hånt om fundamentale, demokratiske principper – domstoles uafhængighed og omgang med politiske modstandere, f.eks. – uden at præsidenten lader et ord falde.

Dette kaosprojekt kan virke fascinerende – Salman Rushdie har netop skrevet en meget rost roman, der foregår i USA under Trump, og andre forfattere følger sikkert efter – men fører først og fremmest til tabere. Præsidentens vælgere i Rustbæltet – den postindustrielle region omkring bl.a. Detroit, Cleveland og Pittsburgh – bliver ikke mere velhavende eller fremtidsorienterede af en handelskrig.

Erfaringen viser, at varer i den situation bliver dyrere, dårligere og mindre konkurrencedygtige. Vi lever heller ikke længere i en tid, hvor store amerikanerbiler kan imponere. Det er forskning og udvikling, der sammen med en servicesektor er vejen frem, som man f.eks. kan se i Californien. Trumps konflikt med vennerne ender nok ved WTO-domstolen, men en afgørelse kan lade vente på sig. Det er sørgeligt. Og europæerne kan sige, at med en ven som han har man dårligt brug for fjender.