Fortsæt til indhold
Leder

Ned ad bakke i København

Når københavnerne ikke går i demonstrationstog til Rådhuspladsen, skal forklaringen velsagtens søges i, at de med åbne øjne har valgt de medlemmer af Borgerrepræsentationen, der også i denne sag promenerer deres inkompetence.

.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

København er stolt af sine tårne, og formentlig har det spillet ind, at kommunalbestyrelserne i København, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør besluttede at lade det 40 år gamle Amagerforbrænding afløse af et nyt affaldsforbrændingsanlæg, tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels.

Det nye 90 meter høje anlæg fik navnet ”Amager Bakke”, da det er forsynet med en skibakke, så københavnerne kan kombinere affaldsforbrænding med rekreative formål.

Indtil videre er det eneste, der er blevet brændt af, skatteyderkroner i den helt tunge klasse, da ”Amager Bakke” er endt som en kommunal skamstøtte blandt byens tårne.

Her i avisen har vi systematisk afdækket, hvordan kommunalbestyrelserne i København, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør er langt fremme med planer om lade det 100 pct. kommunalt ejede Amager Ressourcecenter (ARC), der ejer ”Amager Bakke" overtage affaldsindsamlingen fra de private selskaber, der i dag klarer opgaven. Overtagelsen skal ikke ske, fordi de private leverandører ikke kan honorere deres forpligtelser. De løser opgaven upåklageligt. Nej, overtagelsen skal ske i endnu et desperat forsøg på at redde økonomien i det dybt skandaliserede affaldsforbrændingsanlæg.

”Amager Bakke” har foreløbig kostet 4 mia. kr. og – har det vist sig – er overdimensioneret i forhold til de affaldsmængder, som de fem ejerkommuner kan levere. En første redningsplan gik ud på årligt at importere 100.000 tons affald fra udlandet, men det forhindres af EU-regler, der siger, at import kun må udgøre 20 pct. af ARC’s økonomi.

Nu skal denne kommunale katastrofe så reddes ved næste år at lade ARC overtage affaldsindsamlingen, inklusive flere end 100 skraldebiler og de der til hørende medarbejdere. Planen er ikke at tjene penge, men alene at pumpe den økonomiske volumen i ARC, så det inden for EU-reglerne bliver muligt at øge mængden af importeret affald.

Siden affaldsindsamlingen blev privatiseret i 2011, har København sparet i omegnen af 100 mio. kr., og københavnerne har i tilgift fået en væsentlig bedre service end den, som de måtte døje med under det tidligere monopolselskab R98.

Afdækningen her i avisen har udløst en skarp reaktion fra erhvervsminister Brian Mikkelsen:

»Jeg er meget forarget. Det ser ud til, at man af politiske årsager misbruger skatteborgernes penge. Der burde komme et folkeoprør mod det flertal i Københavns Borgerrepræsentation, der på den måde sløser med folks penge. Der burde være demonstrationstog til rådhuset.«

Når københavnerne ikke går i demonstrationstog til Rådhuspladsen, skal forklaringen velsagtens søges i, at de med åbne øjne har valgt de medlemmer af Borgerrepræsentationen – overborgmester Frank Jensen inklusive – der også i denne sag promenerer deres inkompetence.

Regeringen vil nedsætte en ministeriel kommission, der skal se på Københavns behov frem til 2030. Det kræver dog ingen kommission at slå fast, at Borgerrepræsentationens politiske flertal har behov for i umisforståelige vendinger at blive gjort begribeligt, hvad det egentligt har ansvaret for, og hvad det faktisk vil sige at forvalte andres penge.

Alt for få offentlige opgaver varetages i dag af private leverandører, og derfor må en borgerlig regering have skærpet pligt til at reagere kontant, når man i København vil ødelægge en velkørende privat forretning for at betale for egne fejl.

Måske har København brug for en kommission, men byen har snarere brug for at blive sat under administration.