Trump spiller højt spil

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ingen kan bebrejde en demokratisk valgt præsident, at han indfrier sine valgløfter, hvilket Donald J. Trump har gjort med beslutningen om at udtræde af atomaftalen med Iran. Aftalen betragtes som forgængeren Barack Obamas udenrigspolitiske svendestykke, men mange amerikanere har ikke taget ejerskab til de forpligtelser, som USA dermed påtog sig.

Donald Trump har uddraget én vigtig lære af atomaftalen: Kun skånselsløst økonomisk pres kan føre til diplomatiske gennembrud i forhold til såkaldte ”slyngelstater”.

Det er indiskutabelt økonomisk pres, der har fremtvunget dialogen med Nordkorea, som måske kan føre til atomnedrustning og måske en varig fred på Den Koreanske Halvø. Retfærdigvis skal siges, at presset i dette tilfælde har krævet aktiv medvirken fra Kina, men Beijing har først valgt at reagere, da det stod utvetydigt klart, at USA med Trump har fået en præsident, der ikke kandiderer til Nobels Fredspris.

To gange inden for en måned har Nordkoreas diktator Kim Jong-un måttet rejse til Kina til i al væsentligt mørkelagte forhandlinger med præsident Xi Jinping. Pointen er, at diplomatiet nu arbejder i kraft af Donald Trump.

Den amerikanske præsidents fremfærd over for Nordkorea har haft en klar plan A og plan B. Det er straks sværere at se de klare mål med beslutningen om at genindføre økonomiske og politiske sanktioner mod Iran i almindelighed og præstestyret i særdeleshed. Derfor har USA's europæiske allierede stået sammen og advaret den amerikanske præsident mod at tage det skridt, som han nu har gjort. USA har styrken til at gå enegang, men det er problematisk og urovækkende, når USA viser resten af verden, at man ikke står ved aftaler, men melder sig ud af det internationale system.

Præsident Trump begrunder sit skridt med, at den eksisterende aftale ikke effektivt forhindrer Iran i at udvikle atomvåben og dermed i fundamental grad forrykke magtbalancen i Mellemøsten. USA’s europæiske allierede har en anden opfattelse og fastholder derfor aftalen.

På papiret har Iran overholdt sin del af atomaftalen, viser regelmæssige rapporter fra Det Internationale Atom Energi Agentur, men våbeninspektørerne har f.eks. ikke adgang til mange iranske militærinstallationer, ligesom regimet ikke er blevet tvunget til at aflevere al sin viden om fremstilling af atomvåben, ligesom Iran ikke officielt har opgivet ambitionerne om at blive en atommagt, når aftalen udløber.

Når USA, som bebudet af præsident Trump, inden for tre til seks måneder genindfører maksimale økonomiske og politiske sanktioner, vil de ikke kun ramme Iran, men også bl.a. de europæiske finansinstitutioner og virksomheder, der siden indgåelsen af aftalen er begyndt at handle med Iran.

Der forestår en betydelig diplomatisk indsats fra Det Hvide Hus for at overbevise især USA's europæiske allierede om, at der eksisterer en velgennemtænkt plan i forhold til Iran.

Trump vil arbejde for at nå en »omfattende og varig« aftale, der ikke kun omfatter det iranske atomprogram, men også det ballistiske missilprogram samt Irans politiske og militære aktiviteter over hele Mellemøsten.

Iran skal tvinges til i al fremtid at afstå fra at blive atommagt, tvinges til at trække sig fra Libanon, Syrien, Irak, Yemen og andre steder i Mellemøsten, og så skal regimet i Teheran tvinges til at bruge alle sine kræfter på at bedre levestandarden og menneskerettighederne for det iranske folk, der lider hårdt under præstestyrets ofte brutale fremfærd.

Der er tale om endog meget højt spil fra præsident Trump.