Handelskrig løser intet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Magtkampe er et eksistensvilkår for alle politisk udpegede medarbejdere i Det Hvide Hus, og er disse opgør tilstrækkeligt principielle, kan taberen blive tvunget til at gå.

Derfor er det ikke overraskende, at Gary Cohn har meddelt, at han forlader posten som nationaløkonomisk rådgiver for præsident Donald Trump.

Gary Cohn er kendt som tilhænger af frihandel og konstruktivt handelsdiplomati. Stillet over for en præsident, der har besluttet at indfri sine handelspolitiske valgløfter under doktrinen ”America first”, har Cohn ikke formået at sætte sig igennem og har derfor valgt at gå af.

Præsident Trump bagatelliserer Gary Cohns beslutning ved at påpege, at reaktionen er undtagelsen fra det generelle billede af, at »alle ønsker at arbejde i Det Hvide Hus« og så tæt på magten som muligt.

»Det Hvide Hus er en hård arbejdsplads. Jeg elsker konflikter, og at to mennesker har modstridende synspunkter. For mig er disse konflikter en nødvendig forudsætning for at træffe de bedste beslutninger,« siger præsidenten.

Reaktionen i de finansielle markeder har været negativ, da Cohns afgang ses som et udslag af, at de protektionistiske kræfter omkring Trump har vundet magtkampen.

På en pressekonference med Sveriges statsminister, Stefan Löfven, gjorde præsident Trump det klart, at De Forenede Staters historiske vilje til frihandel »er blevet misbrugt af mange lande«, og at det er forklaringen på det kroniske underskud på den amerikanske handelsbalance. Da EU og Kina tilsammen tegner sig for to tredjedele af underskuddet på 3.400 mia. kr. i 2017, er der i Trumps optik ingen diskussion om, hvem de største ”misbrugere” er.

»Jeg bebrejder ikke lande, at de gør brug af de handelsaftaler, som de har indgået med USA. Jeg bebrejder mine forgængere i Det Hvide Hus, som har ladet handelsbalanceunderskuddet vokse år efter år,« fastslår Trump.

Den straftold på stål og aluminium, som han har bebudet, begrundes med hensynet til den nationale sikkerhed, hvilket under visse omstændigheder kan være tilladt i henhold til Verdenshandelsorganisationen WTO’s regelsæt. Et faktum er det, at USA i dag kun har én producent, der kan fremstille aluminium i den høje kvalitet, som er nødvendig til produktionen af militærfly, hvilket kan være kritisk.

Præsident Trump har nogle valide handelspolitiske pointer, der i et valgår tilmed kan være ganske opportune rent indenrigspolitisk. Kendsgerningen er, at han blot er i færd med at føre sine valgløfter ud i livet, og opbakningen i hans vælgerkorps synes ganske stor.

Bemærkelsesværdigt er det, at mens lederne af de republikanske flertal i Kongressen har undsagt beslutningen om straftold, forholder Demokraterne sig tavse, da de ikke ønsker at lægge sig ud med arbejderne i metalindustrien.

Naturligvis bør en amerikansk præsident søge uhensigtsmæssige eller utidssvarende handelsaftaler genforhandlet, hvis de vitterlig er til så stor skade for USA, som han hævder.

Når det er sagt, er der også grund til at påpege, at da G7- og G20-lande ved topmøder højtideligt lover at stræbe efter økonomisk balance – især i samhandelen – skal det være andet og mere end skåltaler, der er glemt, før glasset er tømt, og her bærer EU og Kina et stort ansvar for ubalancerne.

Handelskrige løser intet, og det ville være forstandigt af præsident Trump at søge en handelsdiplomatisk løsning, før han gennem straftold gør venner til fjender.