Livet bliver værd at leve

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Brev til mit yngre jeg

I denne serie skriver en række personer et brev til deres 13-årige jeg.

Jyllands-Posten har bragt de bedste i løbet af sommeren. Find tidligere bidrag på jp.dk/brev.

Jeg tager en tur ned ad memory lane, og pludselig står du der. Du ser på mig. Sprællevende med et skævt smil, der gemmer sig bag et behov for at græde. Et smil, jeg kender så godt. Dine rande under dine grågrønne øjne fortæller, at de første 13 år af dit liv ikke har været nemme, for at sige det mildt. Og shit, du er tynd, alt for tynd.

Du sidder på dit værelse på børnehjemmet, i fosterstilling, og banker dit hoved ind i den væg, du sidder op ad. Væggen er op til pædagogernes kontor, men ingen banker på din dør og spørger, om du er okay. Barberbladet ligger som altid klart. Livet er uoverskueligt. Du tænker: Skal jeg bare gøre en ende på det hele?

Kære 13-årige Birgit. Når du fylder 18 år, ændrer du dit navn for at komme så meget væk fra dig selv som overhovedet muligt, og det er helt okay, selv om nogle tror, at du gør det for at være københavnersmart. Selv om du lige nu synes, at barberbladet og anoreksien er dine bedste venner, så skal det hele nok ændre sig. Jeg ved alt, for jeg er dig, og jeg er rejst tilbage fra fremtiden for at fortælle dig, at du ikke må give op.

Jeg kender din smerte, men jeg ved også, at den bliver mindre. Det kommer til at koste blod, sved og tårer, men du kommer over på den anden side, det lover jeg dig. Som en skuespiller, der hedder Ulrich Thomsen, i en film engang i fremtiden kommer til at sige: »Livet er en lang lort, som du skal tage en bid af hver dag.« En dag er lorten spist, og du kan leve. Tro mig, du får et godt liv.

Før du flyttede på børnehjemmet, sad du, i mange år, uden for døren i hver eneste time. Og fra den ene dag til den anden sad du pludselig på din seng på akutafdelingen, fordi du havde talt med en skolepsykolog. BUC (Børne- og Ungdomscentret), det sted som du så fint og med lukkede øjne, ja, selv i søvne, kunne skrive allerede i en alder af ni år. Du havde ikke meget tøj med, og du delte værelse med et søskendepar, der var en del yngre end dig. Men det gjorde ikke noget. Du ville gerne flytte, og du var lettet, da det skete. Du havde ventet på det i fire år, mens dine søskende blev fjernet én efter én. Selv om det ikke er til at sige, hvilket parameter systemets voksne brugte, var du den, der angiveligt klarede sig bedst, og ergo blev du ikke fjernet. Der kom ikke nogen saving angel og satte dig op på sine skuldre og fløj væk med dig. Væk fra den hverdag, der stadig ætser din sjæl langsomt, men sikkert. I de fire år, du ventede, vidste du, hvornår kommunekassen var tom, og at der ville gå et halvt år indtil næste møde i socialudvalget. Heldigvis fik du en veninde, Mia, som sammen med dig hoppede ind i en fantasiverden, hvor livet var dejligt. Ingen bekymringer kunne ramme dig der. Måske var hun lidt din saving angel, for uanset hvor mange gange omverdenen forsøgte at lave cirkelspark under dine ben, hoppede du bare og fortsatte.

Du klarer dig overraskende godt på din nye folkeskole. Hvis jeg lige smutter videre tilbage igennem tiden og siger det til din klasselærer fra Fejø, vil hun nok grine højt og sige, at jeg lyver. Men jeg har ret. Og du skal fortsætte. Uddannelse er vejen frem. Du vil fortsætte med at få gode karakterer. Pladsen uden for døren er ikke længere din. Du er vellidt af dine lærere. Du bliver både elevrådsformand, bassist i et band og singer-songwriter, og du kommer til at få legater både i folkeskolen og i gymnasiet.

Som du sidder der, kan jeg se savnet i dine øjne. Du savner dine venner på din gamle skole, der endte med at bortvise dig. Men mest af alt så savner du Mia. Uden at du ved hvorfor, er al kontakt med Mia skåret væk som irriterende sener på en god bøf. Sorry, jeg ved godt, at du er vegetar – stop det. Det er din begyndende anoreksi, der taler.

Du får ofte at vide af pædagogerne, at du burde være glad, fordi dine forældre hverken drikker eller tager stoffer, og hvis du ikke opfører dig ordentligt, så kommer du hjem til jordhulen igen. Du frygter, at pædagogerne har bemyndigelse til at bortvise dig. Du vil ikke hjem på weekend, men får at vide af pædagogerne, at du skal. Børn, der har det dårligere end dig, tager hjem, ergo skal du også. Du tager hjem, men for at besøge Mia. Dog bliver besøgene færre og færre, da det at besøge barndomshjemmet ikke er lutter lagkage. Du sidder på en stol på gangen på børnehjemmet. Du stirrer ud i luften og ønsker, at pædagogerne turde spørge dig, hvordan du har det. Du skærer i dig selv, en spiseforstyrrelse og et selvmordsforsøg lurer lige om hjørnet, men ingen taler med dig. Jo, kun din psykolog, Ida. Du er magtesløs, ked af det og ensom, og jeg forstår dig, Birgit. Du har det fandeme ikke let, men brug Ida. Hun er der mere for dig, end du tror.

Når pædagogerne siger, at du ikke har noget at være ked af, og at du bare skal være glad for, at dine forældre ikke drikker eller tager stoffer, så fortæl dem, hvad det gør ved dig, når de taler sådan til dig. Sæt grænser. Og hvis du ikke tør, så fortæl det i det mindste til Ida. Hvis hun ved det, så skal hun nok fortælle dem, at sådan skal de ikke behandle dig. Fortæl hende også, at de truer dig med, at du kommer tilbage til jordhulen, hvis du ikke opfører dig ordentligt. Det er ikke dig, der er noget galt med. Det er dem og deres måde af agere rent pædagogisk på, der er så frygtelig forkert. De tænker desværre ikke over, hvad sådan en barndom, som du har haft, betyder for et barnesind. Det skyldes nok frygt for at mærke den smerte, de kan se, du føler. Når du oplever, at pædagogerne ignorerer dig, når du er trist, men ikke kan række ud, så husk, at det ikke har noget med dig at gøre. Måske frygter de, hvad de kommer til at høre fra din fortid. Og så er det lettere at ignorere.

Du tror, at pædagogerne er i deres fulde ret til at behandle dig, som de gør, for det er du vant til. Du må godt sige fra, og hvis det er svært, så brug Ida. Hun skal nok stå op for dig. Det lover jeg dig. Ida er her nemlig stadig. Ja, rent faktisk så har jeg og dine to kommende sønner lige været på besøg hos hende og hendes mand. Og din største er begyndt at kalde Ida for papmormor.

Alt det, du drømmer om, kommer til at ske. Du har to dejlige sønner. Du har flere uddannelser, og om en lille måned starter du på det, du altid har drømt om: at blive journalist. Så selv om det hele synes sindssygt uoverskueligt lige nu, så husk en ting: Du skal fortsætte med at være dig. Følg dine drømme, og stol på din intuition. Den er altid rigtig. Nu vil du nok sige, at livet ikke er værd at leve. At du har oplevet så meget lort i dit allerede korte liv: ting du ikke engang tør fortælle din psykolog. Men du skal forsøge. Skriv breve. Prøv evt. at læse dem højt i stedet for bare at sende dem til hende, som du gør nu. For hun vil ikke fornægte dig. Jo mere du åbner op, jo tættere vil du komme på hendes hjerte, og hun vil være der for dig for altid. Ida bliver det fundament, du kan støtte dig op ad, når livet bliver svært. Stol på hende. Og mest af alt stol på dig selv. Vær ærlig mod din kerne. Den er der stadig, for jeg mærker den tydeligt, og den er stærk. Du kan, hvad du vil. Go for it. Hvor var det dejligt at se dig igen. <3 Chili