Fælles redning af strandene nødvendig

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllandsposten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det var et sørgeligt syn, der mødte mange grundejere i første række på nordkysten af Sjælland og vestkysten i Nordjylland efter stormen Bodil i 2013. Havet havde taget flere meter af deres grunde, og flere sommerhuse var faldet i havet.

Storme som Bodil den 6. december 2013 og Egon den 10. januar 2015 har vist, at en betydelig del af den eksisterende kystbeskyttelse ikke kan modstå presset fra havet, og sender et varsel om, hvor store skader fremtidige storme vil forvolde i takt med, at vandstanden i havet stiger som følge af global opvarmning.

Efterdønningerne viser også, at der er behov for at stille skarpt på, hvordan den nødvendige helhedsorienterede kystbeskyttelse kan gennemføres og finansieres.

Kyster er dynamiske og ændrer naturligt form som følge af havets påvirkning. Gennem tiden har man tilladt at bygge huse og infrastruktur helt ud til stranden. Det har nu skabt en konflikt, som medfører, at stranden er forsvundet mange steder. Hård kystbeskyttelse omfatter typisk høfder, bølgebrydere og skråningsbeskyttelser af sten. Skråningsbeskyttelser kan effektivt beskytte baglandet mod erosion. Høfder og bølgebrydere hjælper med til at stabilisere stranden lokalt og nedsætter kysttilbagerykningen.

Hård kystbeskyttelse skaber ikke mere sand og ral, men fastholder en del af det materiale, der ellers vandrer langs kysten. Dette materiale mangler efterfølgende på nabostrækningen, som derfor eroderer hurtigere tilbage. Populært sagt kan man sige, at man ved at bygge hård kystbeskyttelse sender problemet ind til naboen.

Det centrale problem er, at der mange steder ikke længere er nok sand og ral langs kysterne til at opretholde en attraktiv og beskyttende strand.

Grundejerne i første række er ofte primært interesserede i at beskytte deres egne ejendomme mod havet. Den mest effektive og billigste løsning er generelt at anlægge en skråningsbeskyttelse af sten. Problemet med skråningsbeskyttelser er, at stranden foran gradvis forsvinder, og offentlighedens adgang til stranden forhindres.

Ny kystbeskyttelse skal godkendes af Kystdirektoratet. Det sker i henhold til kystbeskyttelsesloven og afvejning af en række almene hensyn.

Kystdirektoratet ønsker at fremme strandfodring for at imødegå kysterosion. Strandfodring erstatter det eroderede materiale og opbygger stranden. Strandfodring har dog kun en midlertidig effekt og skal løbende vedligeholdes for at opretholde en bred attraktiv strand.

Desuden er strandfodring sjældent nok til at beskytte baglandet mod stormflod, da stranden ikke er høj nok. Dertil kommer, at det er meget dyrt løbende at sandfodre ud for enkelte grundejeres ejendom, og det er nok hovedårsagen til, at der blandt grundejerne har været en udbredt modvilje mod strandfodring. På den anden side vil Kystdirektoratet ikke tillade skråningsbeskyttelse alene, da stranden derved ødelægges.

Fronterne har været trukket hårdt op mellem grundejerne og myndighederne siden stormen Bodil, hvilket har ført til opførelse af ulovlige skråningsbeskyttelser.

I den seneste tid har Kystdirektoratet dog åbnet for at lave projekter, hvor skråningsbeskyttelse kombineres med strandfodring. Problemet er bare, at grundejerne langs kysterne ikke er tilstrækkeligt organiserede til at kunne gennemføre strandfodringsprojekter, der er store nok til at beskytte stranden på en økonomisk fornuftig måde.

Fra et kystteknisk synspunkt er den bedste løsning at kombinere hård og blød kystbeskyttelse. Derved sikres en effektiv beskyttelse af baglandet mod kysterosion og stormflod.

Erfaringerne viser, at stranden kan vedligeholdes med løbende strandfodring over længere strækninger og i tilstrækkeligt store mængder. Fodringsmængden skal afpasses de lokale bølgeforhold for at sikre en permanent strand.

Gennem mange år har Kystdirektoratet stabiliseret lange strækninger på den jyske vestkyst ved hjælp af indpumpning af ca. 2-3 mio. m³ sand pr. år.

På nordkysten af Fyn har Det Nordfynske Kystsikrings-, Dige- og Pumpelag i de sidste15 år vedligeholdt 13 km strand med strandfodring på 20.000 m³ sand pr. år.

Derudover er der behov for skråningsbeskyttelse til at beskytte udsatte huse i første række. På udsatte kystfremspring er der ofte behov for høfder eller bølgebrydere for at opretholde stranden.

Løbende strandfodring er i de fleste tilfælde en nødvendig del af kystbeskyttelsen, og behovet vil stige fremover på grund af den stigende vandstand i havet.

Ifølge kystbeskyttelsesloven er det grundejernes ansvar at beskytte egen ejendom mod oversvømmelse og erosion fra havet. Det er dog ikke muligt at lave helhedsorienteret kystbeskyttelse for enkelte grundejere, da strandfodring er dyr at udføre og vedligeholde.

Kystbeskyttelsesloven giver grundejerne mulighed for at starte en såkaldt Kapitel 1A-sag ved kommunen, som dermed er forpligtet til at undersøge mulighederne for helhedsorienteret kyst- og oversvømmelsesbeskyttelse for længere kyststrækninger.

Kapitel 1A-sager kan igangsættes af kommunen, kystlag eller grundejere, når der er uenighed mellem grundejerne om form, omfang og betaling af kystbeskyttelsen. Fremover bør dette stærke værktøj benyttes i større omfang.

Kystbeskyttelsesloven lægger op til, at det er grundejerne, der har glæde af kystbeskyttelsen, som skal betale for etablering og vedligeholdelse.

I forbindelse med Kapitel 1A-sager bestemmer kommunen, hvem der skal betale, og hvor meget der skal betales af hver enkelt grundejer. Bidragene kan indkræves af kommunen som en forbrugsafgift.

Kommunerne kan desuden kræve, at der oprettes større kystbeskyttelseslag, som efterfølgende skal stå for etablering og vedligeholdelse af kystbeskyttelsen.

Et langt stykke ad vejen indeholder kystbeskyttelsesloven således de nødvendige muligheder for at gennemføre optimale helhedsplaner.

Det bør ikke være en offentlig opgave at betale for beskyttelse af de mest udsatte og ofte dyre grunde og huse i første række. På den anden side er det måske på sin plads, f.eks. i sommerhusområder, at inddrage en større kreds af grundejere i baglandet.

Ofte betaler grundejerne i første række for egen skråningsbeskyttelse. Udgifterne til strandfodring, høfder og bølgebrydere kan så deles mellem alle grundejerne i en zone langs kysten, som vurderes at have glæde af stranden.

Bidragenes størrelse opgøres typisk afhængigt af, hvor lang en kyststrækning den enkelte grund dækker, samt afstanden fra grunden til stranden. I mange sommerhusområder vil alle have glæde af bedre strande. Stat og kommune bør bidrage på lige fod med private lodsejere i det omfang, der er offentlige arealer i området.

Der er bygget meget hård kystbeskyttelse langs de danske kyster, som skaber læsideerosion og således er medvirkende til, at nabostrækningerne eroderer hurtigere tilbage.

Grundejere, som allerede har hård kystbeskyttelse, bør derfor også bidrage til strandfodringen i forbindelse med helhedsplaner for længere kyststrækninger.

Grundejere og kommuner opfordres til at iværksætte Kapitel 1A-sager for at få skabt rammerne for gode helhedsløsninger langs kysterne.

Det er der behov for nu, og behovet vil kun blive større i takt med, at vandstanden stiger.