Inkompetence og smøl i sygehusvæsenet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllandsposten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Min far, Niels Birkelyng, døde den 5. februar 2013. Hans hjerte sagde stop, fordi han ikke længere kunne trække vejret. Det skete i en ambulance på vej fra Amager Hospital til Hvidovre Hospital. Det var den tragiske kulmination på en uges inkompetent behandling.

Der var en stor sorg for mig at miste min elskede far. Det gør ekstra ondt at tænke på, at hvis han havde fået en fagligt forsvarlig behandling, så havde han formentlig været i live i dag.

Jeg har klaget til Patientombuddet over behandlingen af min far. Ikke for at udstille nogen. Slet ikke for at få økonomisk kompensation. Mit formål har alene været at få belyst min fars ulykkelige behandlingsforløb, således at noget tilsvarende ikke gentager sig.

Min klage blev sendt den 5. marts 2013. I dag, 32 måneder senere, ligger klagen stadig hos Patientombuddet.

Lad mig kort ridse op, hvordan det gik til, at en i øvrigt velfungerende mand i løbet af få dage satte livet til i hænderne på Sundhedsvæsenet.

Min far blev 72 år. Han var i hele sit liv en aktiv mand. Indtil han blev 70, var han folkeskolelærer i Brønshøj. Han gik frivilligt af i forbindelse med en fyringsrunde. Fem år tidligere tog han en juridisk embedseksamen – studiet gennemført i fritiden.

Frem til sin død var Niels Birkelyng formand for Boldklubben Frems amatørafdeling i København og aktiv oldboysspiller i klubben. I sine yngre år var han divisionsdommer i fodbold.

I januar 2013 får min far konstateret venstresidig lungebetændelse og hans egen læge ordinerer behandling med antibiotika (Klacid).

Behandlingen har ingen effekt, og min far indlægges derfor på Amager Hospital onsdag den 30. januar 2013. Her ordineres behandling med et andet antibiotikum (Cefuroxim).

Den efterfølgende beskrivelse af min fars sygdomsforløb tager udgangspunkt i min og min ægtefælles gennemgang af journalmateriale, observationsskemaer, røntgenundersøgelser og laboratorieundersøgelser. (Vi har begge haft karrierer inden for hospitalsvæsenet – han som ledende overlæge og cheflæge og jeg som bl.a. afdelingssygeplejerske inden for de medicinske sengeafsnit, ambulatorier samt diagnostiske centre).

Min klage til Patientombuddet er væsentlig mere udførlig end den følgende redegørelse. Den omfatter i alt 11 klagepunkter.

Torsdag den 31. januar 2013 er der intet lægeligt notat i journalen – ej heller udfyldelse af observationsskemaer (EWS), selv om sygeplejersken har noteret, at min far »er meget mat og træt« – efter syv dages behandling af en venstresidig lungebetændelse.

Fredag den 1. februar 2013 noterer lægen i journalen, at min far er »alment påvirket med stigende infektionstal«. Min far har hidtil været ”orlovspatient”, men tilbydes nu egentlig indlæggelse. Tilbuddet lyder på en seng på gangen sammen med seks-syv andre patienter. Min far vælger at tage hjem og sove, da han ikke kan finde ro på gangen.

Vi finder det uværdigt og umenneskeligt at tilbyde svært akut syge mennesker en gangplads – som eneste tilbud.

Behandlingen ændres ikke trods manglende succes. Det fremgår ikke af observationsskemaet, om iltmætningen i blodet var tilfredsstillende - ej heller om han har feber. Ganske normale sygeplejemæssige observationer!

Lørdag den 2. februar 2013 kl. 12.30 bliver min far indlagt på en stue med ældre urolige kvinder. Han er forinden tilset af en læge, der har ordineret et nyt antibiotikum (Metronidazol) som supplement til den igangværende behandling.

Der går nu 39 timer, hvor der ikke foreligger lægelige notater i min fars journal.

I løbet af lørdagen kan vi konstatere via observationsskemaer, at min fars tilstand forværres voldsomt. Han er højfebril, har hurtig puls, og hans iltmætning i blodet falder til 89 pct.

Det fremgår ikke af observationskemaet, om han får ilt tilført. Det fremgår heller ikke af skemaet, om der er rettet henvendelse til vagthavende læge.

Søndag den 3. februar 2013 er min far fortsat højfebril med dårlig iltmætning i blodet og ”scorer” dårligt – steget fra 2 til 8. Der er fortsat ingen lægelige notater. Ingen dokumentation for, at han får iltbehandling.

Mandag den 4. februar 2013 kl. 03.29. Min far har nu tegn på blodforgiftning (sepsis) med kulderystelser, er højfebril, har hurtig puls og lavt blodtryk samt en dårlig iltmætning i blodet. Den tilkaldte vagthavende læge ordinerer et nyt antibiotikum, væsketerapi samt ilt.

Ifølge et sygeplejenotat fremgår det, at »patienten har ikke haft meget forståelse over for behandlingen og hans tilstand. Han vil gerne have næsebrillen af, da han sagtens føler, at han kan klare sig uden. Efter samtale med forvagten aftales det, at hvis patienten fjerner næsebrillen, er det hans eget valg«.

Det gør så ondt at læse, at man lader min far – der på det tidspunkt havde en meget lav iltmætning i blodet, var højfebril, havde lavt blodtryk og en påvirket hjernefunktion – sejle sin egen sø.

Tirsdag den 5. februar 2013: Ud fra observationsskemaerne forværres min fars tilstand voldsomt sidst på natten/tidlig morgen med stærkt nedsat iltmætning på trods af ilttilførsel af store mængder ilt. Kl. 9 kan man konstatere voldsom iltmangel m.v. Scoren er steget til 11.

Kl. 09.53 tilses han af læge på stuen – efter at han åbenbart er faldet på badeværelset og kravlet tilbage i seng! Der foretages røntgenundersøgelse af lungerne på stuen, men billederne er ikke beskrevet i notatet. Han bliver behandlet med KOL/astmamedicin, selv om lungebilledet nu viser tegn til voldsomme lungebetændelsesforandringer i begge lunger. Der bliver ikke overvejet overflytning til Hvidovre Hospital med henblik på respiratorbehandling.

Kl. 12.03: Der er ikke tegn på bedring af min fars lungefunktion. En yngre læge konfererer med en overlæge om behandling. Man vælger at se tiden yderligere an uden at tage kontakt til Hvidovre Hospital og intensivafdelingen.

Kl. 14.02: Iltmætningen er 69 pct. med 15 liter ilt og en puls på 134. Der findes nu behov for anæstesitilsyn.

Kl. 14.40 ankommer anæstesilægen. Patienten er nu så dårlig, at han skal overflyttes til Hvidovre.

Kl. 15.12: Akutlæge fra Hvidovre undlader intubation (plastikrør ned i luftrøret), da der ikke er en intensiv afdeling på Amager Hospital, og giver derfor i stedet astmabehandling til min far.

Kl. 15.59 dør min far i ambulancen på vej til intensiv afdeling på Hvidovre Hospital.

Som vi ser det fra familiens side, var Niels Birkelyng i sin dagligdag lungerask med et højt funktionsniveau. Han døde af akut respirationsinsufficiens i forbindelse med en lungebetændelse. Han døde, fordi han ikke fik respiratorbehandling, da det var nødvendigt. Det var et dødsfald, som med stor sandsynlighed kunne være undgået.

Og efterspillet har bestemt heller ikke været kønt.

Kort efter min fars død tog jeg kontakt til Patientombuddet, som er sekretariat for Sundhedsvæsenets Disciplinærudvalg. Her fik jeg information om klagemulighederne, og det blev oplyst, at klagen kunne forventes behandlet inden for ét år.

Nu er der så som nævnt gået næsten tre år, og sagen ligger fortsat hos Patientombuddet.

Sagsbehandlingstiden hos Patientombuddet var i 2014 i gennemsnit 13,3 måneder. Det er for højt, indrømmer de selv i et svar til Ombudsmanden, der så sent som i sommer udtalte en skarp kritik af den sendrægtige sagsbehandling.

Men jeg har altså ventet i 32 måneder.

Mmin ægtefælle og jeg kender arbejdsgangene, så vi ved, at i en klagesag har det involverede sundhedspersonale som regel 14 dage til at svare på klagepunkterne.

Men lidt god vilje kunne sagen således være belyst for Patientombuddet i løbet af et par måneder. Så jeg spørger mig selv, hvad de efterfølgende 30 måneder er gået med?

Jeg kalder det bureaukratisk smøl som opfølgning på lægefaglig inkompetence.

Det er ikke underligt, hvis tilliden til det danske sundhedsvæsen svinder.