Landsmænd? I don’t think so...

Sidste år blev der i Grønland nedsat en forsoningskommission for at afdække de sider af landets fælles historie med Danmark, som der kan tænkes at være et behov for at tage et opgør med.

Mange vil i den forbindelse helt naturligt tænke på den sydafrikanske ”Truth and Reconciliation Commission”, der behandlede overgrebene under apartheidsystemet, og føle sig provokeret af denne sidestilling. Men at jævnføre de to systemer, den afrikanske apartheid og den grønlandske kolonitid én til én er urimeligt, selv om Desmond Tutus og Nelson Mandelas forsoningsånd var forbilledlig og kan bruges i alle mulige sammenhænge.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har taget afstand fra kommissionen med følgende bemærkning: »Vi har ikke brug for en forsoning«.

Thorkild Kjærgaard, der er lektor ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, har hånet kommissionen ved at kalde den »en grønlandsk folkekomedie« og har strammet skruen yderligere ved at fremsætte tesen: »Grønland har aldrig været en koloni. Kolonitiden er et historisk falsum!«

Jeg har talt med en række historikere for at finde hoved og hale på denne sag. Jeg er ikke historiker. Jeg har været i tvivl. Jeg er klar til at flytte mig. Dette er, hvad jeg er kommet frem til – foreløbigt:

Først: Hvordan definerer man en koloni? Jeg har ikke på noget tidspunkt set en definition af begrebet hos Kjærgaard. Han går altså voldsomt til angreb på noget, han aldrig definerer. Det i sig selv er for mig at se problematisk.

For mig, der er romanforfatter med en romanforfatters referencer, minder det om Don Quixotes kamp med vindmøllerne. Jeg vil så påtage mig rollen som hans mere jordbundne, og analfabetiske, sidekick, Sancho Panza.

Historikeren Søren Rud definerer kolonibegrebet sådan her: »En kultur der, under foregivende af at være laverestående, administreres af en fremmed nation.«

Thorkild Kjærgaard hævder derimod, at grønlænderne tværtimod af danskerne blev betragtet som ”landsmænd”, altså som ligeværdige borgere i det dansk-norske dobbeltmonarki og efter unionsopløsningen det danske rige.

Men gennem hele kolonitiden finder man danske beskrivelser af grønlænderne, der ligger fuldstændigt på linje med tilsvarende skildringer af indfødte befolkninger i Afrika, Indien, Amerika osv.. strækkende sig fra positive betragtninger til direkte racistiske, men altid som noget distinkt fremmedartet og eksotisk.

Her et par eksempler fra begyndelsen og slutningen af perioden på synet på grønlændere som laverestående:

»Men som de i alle Ting ere meget lettroende, saa man kan indbilde dem, hvad man vil, saa ere de og i dette. De troer vel alt, hvad man siger dem om Gud og Christo, men uden videre Eftertanke og Rørelse ... og som de, i saa Maade udviise sig ret barnagtige og taabelige, jeg vil ikke sige, fæiske dumme, saa har man og maattet tractere dem som Børn og paa det enfoldigste søgt at inculcere (indprente) dem den kristelige Forstand ... I det øvrige er dette Folks Hovedtemperament flegmatisk, hvorfor de og er heel stupid dumme og koldsindige af Naturel, og sjælden lader se nogen slags Affect og Passion hos sig, men snart at sige i al deres Adfærd tributerer til deres Stupiditet og Koldsindighed.« (Hans Egede 1738).

»Deres stemning veksler let; længsel efter noget nyt og hidtil uset er et almindeligt træk. Det eskimoiske folk er nuets folk og vier kun ringe interesse for fortid og fremtid ... deres efterligningsevne er stor, hvorimod de har vanskeligt såvel ved selv at sætte noget nyt i gang som ved virkelig at fordybe sig i et foreliggende emne. Som det vil ses, stemmer mange af de nævnte egenskaber overens med træk, der i den ariske race betragtes som karakteristiske for visse psykopattyper; i virkeligheden er disse egenskaber vel også hos disse en arv fra en primitivere mennesketype.«

(Lægen Alfred Berthelsen, 1940)

Landsmænd? I don't think so.

Herunder opremser jeg en række punkter – der er uden tvivl mange flere der kunne nævnes – der i mine øjne utvetydigt viser, at Grønland var et koloniseret land:

1. Grønlænderne disponerede i perioden 1776-1953 ikke over sit eget lands naturressourcer, men var forpligtet til at indhandle disse (sælskind, spæk, hvalelfenben osv.) gennem de danske handelsstationer (fra 1776 via KGH). Der blev slået hårdt ned på tuskhandel med skibe fra andre nationaliteter.

2. Grønlænderne administrerede ikke deres eget land, men blev administreret af personer. der oftest ikke talte landets sprog; kolonibestyrer, inspektør, helt op til den danske konge. Da Forstanderskaberne blev oprettet i midten af 1800-tallet, fik grønlænderne en vis politisk magt, men i praksis skulle alt godkendes af de skiftende kontorer i København der tog sig af grønlandske forhold, og som ofte saboterede den demokratiske proces med et veto.

3. Grønland var et lukket land i hele koloniperioden. Ingen danskere, eller andre, kunne frit rejse ind i landet, og ingen grønlændere kunne uden videre rejse til Danmark.

Dermed var det kun i yderst begrænset omfang muligt for grønlændere at tage en uddannelse, som de kunne have brugt til gavn for deres eget land.

4. Der eksisterede to retssystemer, ét for danskere og ét for grønlændere (det skal indskydes, at det retssystem, der gjaldt for grønlændere, ofte var meget mildere end det, der gjaldt for danskere).

5. Det københavnske kontor, der 1912-1950 tog sig af grønlandske forhold, hed ”Styrelsen af kolonierne i Grønland”.

6. Praktisk talt alle dagbogsskrivere og andre kronikører. der beskriver Grønland i perioden, taler om ”kolonien”, ”de grønlandske kolonier” osv.

7. Stort set alle personer i officielle, administrative embeder var dansktalende danskere.

Osv.