Dem, man elsker, sætter man fri

Thorkild Kjærgaard, lektor på universitetet i Nuuk, har de seneste par år skrevet en hel del artikler og fået dem trykt i en række danske, grønlandske og endda norske dagblade og tidsskrifter. Han har raset mod en historisk roman - ”Profeterne i Evighedsfjorden”, skrevet af undertegnede – og han har kastet sig ud i et opgør med det han ser som denne romans propagandalignende kolonitidssyn.

Jeg hilser dette opgør velkomment, i hvert fald hvis det holder sig til sagen. Og kernen, så vidt jeg kan se, er ikke kolonitid eller ikke kolonitid, men den masochistiske skyldfølelse man i Danmark føler over at have været en kolonimagt, en skyldfølelse som har en sær lighed med den selvpineriske dyrkelse af 1864-katastrofen, noget Kjærgaard – sikkert berettiget – også går til angreb på.

Så lad os tale om skyldfølelsen. Min roman har ikke haft noget andet formål end at fortælle en historie om et kulturmøde, med paralleller til mit eget personlige kulturmøde. Men hvis det kan udløse en debat om kolonitiden, vil jeg kun være stolt. Når jeg holder foredrag rundt omkring i landet, hører jeg tit bemærkningen: Ja, vi har vist ikke altid opført os lige godt over for grønlænderne. Og næste bemærkning er uvægerligt: Men vi var da meget bedre end for eksempel englænderne.

Man sætter sig selv på anklagebænken, hvorefter man straks hopper over på forsvarerens side. Denne dobbelthed er vist et typisk – man kan sige hamletsk – træk ved den danske selvransagelse. Og det er et fint træk, synes jeg, for det viser en vilje til nuanceret diskussion, og til at flytte sig.

Skyldfølelse er retrospektiv. Den peger bagud og har en tendens til at virke lammende. Den kan dermed være et alibi for ikke at foretage sig noget. For hvis vi erkender skyld, er vi vel ikke helt umenneskelige! En mere nøgtern analyse derimod er et redskab der peger fremad: Hvad kan vi lære af fortiden? Her kommer forsoningskommissionen ind.

Der er, efter min mening, ingen tvivl om at den grønlandske befolkning blev undertrykt og udnyttet under kolonitiden, og også i tiden efter 1953 hvor Grønland blev åbnet, og fik status som et dansk amt. Og der er heller ingen tvivl om, at Danmark var en meget mild koloniherre. Hvis for eksempel det britiske imperium havde overtaget Grønland, ville grønlandsk sprog og kultur i dag ligge i ruiner. Og det er jo godt, men det er også netop dette, der i dag er Grønlands paradoksale problem.

De tidligere afrikanske og indiske kolonier under den engelske krone har haft en nem opgave med at skaffe sig sympati for sit opgør med den brutale tyran.

De har kunnet henvise til alle former for tvang og systematiseret vold og sadisme. Det kan Grønland ikke. Tilfælde af brutalitet og tvang kan sagtens findes, men de er sporadiske og ikke resultat af en politisk linje. Den erklærede politik var: Gå frem med mildhed og lempe.

Grønlænderne fik stort set lov til at passe sig selv, ja, grønlandsk kultur blev endda støttet og hjulpet på mange måder. Alligevel var der tale om en strukturel undertrykkelse og umyndiggørelse, jævnfør punkterne 1-7 i den foregående kronik.

Denne umyndiggørelse lider Grønland stadig under, og det vil det gøre lige så længe det befinder sig i den nuværende halvposition der er mudret og uklar, hvor Danmark og Grønland deles om flere ansvarsområder, og hvor de rent grønlandske områder administreres af danske – og dansktalende - embedsfolk, der opholder sig i landet i kortere eller længere tid. Det har været, og er stadig, så nemt at overlade det besværlige ansvar til ”naalagaq”, den danske overordnede, mens man får lov til at dyrke sin egen kultur uden begrænsninger. Derved opstod, og opstår, der et parallelsamfund: beslutningssamfundet og kultursamfundet.

Det er en umulig situation, en gordisk knude, og den eneste løsning er at hugge knuden over og blive selvstændig. Dermed tvinges landet til selv at tage helt og fuldt ansvar, og efterfølgende den tvang der vil følge en øget kompetence til at tage ansvar, en demokratisk proces vil for alvor begynde, og der vil komme et nødvendig opgør med nepotismen og korruptionen.

Men forbindelsen tilbage til moder Danmark og til danske værdier vil altid eksistere. Grønlænderne vil stadig blive ved med at elske de tre K'er: Kristus, Kongen og Kim Larsen.

Er Grønlands fulde selvstændighed realistisk? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at ønsket om selvstændighed er massivt i Grønland, hos unge og gamle, bygdeboere og byboere, selv om udmeldingerne fra grønlandske politikere er blevet mere spage i den sidste tid. Og selvstændighedsønsket vil ikke gå væk.

Grønlænderne burde faktisk slå mere på selvstændighedsdrømmen nu, hvor olie- og mineralmiraklet synes mere at fortone sig i en arktisk luft, end nogensinde, så danskerne kan se at de virkelig mener, hvad de har sagt de sidste mange år.

Men før alt det her kan ske, må der nødvendigvis ske en selvransagelse og et opgør. Ikke et opgør mellem Grønland og Danmark, men et opgør i hvert land rettet mod sig selv og sin egen rolle som henholdsvis koloniherre og som koloniseret. Dermed bliver forsoningskommissionen et terapeutisk redskab rettet mod egen barm, ikke mod ”den anden”.

Jeg ved ikke om Thornings ”vi” i udmeldingen »Vi har ikke brug for forsoning« skal forstås som et royalt ”vi”, eller om hun taler på vegne af hele den danske befolkning. Begge dele er efter min mening lige problematiske.

Det ville klæde den danske regering utrolig godt, ikke mindst internationalt, at støtte forsoningskommissionen. Som det er nu, , kommer det netop til at handle om Grønland versus Danmark, et sejtrækkeri om at kræve undskyldninger og nægte at give dem, som vi har set så tit.

I stedet kunne vi alle samme få mulighed for at granske vores egen fælles historie de sidste knap 300 år, siden Hans Egede landede på Håbets Ø i 1721.

Og her ville Thorkild Kjærgaard med sin store viden om og kærlighed til Grønland kunne bidrage positivt til den grønlandsk-danske historieskrivning og selvforståelse.

Det man elsker, sætter man fri. Og der har været masser af kærlighed mellem Grønland og Danmark de sidste 300 år, og den har flydt begge veje. Men det er også smertefuldt at give noget fra sig som man elsker.

Den store opgave fremover, både for os og grønlænderne, bliver at sige farvel på en anstændig måde.

Så til sidst vil jeg sende en opfordring til Helle Thorning-Schmidt og den danske regering: Gå ind i forsoningskommissionen for fuld musik – kald den gerne noget andet, der virker mindre stødende, f.eks. blot "Kolonikommissionen" - og lad os alle sammen, både grønlændere og danskere, få lov til at deltage i denne historiske selvterapi.

Det ville give Danmark, der på mange måder har et problem med sit image i disse år (selv om Sverige nu er begyndt at aflaste os i så måde), en kæmpe respekt i udlandet, og det ville sætte os i stand til at fri os fra skyldfølelsens lammende virkninger.