Der var et yndigt land

Overskriften er inspireret af Mogens Camre, Ole Hasselbalch og Lars Hedegaards nye bog ”Der var et yndigt land – en beretning om truslen mod Danmark”. Datidsformen ”var” konstaterer, at Danmark ikke mere er det smørhul, det var engang, og forfatterne argumenterer for, at det frie og demokratiske danske samfund er ved at blive nedbrudt af en uansvarlig indvandringspolitik. Ført af politikere, der nægter at forstå flygtningeproblemets kerne: oprindelseslandenes kultur. Tilvandrernes egne klanbaserede samfund i (Nord)afrika og Mellemøsten lider under en ukontrolleret befolkningstilvækst, korruption, vold, (kvinde)undertrykkelse og grådige magthavere. Hvis Danmark og Europa bliver ved med at lukke flere ind herfra, vil vores egen kultur gå til grunde.

Jeg er enig i analysen, som imidlertid skal uddybes. Til det formål har jeg hentet hjælp hos dels den engelske filosof Roger Scruton: ”The Uses of Pessimism”, dels naturvidenskabsmanden Nicholas Wade: ”A Troublesome Inheritance. Genes, Race and Human History”.

Scruton undersøger konsekvenserne af det, han kalder ”skruppelløs optimisme”. Hans påstand er, at håb og optimisme løsrevet fra (historiske) erfaringer er farlig og lægger op til, at man kan tro hvad som helst – herunder, at uorden, problemer og menneskelige fejl-(be)slutninger kan ”løses”/elimineres. Troen skal bare give en god følelse.

Hvor galt det kan gå, er indvandringen et ypperligt eksempel på, fordi beslutningstagerne i tvivlstilfælde typisk vælger de mest optimistiske tolkninger frem for de realistiske og erfaringsbaserede. Heroverfor insisterer pessimisten på, at omkostningerne ved risikofyldte beslutninger skal bæres af beslutningstagerne selv. Den logiske – og helt aktuelle – konsekvens af denne holdning er, at de personer, som støtter, at 12.000 syriske flygtninge skal have asyl i 2015, selv skal bære omkostningerne. Ved at åbne deres hjem og afholde alle asylantudgifter af egen lomme. Næstekærlighed er ikke statsfinansieret, og politikerne skylder at fortælle, hvor grænsen ligger for skattebaseret humanisme.

Hvorfor vil så mange til Vesten? Elementært. Vores samfund fungerer langt bedre end de lande, hvorfra tilvandrerne kommer. Årsagerne er mange og komplekse, men kan ifølge Nicholas Wade koges ind til: Når samfund og adfærdsformer adskiller sig fra hinanden, skal forklaringerne ikke kun søges i miljøet og kulturen, men i genetikken. Gener determinerer ikke menneskelig adfærd, men de disponerer mennesker for at handle på bestemte måder, og adfærdsforskelle er formet af evolutionen. Fx adskiller europæiske, kinesiske og afrikanske samfund sig fra hinanden, fordi de igennem tiderne har udviklet forskellige institutioner som svar på de specifikke omgivelsers udfordringer. Institutioner grunder sig imidlertid i menneskelig adfærd, og på den lange bane er det institutionerne – og disses menneskelige kapital – som afgør et samfunds skæbne.

Og så er jeg ad omveje nået frem til det allermest centrale spørgsmål: Hvem, hvad og hvilket skaber ud af små, nye børn lige præcis dén menneskelige kapital, som er forudsætningen for, at vores institutioner, soklen i den vestlige civilisation, kan overleve?

Det gør først og fremmest ordentlige (kerne)familier, som forstår, at den primære dannelse af et barn foregår i hjemmet, og ikke hverken i vuggestuen, børnehaven eller skolen. Derfor er masseinstitutionaliseringen af vores børn også ulyksalig. Den lægger grunden til et dannelsestab, og i skolen er kundskaber og færdigheder da også blevet ringere inden for samtlige fag. Fag som historie, dansk og religion er åndsbærende, og ånden bæres af viden og indsigt i stoffet. Imidlertid prioriterer skolen ånd meget lavt, og historieløsheden sætter sit umiskendelige præg. Hvem husker ikke ”9.z mod Kina” – fire udsendelser i DR 2013?

Børn er samfundets kostbareste råstof, og vi er i fuld gang med at spolere deres mulighed for at vokse op som stærke, livsduelige, indrestyrede, kreative mennesker, fordi forældrene tildeler deres arbejdsliv og egne (materielle) behov førsteprioritet. Tænk, at man - jeg selv inklusiv – var så naiv at tro, at husmoder-hvervet kunne nedlægges uden omkostninger for børnene. Antallet af børn med en diagnose (ADHD, autisme, Aspergers) er eksploderet. Og for hver dag der går, tegner konsekvenserne af 7-10 timers daglig anbringelse af småbørn sig stadig tydeligere: Mangelfuldt sprog og manglende færdigheder. Som fx at kunne omgås andre og sidde stille og koncentreret på en stol – minimumsforudsætningen for indlæring i skolen.

Føj dertil de mange skilsmisser, som er en katastrofe for det store flertal af børn. Men også en samfundsmæssig katastrofe, ikke bare en personlig. Familiesammenbrud, institutionalisering og manglende voksenautoritetsudøvelse er en giftig cocktail, der er i fuld gang med at underminere såvel civilsamfund som offentlige institutioner. Vores vestlige civilisation bukker under, hvis de nye generationer ikke dannes. Her deler jeg perspektiv med den tyske politiker Thilo Sarrazin og forfatter til bestselleren ”Tyskland afskaffer sig selv”:

»Når mennesker går på pension eller dør, går deres viden til grunde. Den skal bestandigt genvindes. Dette lykkes kun i begrænset omfang. Således er den liberale orden, som for et halvt århundrede stod fadder til EF, i vidt omfang forsvundet i glemsel. Desuden skrumper de europæiske dannelseseliters hovedstol af nedarvet fælleskultur. Den erstattes af en international kultur, som Facebook og sportsbegivenheder står for. Også de forbinder, men ikke på europæisk.«

Der ER løsninger, men de forudsætter alle, at langt flere samfundsmedlemmer er parate til i daglig handling både ’ude’ og i hjemmet at værne om det samfund, tidligere generationer har opbygget.

Så danskerne også om 50 år kan synge: Der er et yndigt land. Ikke ”var”.