Vi nedbryder vores demokratier ved at forkaste oplysningsidealerne – og Trump er resultatet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er mange, der står måbende over, at Trump måske bliver genvalgt som præsident i USA i 2024 – præcis ligesom de stod måbende, da Trump blev valgt som præsident i 2016 stik imod alle analytiske prognoser samt ikke mindst, da Trump støttede og var med til at opfordre til de voldelige optøjer imod den amerikanske Kongres den 6. januar 2021.

Det er nærmest som at gennemleve et mareridt gentagne gange, og det giver en følelse af, at der ikke findes en fri vilje – for hvordan kan dette lade sig gøre, hvis det er borgernes frie vilje, der afgør, hvorvidt Trump skal genvælges? Og på en måde er dette rigtigt.

For de kræfter, der er på spil, er så store og diffuse, og skønt de udspiller sig politisk, så bygger de grundlæggende på en langsom nedbrydning af vores demokratiske idealer, der har foregået i årtier.

Igennem en årrække har filosoffer, politiske teoretikere og andre tænkere kritiseret og forkastet oplysningsidealerne, bl.a. baseret på idéer såsom postkolonialisme og multikulturalisme, samtidig med de har fremstillet sig selv som fortalere for demokratiet. Der er absolut intet i vejen med postkolonialismen eller multikulturalismen i sig selv – tværtimod. Begge idéer og retninger indeholder værdifulde og nødvendige elementer for demokratiet.

Problemet er, at dét, disse retninger står for, bl.a. kritik af Vestens imperialisme, af nogle tænkere er blevet knyttet sammen med oplysningsidealerne på en måde, som har fået mange til at forkaste idealerne i troen på, at disse var skyld i Vestens magtmisbrug. Og det er dette, der har haft skadelige konsekvenser for vores demokrati.

På samme måde, som man ikke kan rive grundsøjlerne væk under en bygning og forvente, at bygningen består, så kan man ikke forkaste de grundlæggende demokratiske idealer og på samme tid forvente, at demokratiet vil bestå.

En afgørende årsag til, at Trump overhovedet kan være på tale i forhold til at blive præsident igen, er således, at grundlæggende demokratiske idealer har mistet deres altafgørende betydning, hvilket har ledet os til at acceptere og leve med udemokratiske handlingsmåder og processer.

Alene accepten af Trumps retorik er en fornærmelse imod demokratiet, som grundlæggende bygger på respektfuld debat. En debat med plads til hård kritik, men med respekt for ens modparts integritet. Der er ingen grund til at uddybe Trumps retorik eller adfærd her: Vi kender den alle.

En anden medvirkende årsag til, at vores demokrati er blevet svagere, er det manglende fokus på humaniora – og især på at tænke kritisk – samt det overdimensionerede fokus på teknologisk udvikling i uddannelsessystemet. Den kritiske tanke er selve grundstenen under demokratiet, og i takt med at det politiske fokus har flyttet sig til på en nærmest altopslugende måde at fokusere på teknologisk udvikling, har den kritiske tanke desværre mistet prioritering.

Det, der er kommet i den kritiske tankes plads – og som nu lader til jævnligt at blive forvekslet med den, er innovation. At tænke innovativt er da delvist også i familie med at tænke kritisk – men det er ikke det samme. At tænke innovativt har utrolig stor værdi i vores samfund, da der skal kreative hjerner til at udvikle teknologi, der kan hjælpe os ud af nogle af vores allerstørste udfordringer inden for bl.a. klima og medicin.

Problemet er, at der næsten udelukkende er blevet prioriteret inden for det teknologiske område i de seneste årtier – både økonomisk og uddannelsesmæssigt. Men i og med at man fokuserer så ensidigt på dette område, så bliver betydningen af andre områder undervurderet og efterhånden glemt.

Manglen på kritisk tanke ses også tydeligt i forhold til al den opbakning, Trump i grunden har – og overraskende nok iblandt rigtig mange mennesker, som ser sig selv som anstændige, retfærdige mennesker, der støtter demokratiet.

Den manglende kritiske tanke – som jo er det samme som den selvstændige tanke – kommer i denne sammenhæng til udtryk ved, at disse mennesker ikke kan gennemskue det absurde i at støtte en politiker, som har løjet og svindlet, snydt og bedraget og ikke mindst opfordret en gruppe borgere fra den ydre højrefløj til at angribe Kongressen!

Når den selvstændige tanke er svækket, så bliver man tilbøjelig til at reproducere andres tanker og analyser, og det er præcis, hvad vi ser ske i hele den vestlige verden i forhold til støtten af Trump.

Tvivlsomme argumenter til Trumps forsvar bliver accepteret og reproduceret overalt blandt politiske analytikere og igennem utallige mediekanaler. Og vi er alle blevet så vante til dette, at vi mere eller mindre rationaliserer kendsgerningen, at Trump måske bliver USA’s præsident igen. Disse rationaliseringer giver ingen mening, hvis blot vi kigger på den 6. januar 2021 (eller utallige andre eksempler, der dog ikke overgår denne hændelse).

En ofte hørt politisk analyse er, at det er den udbredte populisme, der har ført til, at figurer som Trump har kunnet vinde frem politisk i de senere år. Og en af grundene til, at populismen har vundet frem, er den voksende ulighed i samfundet.

Der findes uden tvivl en sandhed i denne analyse. Dog kan man ikke se bort fra, at Trump sprænger alle grænser for, hvad vi almindeligvis sætter i forbindelse med populistiske ledere. Forklaringen om, at et demokrati som USA er nået til et punkt, som det nu har politisk set, har som sagt nogle mere overordnede årsager, end at der er voksende ulighed i samfundet, eller at eliten har isoleret sig og ladt resten af befolkningen i stikken (skønt disse omstændigheder også gør sig gældende).

Vi har en tendens til at tage demokratiet for givet – også når vi hører politiske teoretikere og andre advare os om, at det er under voldsomt pres. Det er, som om vi ikke kan begribe den reelle mulighed for, at vi kan miste det.

Det interessante er dog, at nogle af dem, der har taget demokratiet mest for givet, netop er samfundsanalytikere – og tænkere, der som tidligere nævnt selv har været med til at underminere demokratiet ved at kritisere og tage afstand fra oplysningsidealerne uden at indse konsekvenserne af dette, nemlig at de således i grunden selv har været med til at svække demokratiet.

Vi står nu igen i en situation, hvor vi med vantro må indse, at Trump kan blive USA’s kommende præsident. Og hvis vi med klarhed skal kunne forstå, hvad der rent faktisk er ved at ske, bliver politiske kommentatorer nødt til at stoppe med at reproducere (amerikanske) politiske analyser, der i mange tilfælde ukritisk behandler udemokratisk fremfærd.

Den stærkeste medicin imod blot at reproducere politiske analyser er selvstændig og kritisk tanke – og dette er noget, vi alle sammen bliver nødt til at blive bedre til. Dog er det klart, at det især er uddannelsesinstitutionerne, der har et ansvar i at fokusere mere på dette.