Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er behov for en ny aftale om sikkerhedspolitik i Arktis

Kinas voksende tilstedeværelse truer stabiliteten i Arktis. I stedet for at kritisere USA for at påpege problemet skal de fem arktiske kyststater – Canada, Danmark/Grønland, Norge, Rusland og USA – lave et sikkerhedspolitisk samarbejde for at løse problemet.

Artiklens øverste billede
Kronik 0106 19 Arktisk, Kina, sikkerhedspolitik, Kina og Grønland, Arktisk Råd, Ilulissat-erklæring, Rusland,

Kritikken er haglet ned over den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo, siden han formastede sig til at kritisere Rusland og Kina i Arktisk Råd den 6. maj. Pompeo brød spillereglerne, der siger, at man ikke må drøfte sikkerhedspolitik i rådet. Han har derfor fået skylden for at starte en kold krig i Arktis. Det er noget sludder. Pompeo påpegede blot, at Rusland og Kina tager skridt i Arktis, som kan føre til kold krig, hvis de fortsætter.

Det er ikke første gang, der bliver råbt ’ulven kommer’ i Arktis. Tilbage i 2008 advarede den amerikanske arktisforsker Borgerson i det prominente udenrigspolitiske tidsskrift ”Foreign Affairs”, at de mange naturressourcer i Arktis kunne føre til kold krig imellem de fem arktiske kyststater.

Advarslen var foranlediget af, at Rusland på spektakulær vis havde markeret sine territorialkrav i Arktis ved at plante et titaniumflag på havbunden under Nordpolen året forinden. Denne handling fik også Danmark og Grønland op af stolen. Den danske regering tog i samarbejde med det grønlandske selvstyre et initiativ, som førte til vedtagelsen af Ilulissat-erklæringen mellem de fem kyststater i 2008. I denne erklæring lovede de fem kyststater at løse uoverensstemmelser og overlappende territorialkrav gennem forhandlinger, de styrkede deres praktiske samarbejde mht. eftersøgning og redning, miljøbeskyttelse og sejladssikkerhed, og afviste enhver tale om en global Arktis-traktat eller FN-regulering af området.

Ilulissat-erklæringen var en stor udenrigspolitisk succes. Den bremsede udviklingen i retning af kold krig mellem de fem kyststater og grundlagde et samarbejde i Arktis, som har overlevet de voksende spændinger mellem Rusland og Vesten.

Dette samarbejde omfatter imidlertid ikke sikkerhedspolitik, og derfor kan det ikke imødegå den udfordring, som Kinas voksende engagement udgør for stabiliteten i Arktis. Kinas investeringer og ambitioner i Arktis er vokset i takt med landets politiske, økonomiske og militære opstigning. Anskaffelsen af Snedragen, Kinas første isbryder, blev brugt til at etablere sig som en forskningsnation i Arktis gennem ekspeditioner og internationalt forskningssamarbejde. Snedragen II, søsat i 2018, vil forstærke denne indsats.

Kinesiske forretningsfolk er fulgt i hælene på forskerne med (tilbud om) investeringer, frihandelsaftaler, og joint ventures med lokale firmaer om mine-, olie- og infrastrukturprojekter. Kina har opnået observatørstatus i Arktisk Råd, omtaler sig selv som en ”nær”-arktisk stat, betegner den maritime ”silkevej” nord om Rusland som strategisk og vil have sin ”retmæssige” del i naturressourcerne i Arktis. Som en kinesisk militær talsmand sagde i 2010: »Den kinesiske befolkning udgør en femtedel af verdensbefolkning, så hvorfor skulle den ikke have en femtedel af ressourcerne?« Han fortsatte med at slå fast, at Kina vil kæmpe for denne ret.

Pompeos kritik i Arktisk Råd understreger, at det er på høje tid at komme i gang.

Kina mangler en militær tilstedeværelse i Arktis for at understøtte disse krav, men er i gang med at bygge en højsøflåde, som kan gøre det på sigt. Mønsteret kender vi fra Afrika. Først kom forretningsfolkene, så fulgte ”fredsbevarende soldater” til at beskytte de økonomiske interesser, og lige nu er Kina i fuld gang med at etablere flådebaser for at beskytte søvejen fra Kina til Afrika. Intet tyder på, at Kina ikke vil gøre det samme i Arktis: først forskere, så forretningsfolk og til sidst militære styrker, når kapaciteten er etableret.

Alle fem arktiske kyststater er bekymrede over Kinas voksende indflydelse, og de har en fælles interesse i at få den under kontrol. Ingen af landene kan klare udfordringen alene.

Det vil kræve, at de samarbejder og opstiller klare regler for Kinas (og andre staters) tilstedeværelse i regionen – forskningsmæssigt, økonomisk og militært. Denne fælles interesse kan udgøre grundlaget for en ny Ilulissat-erklæring om sikkerhedspolitisk samarbejde.

Set med danske øjne ville et sikkerhedspolitisk samarbejde mellem de fem kyststater have store fordele. Det ville være meget lettere for Danmark og Grønland at modstå kinesisk pression og pandadiplomati, hvis de kunne henvise til et fælles sæt af spilleregler for forskningsmæssig, økonomisk og militær tilstedeværelse i Arktis, som havde opbakning af USA og Rusland. Det ville også gøre det sværere for Kina at spille København og Nuuk ud mod hinanden.

Et sådant samarbejde kunne også bidrage til at forbedre forholdet imellem Rusland og de fire vestlige kyststater. Dette forhold er blevet forværret siden 2014, og de fem lande tolker nu hinandens militære skridt i Arktis offensivt, selv om de fleste af dem lige såvel kunne tolkes defensivt. Denne spiral skal standses, og det kunne klare militære spilleregler og vestlige investeringer i den russiske del af Arktis bidrage til, fordi de ville øge den gensidige tillid og mindske den russiske afhængighed af kinesiske investeringer.

Hvis de fire vestlige kyststater øger presset på Rusland, tvinger de Moskva i armene på Beijing. Vi er på vej ind i en verdensorden kendetegnet ved hård politisk og økonomisk rivalisering mellem Kina og USA, og i den orden er det strategisk afgørende at etablere et interessebaseret forhold til Rusland.

Det vil være lettest at starte denne proces i Arktis, hvor USA og Rusland har en stor fælles interesse i at sikre, at Kina ikke får andel i det søterritorium og de naturressourcer, som vil tilfalde dem med de spilleregler, som er aftalt i den gældende Ilulissat-erklæring.

Pompeos kritik af Kina i Arktisk Råd viser, at USA har erkendt, at Kina udgør en sikkerhedspolitisk udfordring i Arktis, som det er nødt til at prioritere. Det er imidlertid lige så tydeligt, at Trump-administrationen endnu ikke har lagt sig fast på en egentlig Arktis-strategi. Det giver Danmark og Grønland mulighed for at påvirke policy-processen i Washington, præcis som det var tilfældet i 2007-08, da USA blev bekymret over Ruslands hensigter efter plantningen af flaget på havbunden under Nordpolen.

Dengang greb København og Nuuk muligheden. Det bør de også gøre denne gang. Det er kun Rusland, USA (og de andre tre kyststater), som i forening kan håndtere Kinas voksende indflydelse. EU og NATO kommer aldrig til at være til større nytte i den sammenhæng, fordi de mange medlemslande aldrig vil kunne enes om tiltag, der kunne påkalde sig kinesernes vrede. De fem kyststaters interesser i Arktis er derimod så store, at det vil være prisen værd for dem. De har en stor fælles interesse i at fastholde deres privilegerede adgang til ressourcerne i Arktis og regulere og overvåge Kinas (og andre staters) voksende tilstedeværelse i området.

Det er vigtigt at handle nu af tre grunde. Danmark og Grønland har størst mulighed for at påvirke policy-processen i den nuværende fase, indtil Trump administrationen får fastlagt sin politik. Det policy-vindue, som Pompeo åbnede med sin tale til Arktisk Råd, vil snart blive lukket. Den anden grund til, at det haster, er, at det skal gøres inden Kinas økonomiske og militære indflydelse i Arktis bliver så stor, at den er umulig at rulle tilbage. Den tredje grund er, at en mangelfuld dialog om sikkerhedspolitik internt i Rigsfællesskabet har været en kilde til voksende frustration i Nuuk og København i de senere år. Lanceringen af et nyt Ilulissat-initiativ vil give Nuuk og København et konkret fælles mål at arbejde henimod i bestræbelserne på at få etableret en bedre sikkerhedspolitisk dialog.

Flere partier har i valgkampen tilkendegivet, at de vil intensivere dette arbejde efter folketingsvalget den 5. juni. Pompeos kritik i Arktisk Råd understreger, at det er på høje tid at komme i gang.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen