Forsvar til discountpris – går den også fremover?
Historisk set er der intet nyt under solen i det nye forsvarsforlig. Hovedambitionen er at få forsikringspolicen i Nato så billigt som muligt. Konsekvensen bliver konstante kompensationsudsendelser i tillæg til de nye afskrækkelsesmissioner, der vil presse personel og materiel hårdere, end godt er.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllandsposten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Forsvarsforliget for 2018-2023 blev fra flere sider karakteriseret som ”historisk”, da det blev offentliggjort i starten af året. Årsagen var, at forsvarsbudgettet voksede for første gang i flere årtier. Det ”historiske” ved det nye forlig forsvinder imidlertid, hvis man anlægger et længere tidsperspektiv. Det nye forlig ændrer ikke ved Danmarks placering i den nederste halvdel, når man måler det nye forsvarsbudget i procent af det danske bruttonationalprodukt. Danmark ligger i Natos seneste opgørelse fra marts 2018 nummer 19 ud af de 29 lande med en bnp-andel på 1,17 pct. Denne placering vil det nye forlig ikke ændre på. Det vil bringe Danmark op på 1,3 pct. i 2024. Men da de fleste andre europæiske Nato-lande også øger deres budgetter i disse år, forbliver Danmarks placering nogenlunde den samme. Der vil i 2024 stadig være langt til de 2 pct., som USA forlanger, og Danmark har lovet at »arbejde i retning af«. Der er intet nyt, overraskende eller tilfældigt i den danske placering. Den er udtryk for kølig kalkulation og nyder bred politisk opbakning. Danmark har aldrig levet op til Natos mål for, hvor meget medlemmerne skal bruge på forsvaret – heller ikke under Den Kolde Krig. Faktisk lå Danmark meget længere under Nato-gennemsnittet under Den Kolde Krig, end det er tilfældet i dag. At bruge så få penge på forsvaret som muligt, uden at sætte landets sikkerhed over styr, har været et konstant pejlemærke for et bredt flertal af danske politikere siden Anden Verdenskrig.
Spørgsmålet er så, om denne politik også vil virke fremover? Hvis vi alene ser på pengene, er der ikke noget at være bekymret over.
Det er overraskende, hvor lidt de fem lange år og ”aldrig mere 9. april”-sloganet betød for den politiske vilje til at gribe til lommerne for at genopbygge det danske forsvar efter krigen. I 1948 insisterede forsvarsministeren således på, at genopbygningen af forsvaret skulle ske inden for en årlig ramme på 242 mio. kr. Anbefalingen fra forsvarets ledelse lød på 392 mio. kr. Den store forskel på de fagmilitære og politiske vurderinger illustrerer, at politikerne først og fremmest prioriterede den økonomiske genopbygning af landet og ønskede at holde de militære udgifter på et minimum.
Det politiske incitament til at minimere forsvarsudgifterne steg efter Danmarks indtræden i Nato i 1949. Medlemskabet betød, at Danmark, i modsætning til Finland og Sverige, ikke behøvede at opstille et slagkraftigt nationalt forsvar, som gjorde det ”for dyrt” for russerne at angribe. Danmark skulle blot gøre nok til, at USA og Nato ville komme os til undsætning i tilfælde af krig. Konsekvensen var et konstant tovtrækkeri mellem Danmark og Nato om størrelsen på det danske forsvarsbudget. Danmark var under et konstant pres fra alliancens militære ledelse for at gøre mere, og skiftende danske regeringer gik benhårdt efter at slippe så billigt som muligt. Forhandlingsspillet afdækkes glimrende i en ny bog af Jens Ringsmose og Christian Brøndum, ”Frihedens pris: så lav som mulig”, der udgives senere på året. Den viser, hvordan danske embedsmænd og forsvarschefer gentagne gange fik i opdrag at forhandle det danske alliancebidrag i bund. Meget sigende betegner den danske Nato-ambassadør Mathias Wassard i 1959 det beløb, som han har fået det danske bidrag presset ned på i sine forhandlinger i Bruxelles, som »manufakturhandlerprisen«.
Set i bakspejlet har denne politik været en stor succes. Danmark har fået militær beskyttelse fra Nato til discountpris og frigjort ressourcer til andre formål. Det lykkedes også Danmark, med 1980’ernes fodnotepolitik som den markante undtagelse, at opretholde et godt forhold til USA, til trods for at Washington anså de danske forsvarsudgifter for utilstrækkelige. Det skyldtes, at Danmark kompenserede ved at støtte USA på andre områder. Udover politisk støtte var den primære militære kompensation under Den Kolde Krig baserne i Grønland og aflytningen af Sovjetunionen og Warszawa-pagtlandene i Østersøen. Siden murens fald har kompensationen primært taget form af militære bidrag til USA-ledede operationer i og udenfor Nato-regi. Store flertal i Folketinget har de seneste 20 år udsendt danske soldater på stadig farligere operationer. Det er blevet et dansk varemærke at udføre de kampoperationer, de færreste allierede vil være med til, fordi det giver taknemmelighed i Washington og Nato, der kan veksles til accept af det utilfredsstillende forsvarsbudget.
Spørgsmålet er så, om denne politik også vil virke fremover? Hvis vi alene ser på pengene, er der ikke noget at være bekymret over. Danmark kan godt forsvare ”kun” at bruge 1,3 pct. af bnp, fordi Danmark siden midten af 1980’erne har bevæget sig tættere på det europæiske Nato-gennemsnit. Det skyldtes ikke, at vi har brugt flere penge, men at de øvrige europæiske lande har skåret mere ned på forsvaret end Danmark, som ikke havde så meget at skære ned i. Problemet er, at forsvaret har fået et bredere spektrum af opgaver, efter at russerne er gået på krigsstien. Nu skal forsvaret både hævde dansk suverænitet og bidrage til Natos afskrækkelse af russerne i Østersø-regionen og støtte amerikanskledede operationer uden for Europa. Forsvaret skal være to steder samtidigt og løse væsensforskellige opgaver. Det kræver mere materiel, mere logistik og soldater som kan løse en større vifte af opgaver. Det har forsvaret ikke prøvet før. Under Den Kolde Krig havde forsvaret én mission: at afskrække russerne. Efter Den Kolde Krig var missionen at bidrage til amerikansk ledede stabiliserings- og kampoperationer mod teknologisk svagere modstandere. Det nye forsvarsforlig antager, at forsvaret fremover kan gøre begge dele samtidigt med markant færre soldater og kapaciteter end tidligere.
I de senere år har flyvevåbnet løst begge opgaver med en pulje af 44 kampfly, hvoraf 30 var indsættelsesparate. Når F-35 er indfaset, har flyvevåbnet 22 kampfly at gøre godt med – de fem øvrige skal anvendes til pilottræning i USA. Da de 22 fly skal vedligeholdes, opdateres og får tekniske fejl, vil de aldrig være klar til indsættelse samtidigt alle sammen. Situationen er den samme for de andre værn. Hærens nye brigade kan ikke bidrage til hurtige indsættelser uden for Europa, fordi den har et varsel på 180 dage og desuden mangler logistik, sanitetsfolk og andre ting i sin planlagte form. Hæren kan ikke indsætte kampenheder i Baltikum og uden for Europa samtidigt. Flåden har slagkraftige moderne skibe, men meget få af dem, og specialoperationsenhederne vil ikke kunne opstille de ønskede ekstra patruljer uden at sænke optagelseskravene og gøre vold på eksisterende kapaciteter.
Forsvaret vil med forøgelsen af budgettet i det nye forlig ikke kunne løse begge opgaver samtidigt. Der er ressourcer nok til at støtte Nato-afskrækkelsen af russerne, men kapaciteten til også at støtte amerikanskledede operationer bliver forsvindende lille. Det er ikke noget problem for dansk militær sikkerhed. Danmark vil ikke blive angrebet udefra, så længe Nato består. Men det bliver et problem for forsvaret, fordi politikerne har svært ved at sige nej til USA. De vil presse personellet og materiellet til det yderste for at fastholde den goodwill og særbehandling, som de har vænnet sig til. Når telefonen ringer fra USA, vil Forsvaret også fremover blive bedt om at stille op. Det gør det hårdt at være forsvarschef, da man skal have hår nok på brystet til at sige fra, når politikerne forlanger indsættelser, der ikke er kapacitet til. Sker det ikke, brænder forsvaret sammen.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.