Fortsæt til indhold
Kronik
Tage Søndergård Kristensenprofessor emeritus, Gilleleje

Vores sygehuse gør det fremragende

Det er stærkt bekymrende, at politikere ønsker at eksperimentere med sygehusområdet, som fungerer så godt. Synes politikerne, at erfaringerne med Skat, DSB, Post Danmark eller andre statslige institutioner ligefrem er opmuntrende?

Set i internationalt perspektiv har vi et billigt sundhedsvæsen, og vi har – i modsætning til hvad mange tror – ikke et stort bureaukrati med en masse djøf’ere, der sinker lægerne og sygeplejerskerne i deres arbejde. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllandsposten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Regionerne og de danske sygehuse er udsat for en stadig kritik. I medierne kan man jævnligt læse om lav kvalitet, dårlig koordinering, alt for meget dokumentation og kontrol, stressende arbejdsforhold osv.

Oven i denne kritik kommer så den løbende kritik af enkeltsager, f.eks. Region Hovedstaden og Region Sjællands Sundhedsplatform, akuttelefonen 1813 og Bios’ ambulancedrift. Alt i alt er der næppe nogen anden del af den offentlige sektor, der så vedvarende og systematisk hegles igennem i de danske medier.

Jeg er ikke ansat i sundhedsvæsenet, men har i mange år fulgt sektoren ”fra sidelinjen” som forsker, konsulent og oplægsholder. Det har undret mig, at der er så langt fra det meget negative billede, der tegnes i medierne, til det, som foregår på sygehusene. Derfor denne kronik, der konkluderer, at vi har et sundhedsvæsen, som vi ikke blot kan være stolte af, men også skal være trygge ved, da vi næsten alle bruger det hvert eneste år i vores liv.

Læs også
I denne situation er det uforståeligt, at en række politiske partier foreslår at afskaffe regionerne og overlade sygehusvæsenet til – ja til hvad?

I medierne er der til stadighed omtale af nedskæringer på sygehusene. Dette billede er ikke retvisende, idet vi stort set årligt siden 1945 har haft både stigende bevillinger og flere ansatte i sundhedsvæsenet. Fra ca. 10.000 ansatte efter krigen er der nu omkring 106.000 ansatte, og udgifternes andel af vores bnp har ligeledes været støt stigende. Det er derfor naturligt at se på, hvad vi får for pengene.

Sygehusene har – som noget unikt i den offentlige sektor – år efter år kunnet dokumentere en klar stigning i produktiviteten. Det har i mange år knebet med produktivitetsudviklingen i Danmark, så dette er bestemt ingen selvfølge. I perioden fra 2003 til 2015 steg produktiviteten på sygehusene med ikke mindre end 2,4 pct. i gennemsnit. Eneste undtagelse var 2007-08, hvor der som bekendt var en større konflikt på området. Det store fokus på produktivitet har været kritiseret, men det skal ikke få os til at overse, at det har givet massive forbedringer vedrørende behandlingsformer, arbejdsgange og teknologi. Borgerne har kort sagt fået mere for pengene.

Mange tror, at øget produktivitet går ud over kvaliteten. ”Hastværk er lastværk”, som man siger. Det er imidlertid ikke tilfældet på sygehusene. Tværtimod kan man her dokumentere stigende kvalitet i behandlingen på en lang række vigtige områder.

Den klareste og vigtigste indikator for sundhed er middellevetiden, som begyndte at stige kraftigt omkring 1995 efter mange år med en meget svag udvikling. Dette skyldes mange ting, men effekten af sygehusenes indsats er åbenbar. Det er især bemærkelsesværdigt, at vi har haft et stort fald i dødeligheden af hjertekarsygdomme. Fra 1980 faldt dødeligheden af blodprop i hjertet hos mænd fra ca. 700 til under 100 per 100.000, og hvad slagtilfælde angår, faldt dødeligheden samtidigt til under det halve. For kvinderne skete der også markante fremskridt. Danmark er på hjerteområdet en succes, der har vakt international opmærksomhed.

Også på kræftområdet kan sygehusene dokumentere stigende overlevelse. Etårsoverlevelsen stiger med runde tal med ca. 1 pct. om året. Sygehusene trækkes stadig med eftervirkningerne af det meget høje antal rygere, vi har haft i Danmark – specielt blandt kvinderne. Til trods herfor er den samlede dødelighed af cancer faldet med 12 pct. de seneste 10 år.

Læs også

Den tredje store folkesygdom er som bekendt psykiske lidelser, og her er det langt sværere at dokumentere fremskridt. Et af de største kritikpunkter har været de alt for lange ventetider for både børn og voksne. I løbet af de seneste fem år har man øget antallet af patienter i behandling fra 118.000 til ca. 150.000. Samtidig er ventetiden reduceret fra 77 dage for børnene og 37 hos de voksne til omkring 20 dage for begge grupper. Disse tal viser selvfølgelig ikke noget om, hvor god behandlingen er, men på psykiatriområdet er ventetiden i sig selv en vigtig indikator på kvalitet.

Som den eneste del af den offentlige sektor kan sundhedsvæsenet således på én gang dokumentere både stigende produktivitet og kvalitet. Det er vanskeligt at komme i tanke om andre dele af den offentlige sektor, der kan det samme.

En del af kritikken handler ikke direkte om den faglige kvalitet, men mere om de mere ”bløde” ting såsom medarbejdernes trivsel og patienternes tilfredshed. På begge disse områder findes der god dokumentation, men igen ligger den almindelige opfattelse langt fra det billede, der tegnes gennem de mange undersøgelser på området. Hvis vi tager medarbejderne først, så viser de seneste tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at de ansatte på hospitalerne ikke udgør nogen særligt belastet gruppe. NFA har kortlagt depressive symptomer, angst, træthed, mentalt helbred, søvnbesvær og stress, og på alle områderne ligger de hospitalsansatte meget tæt ved landsgennemsnittet for danske lønmodtagere.

Administrationsudgifterne ligger hos os på 2,1 pct., mens de i OECD i gennemsnit ligger på 3,3 pct. og i USA på 8,2 pct.!

Nu er hospitalerne jo ikke til for de ansattes skyld, så et mindst lige så vigtigt parameter er naturligvis patienternes tilfredshed. På dette område ligger Danmark blandt de absolut førende i verden. Blandt de europæiske lande overgås vi kun af Schweiz. De løbende undersøgelser af patienttilfredsheden viser meget stor tilfredshed med både behandlingen og personalet. Til gengæld kniber det noget med koordineringen med kommunen, med at informere om bivirkninger og med at interessere sig for patienternes egne erfaringer.

De senere år har der været stigende kritik af sektorens ensidige fokus på produktivitet målt ved hjælp af data om forskellige aktiviteter – f.eks. undersøgelser eller operationer. Regionerne har lyttet til denne kritik og har fået grønt lys til at forlade kravet om en årlig produktivitetsstigning på 2 pct. og i stedet sætte patienten i centrum. Hermed har man vist et eksempel til efterfølgelse for andre dele af den offentlige sektor. Det er ikke afgørende, at patienten bliver undersøgt og opereret. Det afgørende er, at patienten overlever, bliver rask, har færre komplikationer, bedre funktionsevne, færre smerter, kommer i arbejde osv. Der er formuleret otte nationale kvalitetsmål, som overvåges ved hjælp af 23 centrale indikatorer, og vi kan allerede nu se, hvordan udviklingen har været i løbet af det seneste år. På denne måde har regionerne taget fat på lige præcis de kritikpunkter, som patienterne har fokuseret på i målingerne af tilfredshed.

Læs også

Set i internationalt perspektiv har vi et billigt sundhedsvæsen, og vi har – i modsætning til, hvad mange tror – ikke et stort bureaukrati med en masse djøfere, der sinker lægerne og sygeplejerskerne i deres arbejde. Administrationsudgifterne ligger hos os på 2,1 pct., mens de i OECD i gennemsnit ligger på 3,3 pct. og i USA på 8,2 pct.!

I denne situation er det uforståeligt, at en række politiske partier foreslår at afskaffe regionerne og overlade sygehusvæsenet til – ja til hvad? Man har blandt andet kritiseret, at der er regionale forskelle på kvalitet eller produktivitet, men dette er en yderst naiv kritik. Sådanne forskelle vil der altid være, uanset hvordan vi organiserer os. I den nuværende situation virker forskellene ansporende på regionerne, hvilket kun er en fordel.

Man har også kritiseret bureaukratiet og ”de mange topembedsmænd” i regionerne. Igen er kritikken først og fremmest båret af uvidenhed. Som sagt er bureaukratiet ikke stort i de danske regioner, og vi har ingen garanti for, at andre modeller vil fungere bedre.

Det er således stærkt bekymrende, at nationale politikere ønsker at eksperimentere med netop sygehusområdet, som fungerer så godt. Synes politikerne fra de borgerlige partier, at erfaringerne med Skat, DSB, Post Danmark eller andre statslige institutioner ligefrem er opmuntrende? Er det betryggende at se på, hvordan politikerne i øjeblikket er ved at skabe endnu mere mismod og forvirring i folkeskolen? Og synes man, at de mange tusinde mennesker, der arbejder i regionerne, skal belastes af, at man til stadighed skaber usikkerhed om deres fremtid? Det er stadig muligt at komme til besindelse.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.