Moderstatens fængsel

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Bedst som de mest naive, såsom mig, gik rundt og troede, at velfærdsstaten havde nået sit toppunkt i grotesk opfindsomhed, og at det ved indgangen til et dugfrisk år kun kunne gå ned ad bakke, bliver jeg nødt til at korrigere mig selv: Velfærdsstaten kan altid bliver mere grotesk.

Vi står midt i en verdenshistorisk krise, og alligevel hjælper det ingenting mod velfærdsstaten, der formår at overleve alt og knuse alle konkurrenter. Vi blogger og blogger, og alting forbliver det samme, mens kun et fåtal forstår eller orker at forstå, vi har skabt et monster, som ernærer sig selv, naturligvis for andre folks penge.

Seneste vildskud på velfærdsstammen er Socialstyrelsens Klar til barn-projekt, som du sikkert ikke har hørt om før nu, og som jeg lykkeligvis heller ikke kendte til for mindre end en time siden. Men virkeligheden banker på døren, i dette tilfælde Socialstyrelsen, som også titulerer sig selv Servicestyrelsen, og i en pressemeddelelse præsenterer deres seneste påhit som et gratis "kursuskoncept" til alle vordende forældre, så de kan lære at tage vare på deres barn ved at "styrke forældrenes kompetencer" og lære dem at "håndtere svære situationer på en god måde."

Glem alt om rød eller blå regering. Farver eller regering spiller ingen rolle i forhold til velfærdsstatens kinesiske vækstrater, som er hinsides godt og ondt. "Klar til barn" blev født i 2004 og relanceres nu frem til 2014 i en kommune nær din lænestol.

Hvad kurset har kostet at udvikle i timeløn, møder, drift osv., vil jeg helst ikke vide, al den stund jeg har været med til at betale det. Målet er bl.a. at: Styrke forældrenes empati over for barnet. Få forældrene til at forholde sig til forældreskabet sammen. Give forældrene tilbud om fællesskab sammen med andre i en lignende situation. Desuden indeholder "Klar til barn" et såkaldt "udviklings-, forebyggelses- og handlingsperspektiv", det manglede da bare. Med andre ord: Alt til forældreskabet. Imens sidder faglige konsulenter klar ved telefonerne. Nummeret er 7230 2088.

Jeg sidder her og har lyst til at ringe og skælde ud, men det nytter jo ingenting. Det er ligeledes omsonst at skrive om det, for det er for trist at tænke på, og i morgen er det hele glemt.

Velfærdsstaten vokser, vi andre formindskes og gøres til børn for kommunen. Moderstaten véd bedst. Er du arbejdsløs, så skal du på kursus i selvtillid og lækkert hår. Er du glad for Playstation, kommer Undervisningsministeren flyvede i heltedragt og redder dig. Er du på vej til at blive far, tilbydes du et kursus i at lære ikke at slå dit barn, når det skriger, eller vaske fingre, når du har skiftet ble, eller måske en anelse mere eksistentielt: fatte, at du aldrig får dit hidtidige liv tilbage, at det er slut med dét, at du fremover og resten af dine dage bærer ansvaret for et andet væsen, at det er dig, der nu skal yde for at dit barn kan nyde den tryghed, der er nødvendig for en god opvækst, og at du ikke længere er den vigtigste person i dit liv osv. osv. For nu at sige det lidt firkantet.

Det er ikke så sært, at staten vokser. Den har, som Shu-bi-dua ville have sagt, edderbrodereme travlt. Eller som en klog kvinde, jeg var så heldig at tale med i går, udtrykte det: Velfærdstaten er for længst blevet kulturel. Den er ikke blot et spørgsmål om kroner og øre. Den er inderlig, kærlig, omsorgsfuld. Den trøster os.

Hvorfor? Fordi livet i bund og grund er synd for os. Væk er den kristne tanke om alle vore synder. I den post-kristne velfærdsstat er det bare synd for os, punktum. Vi har krav på kærlighed og fællesskab. Empati er en post på finansloven. Service er det nye sociale.

Udviklingen er i mine øjne tragisk, fordi vi har opgivet at leve vores egne liv og selv kvalificere os til tilværelsen under mødet med virkeligheden og de erfaringer, vi løbende gør os. I stedet tilbydes vi, stærke som svage og dem midtimellem, i dag et kursusforløb.

Sådan er velfærdsstaten. En lang korridor med værelser, hvor alle subjekter tilbydes kurser med alle tænkelige formål. For enden af den gang er der en dør. Og ved du hvad? Døren er låst.