Konventionerne beskytter voldspsykopater som Levakovic og Shuaib Khan

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig offentliggjorde netavisen Altinget en yderst interessant meningsmåling, der viste, at hele 48 pct. af danskerne ønsker, at vi udtræder af den europæiske menneskerettighedskonvention, hvis ikke det lykkes at genforhandle aftalen, så det bliver lettere at udvise kriminelle udlændinge.

Det burde egentlig ikke være overraskende læsning, men derimod helt sund fornuft, at en række af de mest forældede konventioner, der på visse områder sætter en større ære i at beskytte gerningsmændene end ofrene, bliver forkastet af danskerne.

For konventionstyranniet har taget overhånd. Hvad der burde være praktiske spilleregler, der letter samarbejdet landene imellem, har siden Anden Verdenskrig udviklet sig til en finmasket spændetrøje, der forhindrer et land som Danmark i at føre en fornuftspræget rets-, udlændinge- og flygtningepolitik i tråd med et overvældende flertal i befolkningen.

Men hvad der faktisk er endnu værre, er, at et stort flertal af vores hjemlige politiker anser disse skadelige konventioner, som noget urørligt. Ja, nærmest gudgivet, som er hævet over enhver debat eller tvivl.

Derfor er det også et sundhedstegn, at befolkningen, modsat politikerne, forstår, at konventionerne er foranderlige og tilpasses en verden i udvikling og den sunde fornuft. Og at de bestemt ikke skal misbruges af kriminelle eller andre til at omgå samfundets regler og straffe.

Derfor er det også på tide, at et flertal af politikerne i Folketinget stiller sig foran befolkningen og leder et opgør mod de mest urimelige konventionsforpligtigelser, som Danmark er underlagt.

Der er helt konkret tre områder, hvor konventionerne i særlig høj grad står i vejen for, at Danmark kan føre en rets- og udlændingepolitik, der er i overensstemmelse med befolkningsflertallet.

Flygtningekonventionen

Efter anden verdenskrigs rædsler med KZ-lejre og gaskamre blev man i det nyoprettede FN enige om, at man måtte sikre beskyttelse af individuelt forfulgte, og derfor lavede man flygtningekonventionen.

Konventionen, som jo er skabt med rædslerne i frisk erindring, har i mellemtiden udviklet sig til et tag-selv-bord for verdens forfulgte. Det, der skulle have været en garanti for sikkerhed og beskyttelse, er i dag blevet et redskab for asylshopping og en bestræbelse på at finde det mest bekvemme sted at opholde sig.

Det er f.eks. paradoksalt, at de nordvesteuropæiske nationalstater har taget lagt flere flygtninge pr. udbygger end de rige golfstater, som både kulturelt, sprogligt og religiøst ligger langt nærmere mellemøstens konfliktområder.

Vi har derfor brug for at gentænke hele flygtningebeskyttelsen. Det er både økonomisk ugennemtænkt og kulturelt umuligt at fortsætte dette asylshopperi.

Derfor bør det i fremtiden være sådan, at flygtninge pålægges at søge beskyttelse i det første sikre land, de ankommer til. Og at det internationale samfund så her assisterer med lejre, mad og andre nødvendige fornødenheder, indtil flygtninge kan returnere til deres hjemlande.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Konventionen, der har som særkende, at den geografisk er indskrænket til det lande på det europæiske kontinent, indeholder mange fornuftige og vigtige principper, men særligt på ét område er den en vidtgående hindring for nødvendige retspolitiske tiltag.

Der drejer sig om udvisning af kriminelle udlændinge. Domstolen i Strasbourg har nemlig besluttet, at der skal tages hensyn til de kriminelle udlændinges familieliv og afsoningsforhold i deres hjemland.

Det har medført den vanvittige situation, at hverken sigøjnerbossen Gimi Levakovic eller bandelederen Shuaib Khan har kunnet udvises for deres omfattende kriminalitet i Danmark.

Statsløsekonventionen

Den tredje konventionsbestemmelse, som jeg mener bør fremhæves som problematisk, er statsløsekonventionen, der pålægger Danmark at give statsborgerskab til statsløse personer uden om de regler, der ellers gælder for at opnå dansk statsborgerskab.

Det mest horrible eksempel på konsekvensen af at forære disse mennesker statsborgerskab udenom de normale regler, er den såkaldte palæstinenserlov fra 1992, der gav 321 statsløse palæstinensere dansk statsborgerskab.

En opgørelse 13 år efter viste, at 78 pct. af disse ”nye danskere” var på overførselsindkomst. 42 pct. var blevet dømt for kriminalitet i den mellemlæggende periode, dette tal var i øvrigt for deres efterkommere på hele 56 pct. Sikke en tak for at være kommet foran i køen!

Det er i øvrigt samme konvention, der fik et flertal i Folketinget til at give dansk statsborgerskab til en mand, som Politiets Efterretningstjeneste havde karakteriseret som en sikkerhedstrussel for Danmark!

Det er konventionsbestemmelser som disse, der undergraver befolkningens opbakning til de internationale spilleregler, som konventionerne generelt udgør.

Der er derfor kun to ansvarlige veje at gå for folketingets flertal: Enten får man med ekspresfart genforhandlet de pågældende konventioner, så de er i overensstemmelse med almindelig sund fornuft. Alternativt må Danmark udtræde af disse dele af konventionerne, så vi igen er herre i eget hus!

Andet er at lade hånt om, hvad et flertal af danskerne ønsker.