Måske går det bare ad helvede til

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det skal nok gå! Troen på en bedre fremtid ligger dybt os. Så dybt, at det betragtes som validt at henvise alene til et årstal til støtte for sin påstand. ’Vi skriver altså 2017,’ og hvis man føler sig som et stort (pige)barn skal man da have lov at gå til pigeballet, selvom man objektivt set er en mand på 48 år, der hedder Preben. Årstalsargumentet bygger på en forestilling om, at verden bevæger sig i en bestemt retning. Noget med en stor verdensstat, med udviskede kønsroller, flydende arbejdstider og ingen tro.

I mange år har de venstreorienterede forstået sig selv som ’progressive’. De går ind for fremskridtet i modsætning til de reaktionære borgerlige, der vil bekæmpe Udviklingen. Torben Bramming har kaldt den tro på Fremskridtet for Den moderne myte. Der er en forestilling om fremskridt på alle planer. At det gamle var skidt, det nye godt. Og at fremtiden bliver endnu bedre.

Den mest indflydelsesrige drøm om fremtiden er troen på det kommunistiske samfund som Marx og Engels profeterede. På overfladen er profetien en kuriøs blanding af økonomisk analyse og Hegels historiefilosofi, men det er langt mere en religiøs åbenbaring end noget andet. Det kommunistiske samfund er håbet om paradis på jord. Ren og pur religionserstatning.

Det er derfor, det er så håbløst at diskutere med tilbedere af Fremskridtet. Du kan have nok så gode argumenter og kendsgerninger med dig, men rationalitet kan ikke besejre tro alene.

Husk det, kære venner, når I taler med multikulturalister. Det er er ikke en rationel samtale om kendsgerninger, men deres tro I sætter spørgsmål ved. Når Marianne Jelved hævder, at det ikke er hendes, men de borgerliges skyld, at integrationen er slået fejl, skal I ikke opfatte hende som en rationel diskussionspartner. Hun er snarere en mosekone, shaman eller en alkymist, der mener, at de borgerlige har ødelagt hendes opskrift på guld.

Hvad er de kulturradikale og liberales svar på, at integrationen ikke virker? At det går dårligere med efterkommerne end med deres forældre? Ingenting! De håber bare, det bliver bedre i tredje generation. Eller at helbredelsen består i at gennemføre deres kvaksalvede mærkesager, såsom en bedre boligsocial indsats eller legalisering af heroin. De tror på en bedre morgendag.

De forstår ikke, at civilisationen er skrøbelig. At fred ikke er givet. At moderniteten ikke er en guddommelig kraft, der redder os fra det multikulturelle eksperiment. Vi har muligheden for at rette op, og undgå, at det hele går ad helvede til. Men det er ikke givet. Det er et politisk valg.

Desværre er tilbederne af Fremskridtet ikke parate til at træffe et sådant valg. De vil ikke opgive deres tro på hverken sekulariseringen, EU eller de universelle rettigheder. De sætter deres principper, deres identitet og tro over deres og vores børns frihed. Vi kan ikke regne med dem. Men vi kan håbe, at de holder op med at blive taget alvorligt.