Fortsæt til indhold
Kommentar

Ansat hos Socialistisk Ungdomsfront

Så er der ellers slået et labert jobtilbud op.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Personligt synes jeg ikke, at det lyder så attraktivt at være en del af SUF, Socialistisk Ungdomsfront, Enhedslistens stormtropper og meget andet godt. Men når nu SUF har et job på bedding som organisationssekretær, kan jeg næsten ikke lade være med at se for mig, hvad det er for en type medarbejder, SUF ønsker. Så her er mit bud:

Kære SUF: I søger en organisationssekretær, der bl.a. kan ”strukturere, lede, fordele og prioritere i arbejdet.” Jeg mener, at jeg er kvalificeret til stillingen som organisationssekretær, fordi jeg kan tilbyde følgende:

Jeg kan strukturere arbejdet i SUF således, at vi opnår maksimal forstyrrelse af den gældende samfundsorden til den lavest mulige pris. Jeg er her meget inspireret af SUF’s Jyllandssekretær Jeannette Kusk, der finder selv ekstrem brug af vold og ødelæggelse i orden, så længe det tjener et højere formål.

Jeg kan lede arbejdet i SUF på den måde, at jeg kan aflure, hvem der har særlige talenter for politisk arbejde. Der kommer en tid, hvor SUF vil være toneangivende, og det er derfor vigtigt, at vi lader os inspirere af f.eks. Feliks Dzerzhinsky, der i den første fase af den russiske borgerkrig var uundværlig, når det gjaldt massehenrettelser af kontrarevolutionære.

Jeg kan til enhver tid fordele opgaverne, når det gælder udrensning af forkerte mennesker. SUF bør her lade sig inspirere af Stalins opgør med kulakkerne i begyndelsen af 1930’erne. Det privatkapitalistiske landbrug blev knust i løbet af få år, en præstation, der kun overgås af Det Store Spring Fremad under formand Mao.

Jeg kan til enhver tid prioritere i forhold til, hvilke klassefjender der skal udryddes først, og hvem der kan vente til senere. Atter er Stalin et godt eksempel på en stor leder, der kunne vente med sin retfærdige hævn over f.eks. Bukharin, indtil denne havde opfyldt sit formål.

Der er med andre ord ingen smalle steder hos mig i forhold til at leve op til SUF’s ønsker om den helt rigtige organisationssekretær.

Jeg synes i øvrigt, at det er fedt, at Enhedslisten ikke vil tage afstand fra SUF’s antidemokratiske metoder. Det er godt at have et parti på tinge bag sig, der finder det helt ok, at SUF systematisk søger at undergrave grundlov og retsstat.

Jeg håber at høre fra jer.