Fortsæt til indhold
Kommentar

Dansk Folkeparti støtter stadig Ungdomshuset

Dansk Folkeparti i BR støtter de autonome voldspsykopater og hash-handlere.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Folkets Hus og Ungdomshuset er blot to af de kommunale huse, der med offentlige midler i ryggen, er arnestedet for den yderste venstrefløj og banderelaterede grupperinger. Og Dansk Folkeparti, der ellers kalder sig et ”lov og orden”-parti, legitimerer dette ved at bakke op med kommunale skattekroner. Jeg kræver, at kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Esbensen ændrer holdning, hvis hans borgmesterpost skal have min støtte i Borgerrepræsentationen.

Som kandidat til borgerrepræsentationen til kommunalvalget den 21. november er det min opgave at være på borgernes side. Borgerne er vel at mærke alle københavnere – og ikke en lille hård kerne af yderligtgående autonome, der med jævne mellemrum smadrer vores dejlige by.

Jeg har tidligere skrevet min holdning til Ungdomshuset og miljøet omkring Dortheavej, og jeg mener, at det politiske flertal på København Rådhus bør skride til handling og lukke denne rotterede. Tilsvarende bør ske med bl.a. Folkets Hus og BumZen, som gruppen ”Frihedens stemme” og vloggen Yabani Politics har sat fokus på i de sidste par uger.

Her har vi oplevet fredelige borgere blive truet og overhældt med urin – blot fordi de nærmede sig disse kommunale ejendomme. Antifascistisk Aktion og andre hardcore venstreorienterede grupperinger viser deres sande antidemokratiske ansigt ved at kaste kanonslag og bruge farlige lasere mod almindelige fredelige borger. Vil Dansk Folkeparti’s borgmester virkelig have at støttekroner går til at kaste urin på borgerne i Danmark? Hvis ja, forstår jeg godt politikerleden.

Vil Pia Kjærsgaards virkelig lade hendes gamle ven se til mens byen bliver smadret for borgernes egne penge? Og vil Kristian Thulesen Dahl se overhørig, at hans partikammerat støtter voldspsykopater? Åbenbart, for de beder ham om at ikke rette ind.

Jeg og Det Konservative Folkeparti i København vil ikke se stiltiende til dette nonsens - støtten skal stoppe og støtten skal stoppes nu.

Dansk Folkeparti var ellers hurtigt ude i forbindelse med 10-året for rydningen af ungdomshuset på Jagtvej og kræve konsekvenser for terroristerne. Deri er jeg enig, men intet skete, og i dag lever ungdomshuset videre på borgernes regning og flere andre huse ligeså. Dette sker med penge fra Dansk Folkepartis borgmester i København.

Alt for længe har venstrefløjen i København ladet deres yderligtgående politiske venner få frit spil – det gælder i de pågældende ejendomme - og på Christiania.