Hvorfor jeg støtter Trump
Det er endnu engang blevet nødvendigt at få nogle ting på det rene.
Donald Trump er blevet indsat som USA’s 45. præsident, og det er, som om det ganske cirkus er begyndt forfra. Noget af det må Trump tage på sin egen kappe, som jeg vil nævne om lidt, men det handler først og fremmest om, at stort set hele den samlede journaliststand er i fornægtelse om, hvad der bragte Trump til magten den 8. november 2016.
Jeg lægger ud med at være ubeskeden, idet jeg bekender at være en smule stolt over, at jeg – så vidt jeg ved – var den første danske debattør, der offentligt udtalte, at jeg håbede på, at Trump ville vinde, nemlig i juli 2015.
Det var imidlertid ikke det samme som, at jeg ville bakke enhver Trump-handling op. Jeg har hele vejen set Trump som et medie, en formidler, snarere end som en individuel stor person. Jeg er ikke i tvivl om, at han mener, hvad han siger, når han udtaler, at han er rasende over udviklingen for den amerikanske arbejderklasse i efterhånden årtier, men det er ikke ensbetydende med, at personen Trump er fantastisk.
Skulle jeg finde det bedste fra alle verdener, var den amerikanske præsident en storsindet, elegant og vidende person, der var villig til at sætte hele sit politiske liv ind på at forandre den uheldsvangre udvikling for den amerikanske arbejderklasse og lavere middelklasse og såmænd den bredere middelklasse med. Men kan jeg ikke få den, jeg elsker, må jeg elske den, jeg får.
Det er blevet sagt til hudløshed, at Trump er kvindefjendsk. Det har jeg ikke set bevis for, at han er mere end så mange andre magtfulde og rige mænd. Forskellen er snarere hans brovtende facon og ikke mindst de moderne medier, der gør, at hans udtalelser spredes med lynets hast. Uden sammenligning med nogen overhovedet var John F. Kennedy og Jens Otto Krag med mange flere mænd med magt også fælles om at bedrage deres hustruer en tre-fire gange om ugen. Forskellen er blot, at der ikke blev skrevet om det dengang. Trump har pralet af sin succes hos det modsatte køn, men han adskiller sig i substansen ikke væsentligt fra andre alfahanner på det punkt.
Trump skulle være racist, er det blevet hævdet så mange gange, at pladen for længst er gået i hak. Det er bullshit, slet og ret. Én gang har han generaliseret om mexicanere ved at sige, at ”de voldtager”, men han sagde meget hurtigt derefter, at han selvsagt ikke mente alle mexicanerere, hvilket også ville være absurd. Intet i Trumps fortid antyder, at han er racist. Han har i alle årene hyret de folk, han fandt, var de dygtigste, ganske uanset etnisk herkomst.
Så til hans politiske forslag: Det er korrekt, at en af de bedst funderede økonomiske teorier tilsiger, at frihandel er et plussumsspil, hvor frihandel er et gode for alle, fordi specialisering i de enkelte lande gør os alle rigere. Det er formentlig også Trumps største udfordring overhovedet: Løftet om at genskabe millioner af ordentligt betalte industrijobs. Visse varer vil selvfølgelig blive dyrere, hvis amerikanere skal producere forbrugsvarer til en langt højere timeløn, end f.eks. mexicanske og kinesiske arbejdere modtager. Rige vestlige lande kan pr. definition ikke konkurrere med lav løn og dårlige arbejdsforhold i den anden og den tredje verden.
Tager Trump da helt fejl på dette punkt? Det ved vi ikke endnu. Hvad vi ved, er, at amerikanske industrijobs til arbejderklassen og den lavere middelklasse er forsvundet med en katastrofal social deroute til følge. I øvrigt venter robotter og almindelig automatisering lige rundt om hjørnet. Selvkørende biler og computere, der stiller bedre diagnoser, end læger af kød og blod kan gøre det. Det kan hurtigt blive sådan, at halvdelen af den mulige arbejdsstyrke bliver overflødige som netop arbejdere.
Fritager det den amerikanske præsident eller os andre i den vestlige verden fra at forsøge at gøre noget ved problemet? Nej, det kan man ikke just sige med almindelig anstændighed i behold. Vi får se, og heller ikke jeg føler mig overbevist om, at Trump kan udrette mirakler her.
Skal der bygges en mur til Mexico eller noget, der virker lige sådan? Ja, det ved den søde grød, der skal. Denne verden består af en række kulturer, der er endog voldsomt forskellige. Den største ulykke, der kan overgå en kultur, er at blive udtyndet og i sidste ende overtaget af en anden kultur. USA er grundlagt af især vesteuropæere, ganske særligt af englændere, skotter og walisere, senere også af irere, tyskere, hollændere og skandinaver. Det er latterligt at hævde andet, end at USA er funderet på en kerne af det, som Samuel P. Huntington kalde en anglo-saxon core culture.
Landene syd for USA er næsten alle kulturelt som etnisk en blanding af sydeuropæisk og indiansk kultur, og det ses. Hvis indvandringen af især latinoer fortsætter, forvandles USA selvsagt til noget andet, til noget langt mere latinamerikansk, med ringere fungerende institutioner, højere korruption og lavere gennemsnitlig velstand. Selvfølgelig både kan og skal USA standse for yderligere masseindvandring fra ikke-vestlige lande.
Sorte amerikanere har været i USA nærmest lige så længe som hvide af en grund, vi alle kender, nemlig slaveriet, USA’s original sin. Sorte amerikanere klarer sig som gruppe meget ringe. Der er strålende undtagelser, men det samlede billede er mistrøstigt. Der er ingen udsigt til, at hvide og sorte amerikanere i nogen forudsebar fremtid vil nå et gnidningsfrit forhold, men jobskabelse til især ufaglærte kan i det mindste afhjælpe de konstante spændinger.
Bliver Trump så mirakelmageren, der heler alle USA’s sår og løser alle USA’s mange problemer? Nej, med stor sandsynlighed ikke. Men, og det er afgørende: Ingen præsident i nyere tid har udtalt, at han tager disse problemer alvorligt, og at han vil forsøge at gøre noget ved dem, hvad enten det handler om grænsebevogtning eller arbejdspladser. Det er for mig at se al rigelig grund til at håbe på, at Trump kan gøre en positiv forskel de næste fire år.
The Donald er ikke Vorherre, men han er indtil videre USA's bedste håb. Jeg sætter min lid til, at han er den bedste præsident, USA kan få.