Terror vs. religion
Vi må ikke lade terroristerne bruge religion som undskyldning for deres forfærdelige handlinger. Handlingerne skyldes syge mennesker, ikke deres religiøse tilknytning, og derfor skal vi fordømme terroristerne og ikke deres religion.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Religionskrige, korstoge, æresdrab og terror er ord, der desværre leder tankerne hen imod religion. Der er begået mord og tortur i de fleste religioners navn, men præcis som, at jeg som kristen ikke vil sættes i forbindelse med - og ikke har et medansvar for - de blodsudgydelser, der har været begået i min religions navn, så bør vi heller ikke lade IS’s eller andre islamistiske terrororganisationers handlinger påvirke vores syn på øvrige muslimer. Min kære medblogger Rune Selvsing skrev om samme emne forleden.
Jeg ved, at det er svært for mange at undlade dette. Jeg kan fange mig selv i det, når jeg læser om et nyt terrorangreb. Men jeg har indtil nu aldrig fanget mig selv i at tænke på Breivik som kristen. Ham ser jeg også som værende syg. På samme vis tror jeg også de fleste venstreorienterede havde det med Rote Armee Fraktion, da de var i aktion.
Europa kan ikke være et frirum for samtlige migranter i verden. USA, Australien, Japan og mange lande har indset, at de skal passe på deres grænser og den holdning har så småt også vundet indpas i Europa. Vi skal byde den indiske ingeniør velkommen, såfremt han/hun vil leve efter vores normer. Dette har jeg skrevet om tidligere.
For tiden kommer terrortruslen primært fra den muslimske verden og har gjort det i flere år. Men det er ikke den almindelige muslim, som er terroristen. Det er mennesker, som er fanatiske og vel egentlig syge i hovedet.
Der er over to milliarder kristne og over en milliard muslimer i verden – og heldigvis er det i begge religioner langt, langt de fleste, der lever i fred og fordragelighed med deres religion og med andre religioner. Jeg ser eksempelvis ikke Naser Khader fra mit eget parti som en terrorist eller mange af de muslimske danske debattører som potentielle terrorister. I Danmark er de herboende muslimer også for langt størstedelen helt almindelige lovlydige borgere som du og jeg.
De fleste tænker sikkert på karma og flotte Buddha-figurer, hvis tanken falder på buddhismen, men både i Myanmar og Sri Lanka angriber radikale munke det muslimske mindretal, men her er der næppe mange, der fordømmer danske buddhister.
Så det er ikke islam – eller andre religioner, der er skyld i terror. Det er radikaliserede enkeltpersoner eller fundamentalistiske organisationer. Og det er dem, som vi skal fordømme og bekæmpe. Og det gør vi bedst ved ikke også at fordømme de mange moderate muslimer.
Had avler had, så lad os ikke rette hadet mod en hel milliard mennesker – det vil netop skabe endnu mere konflikt.
Danske muslimer skal være her på lige vilkår med alle andre og på det man kan kalde danske præmisser. Danske præmisser omhandlende, at vi ikke skal indrette vores samfund efter muslimske normer, men at danske værdier er grundlaget for samfundet. At der er lighed mellem kønnene, at sproget er dansk og ikke arabisk, at svinekød er i orden, og især at grundloven står over koranen - eller biblen. Om man så spiser svinekød eller ej, må man selv styre. Eller som jeg skrev i en tidligere blog:
Vi bliver som samfund nødt til, at have et langt større fokus på at bevare vores fælles kultur, som i stor udstrækning desværre er gledet os af hænde siden Erik Ninn-Hansens tid. Dannelse, nationalitet, kultur, fællesskab og sammenhængskraften forsvinder helt, hvis ikke de søges genoprettet.