Flygtninge, islam og terror

Forleden fik den konservative Rasmus Jarlov en masse ballade for en erklæring om, at man mister retten til at blive taget seriøst, hvis man skriver, at terroren intet har at gøre med islam og indvandring. Nøgternt set skal man være en art fladpande for ikke at give Jarlov ret i sin banale påstand. Det er nu engang sådan, at vi i mange europæiske lande har set islamisk motiverede terrorangreb. Og at islam overhovedet er relevant for os at forholde sig til skyldes netop indvandringen fra muslimske lande over de sidste par årtier. Hvorfor benægte noget så selvindlysende?

Nogen vil måske opfatte typer som Øzlem Cekics komisk-skingre angreb på Jarlov, som en bekræftelse på det med retten til at blive taget seriøst, men selvom jeg ikke har høje tanker om Margrethe Vestager, kan vi vel dårligt putte hende i samme useriøse kategori? Ved et tilfælde bliver hun i et interview i Weekendavisen spurgt om netop sammenhængen mellem indvandring, flygtninge, islam og terror, og den afviser hun på det bestemteste.

At afvise denne sammenhæng er lidt ligesom at afvise eksistensen af tyngdekraften, og som sådan ikke relevant at diskutere, men det er til gengæld umådelig interessant at dykke ned i, hvorfor en toppolitiker vælger at benægte det indlysende.

Der er naturligvis et element af funktionspsykopati over politikeres rutinemæssige undsigelse af sandheden, og en radikal politiker vil være den sidste til at bide smerten i sig og acceptere, at partiets ideologiske syn på indvandring har været fundamentalt forkert. Ikke desto mindre er der noget særligt på spil, når terrorens ophav skal bortforklares.

Radikalisterne vil gerne have, at have at terror, grov vold og voldtægter ikke er udtryk for en systematisk tendens, men blot udslag af ulykkelige enkeltstående skæbner. Jovist kan der være problemer, men de skyldes triste omstændigheder, barske tilværelser, psykiske problemer og den slags. Sådan noget som der nu engang er i verden, og som vi alligevel ikke kan gøre noget ved. På den måde bliver problemerne med flygtninge til problemer, vi ikke kan forholde os til politisk.

Dem, der alligevel insisterer på at fremhæve problemerne, kan afskrives som populister, fordi de udnytter en frygt i befolkningen for noget, der alligevel ikke findes en politisk løsning på. Og modsat – når det nu er et etableret faktum, at der er en direkte sammenhæng mellem flygtninge, indvandring, islam og terror - så har vi at gøre med et politisk problem. Noget som politikerne på Christiansborg har ansvaret for.

Og når nu terroren, den grove vold og voldtægterne er et politisk problem, er der samtidig tale om et politisk valg. I dag er det helt nøgternt sådan, at flertallet af danske politikere de facto accepterer mere grov vold, flere voldtægter og øget risiko for terror, som en pris, der er værd at betale. Der er tale om en politisk afvejning. Skal vi lukke asylvejen kræver det – udover et ydmygende illusionstab – et opgør med en række internationale institutioner, som utvivlsomt vil være smertefuldt at gennemføre.

Det er et politisk valg. En afvejning mellem to forskellige onder. Men det er ikke et valg, som politikere åbent vil vedgå, at de har truffet. Og så er det immervæk lettere blot at benægte selv de mest indlysende sammenhænge. Derfor er det kontroversielt at påpege uacceptable negative konsekvenser ved flygtninge. De gør konsekvenserne til noget, som politikerne har ansvaret for.