Danskhed som politisk problem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Naturligvis er det at være dansker noget, vi også kan definere strengt juridisk. I én eller anden forstand er alle danske statsborgere danskere, men det er selvsagt et banalt og uinteressant synspunkt. Når spørgsmålet om danskhed er aktuelt, er det den kulturelle danskhed, og når Poul Nyrup på Socialdemokraternes kongres forsøger at reducere danskheden til noget formelt, er det udtryk for hans djøfske enfoldighed. Man kan dog undskylde Nyrup med, at det er et pokkers svært spørgsmål, han (ubehjælpsomt) forsøger at besvare: Hvornår er nogen dansk?

Og jeg vil heller ikke svare på det! Men i stedet vil jeg beskrive, hvad danskhed er. Den er det danske sprog, protestanismen og det liberale demokrati. Den er H.C. Andersen, Grundtvig og Kierkegaard. Arven fra den tyske nationalromantik, fra den franske oplysning og den angelsaksiske liberalisme. Den er samarbejdspolitikken og frihedskæmperne. Vinterdepression. Matador, leverpostej og jantelov. Sarkasme og tilbageholdenhed. Bondskhed og mindreværd. Velfærdstaten og mereværd. Den er alt muligt både godt og skidt, som grundlæggende er for komplekst for noget menneske at afdække alle nuancerne af. Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan nærme os en forståelse, der giver mening for de fleste.

Danskheden giver eksistentiel værdi for os som danskere. Den er intrinsisk værdifuld. Ikke fordi dansk kultur er den bedste i verden, men fordi den er vores. Den giver os hjemlighed, forbundethed, identitet og mening. Men den har også samfundsmæssig værdi. Fordi vi deler værdier, kan vi forsone politiske problemer i mindelighed og under ordnede forhold. Derfor er vores fælles syn på det grundlæggende og vores loyalitet over for fædrelandet dybest set grundlaget for den politiske orden. Frihed og tillid hænger sammen. Fordi vi er så ens, kan vi som udgangspunkt acceptere mangfoldighed, og heldigvis for det. Overalt i verden, hvor vi ser heterogene statskonstruktioner, oplever vi ustabilitet, undertrykkelse og konflikter. Historien har lært os, at nationalstaten er den bedste politiske organisering til både fred og frihed.

Danskhed er med andre ord et universale. Et kollektivt gode (og onde). Og i den forstand er det både uinteressant og frugtesløst at spørge, i hvor høj grad den enkelte af os passer ind i danskheden. Derimod er det helt afgørende at spørge, hvad der svækker danskheden som kollektivt gode. Det gør parallelkulturen! Et stort antal mennesker, som lever adskilt med et fundamentalt forskelligt værdisæt, og derved svækker og eroderer tilliden, friheden og sammenhængskraften.

Den gode nyhed er, at vi fint kan fungere som multietnisk samfund. Den dårlige nyhed er, at det multikulturelle ikke duer. Multietniciteten er velfungerende, når den eksisterer i en monokultur. Vi kan rumme mangfoldigheden, men ikke fremkomsten af en ny, bærende kultur inden for landets grænser. Den eneste redning er at sikre, at de parallelt levende bliver til en del af danskheden. Ikke bare loyale over for Danmark. Mere end blot at respektere frihedsrettigheder. Men i så tilstrækkelig grad, at vi ikke længere kan identificere et brud med danskheden. At vi nok kan være forskellige, men ikke tilhøre en anden kultur.

Sådan noget tager mere end én generation. Og vi skal være både ydmyge og beskedne i vores ambition for danskheden. Det skal bare begynde at gå i den rigtige retning. Mere skal der ikke til. Men hvem tør udstikke den retning?