Lad os få byggekranerne til hovedstaden – billigere boliger til folket
Tillykke til alle de studerende, som i dag starter på drømmeuddannelsen. Held og lykke skal det også lyde. For skønt de nok skal klare studierne, så ser det straks noget værre ud med studieboligen, hvis da ikke deres forældre er velpolstrede og ligefrem kan købe dem en lejlighed som forældrekøb.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Dem uden forældre, eller i hvert fald uden rige forældre, de må bare klare sig selv. Det bliver sværere end at få et 12-tal i matematik. Et helt almindeligt lejet værelse i den private boligmasse sniger sig i København i disse år nemlig op mod en pris på 6.000 kroner per måned i København.
Jeg finansierer ofte byggerier, og mange af de gange, jeg har medvirket til opførelsen af lejeboliger, er det sket i andre lande end Danmark. Med mine erfaringer fra udlandet i baghovedet, må jeg sige, at de taler, vi får om boligmanglen fra lokalpolitikerne i København, lyder hule. Alle klagesangene om, at det skyldes alle mulige andre ting end kommunens politiske valg, at der mangler boliger, er ganske enkelt ikke sande.
Det er nemlig sådan, at boligmanglen ene og alene skyldes kommunens egen politik. Det er hverken bygherrerne eller staten, som gør det hele umuligt. Det er kommunerne, og ikke staten, som stiller krav til størrelsen på boligerne. Det er kommunerne selv, og ikke staten eller bygherrerne, som laver lokalplanerne. Det er kommunerne selv, og ikke staten eller bygherrerne, som giver byggetilladelser.
Legen med at skubbe Sorteper rundt så jeg meget gerne ændret til, at kommunerne, staten og det private erhvervsliv i fællesskab kunne arbejde sammen for at løse borgernes endeløse problemer med at finde en ordentlig og velegnet bolig.
Der er mange steder, man kunne tage fat. Hvorfor har Københavns Kommune for eksempel ikke påbegyndt udviklingen af Refshaleøen? Svaret er slående banalt. Fordi de først lige skal have solgt deres egen byggejord. Byggejord, som ligger i By og Havn A/S. Der er med andre ord helt andre interesser på spil, end dem, som ville gavne alle de borgere, som har stemt på de politikere, som spænder ben for det hele.
Refshaleøen er ca. 50 ha og der vil være plads til flere tusinde mennesker, hvilket vil være med til løse borgernes boligproblemer. Ligeledes vil det også være med til at sænke priserne, hvor de dyreste værelser i København nu koster omkring de ca. 7.000 kr. og ejerlejligheder snildt koster 40.000 kr. pr kvadratmeter.
Københavns Kommune er klar over at der kommer flere og flere borgere til en af verdens skønneste hovedstæder, men der mangler at blive fokuseret på at skabe ordentlige forhold til de kommende beboere. Men hovedsagen er, at vælgerne står tilbage med de politikere, de har valgt.
En lejelejlighed? Den kan de kigge i vejviseren efter. Men de finder den ikke…