Had gør det ikke alene – heller ikke i Orlando

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ord er så underligt slappe i forhold til den skinbarlige virkelighed. Den amerikanske præsident Barack Obama, som bekendt er en mand af mange ord og dertil modtager af Nobels Fredspris, har kaldt Orlando-terroristens gerning for ”hadefuld”.

Er det ”hadefuldt” at myrde et halvt hundrede mænd, fordi de er til mænd? Tænk, jeg synes, det er mord. Mord med en særlig mening, sekunderet af et særligt religiøst-ideologisk bagland. Kalkuleret klyngemord med særlige patroner til mænd med særlige seksuelle præferencer.

Bedst som det amerikanske udenrigsministerium har advaret amerikanske turister mod at rejse til Europa i sommerferien på grund af latent terrorrisiko, rammes de på egen jord af en person, der tidligere har været i myndighedernes søgelys på grund af sine radikale ideer og syner. Had gør det ikke alene, der må våben og determination til. Læg dertil et stænk sharia, en skefuld haddith og Koran og et ungdommeligt martyrium, så er vi ved at være der.

Det hedder straks, at Obamas mulige afløser, Donald Trump, overdriver, at han slår politisk plat på terrorismen. Politisk redaktør ved Danmarks Radio Uffe Tang mener i et tweet ligefrem, at Trump har sammenfaldende interesser med Islamisk Stat. Det tager alligevel prisen i smart dumhed.

Men hvorfor underdrive? Hvad er meningen med det?

Meningen er naturligvis at kappe sammenhængen mellem mord på jøder, homoseksuelle og frafaldne – og de islamiske motiver herfor – over. Fordi det ikke må handle om religion. Fordi det ikke må handle om islam. Fordi det er for farligt, hvis folk først ser eller tror på, hvad både deres instinkter, erfaringer og refleksion fortæller dem. Så bliver vi lige så hadefulde som vores fjender. Så begynder vi også at myrde dem, ikke sandt?

Så vidt er det kommet i dag. Det er sådan, vi anskuer forholdet mellem ord og virkelighed. Hvis der er noget, vi tror på, ud over det dér med at tage Ja-hatten på, så er det, at Ordet skaber, hvad det nævner. Hvis vi siger, tegner eller skriver noget forkert, vil andre hævne sig. Ikke ved at sige, tegne eller skrive noget andet. Næ, ved at myrde nogen, eventuelt din bedste ven, bøssen, jøden eller blondinen. Følgelig er det klogest at reagere som Obama, dvs. sige så lidt meningsfuldt som overhovedet muligt, benægte den oplagte og deprimerende sammenhæng mellem tiltagende terror og en graverende sympatisørsump i de vestlige byer – og tilføje, at "vi" (altså, amerikanerne) har brug for at "ændre holdning til det homoseksuelle, lesbiske, biseksuelle og transkønnede samfund". Vi? Hvem? Hvad for noget?

Jøderne forlader Europa, muslimer kommer hertil, og i disse byer lever de i koncentriske cirkler og diaspora. Jihadister inderst, kriminelle netværk udenom og dertil naturligvis også fredelige muslimer, hvoraf en andel forsøger at deltage i det omgivende samfund. Ét begrebspar er særligt vigtigt i denne sammenhæng, og det er begrebsparret skam og ære. Det findes i alle stammesamfund og dispora, men accentueres før som nu af islam, fordi islam forener det himmelske med det jordiske. Skam og ære er enten/eller: Æren skal forsvares mod skam; skam skal hævnes med ære.

Dette nulsumsspil blokerer enhver udvikling og indespærrer muslimer i et lukket kredsløb af trusler og respekt, frustration og frygt og civilisatorisk uformåenhed. Muslimer er selv de første ofre, siden rammes europæerne på grund af den massive migration til Europa og sågar Amerika.

Men den erkendelse går ikke an.

Det er derfor, det ikke handler om religion, når Omar af København angriber en svensk karikaturtegner og den jødiske synagoge. Det er derfor, det ikke handler om religion, når Omar af Orlando myrder og sårer ethundrede mennesker i en mondæn bøsseklub. Det er derfor, det ikke handler om religion i Paris, Bruxelles, Stockholm eller noget andet sted på kloden, hvor islams raskeste svende lægger vejen forbi.

Det handler ikke om islam, fordi det ikke må handle om islam, færdig, slut, prut, forbudt.

Bortset fra at der vil komme mere. Mere terror, mere islam, mere truende adfærd over for jøder, utildækkede kvinder og homoseksuelle besvaret af mere fornægtelse, mere hykleri, mere John Lennon, mere Obama, mere Imagine, alsang og folk, der hellere vil snakke om noget andet.

Vi kan forvente flere fakkeltog og demoer med Venligboere og bøsser, lesbiske og transseksuelle, som protesterer imod ”islamofobi”, ”racisme” og ”fascisme” og for ”lighed” og ”forskellighed”, mere David Trads, mere Uffe Elbæk, flere empatiske profilbilleder, der ikke hjælper en disse, mere underkastelse.

Til sidst sidder vi så og græder, og det er sgu lige til at græde over.