Når kronebilen er kørt, må vi ikke glemme kvinderne igen
Konferencen Women Deliver sætter et nødvendigt og prisværdigt fokus på kvinders vilkår. Vi skal insistere på, at opmærksomheden om emnet ikke forsvinder sammen med konferencen, når den slutter
I disse dage kan man ikke åbne en avis uden at den er fyldt med artikler om konferencen Women Deliver, der netop nu finder sted i København. Og gudskelov for det, for her bliver der rettet et særdeles tiltrængt spotlys mod kvinders rettigheder globalt.
Et spotlys der i dén grad er et særsyn. Vi taler om kvindeskæbner, som bestemt ikke er forvænt med at blive overbelyst i medierne. Langt de fleste underbemidlede, uuddannede kvinder fødes, lever og dør som parenteser i verdenshistorien.
Det skal vi gøre noget ved. Vi kan ikke leve med, at tæt på den ene halvdel af menneskeheden bliver trådt under fode. Det amputerer os som mennesker og skaber en skævvreden verden, der ikke kan finde sin kurs. Vi skal løfte blikket og tage det på vores kappe at bakke op om verdens kvinder.
Et væld af udfordringer
Her blot nogle af de kendsgerninger, man konfronteres med, hvis man gør netop det; løfter blikket: 133 millioner piger er omskåret og hvert 15. sekund bliver en ny pige udsat for omskæring. 63 millioner piger ser ikke indersiden af en skolebygning i år. 250 millioner piger under 15 år er gift og 16 millioner piger imellem 15 og 19 bliver mødre hvert år. Både tidlige graviditeter og ægteskaber har konsekvenser: Lavere uddannelse, ringere sundhed, højere børnedødelighed. 120 millioner piger verden over har oplevet seksuel vold i løbet af deres liv og næsten hver tredje kvinde har været udsat for partnervold.
For bare et begynde et sted.
Kvinder som motor for udvikling
Det er den dårlige historie. Den gode historie er, at selvom kvinder er notorisk underpriviligerede i forhold til deres fædre, brødre og sønner, så er det også kvinderne, der sidder med den allervigtigste nøgle til udvikling af verden. En investering i kvinder kommer ikke bare dem selv, men deres familie og i sidste ende det omgivende samfund til gode. Undersøgelser viser, at mænd bruger 30-40% af sin løn på familien - i form af f.eks. mad og medicin, imens kvinder giver 90% videre til familien. Hertil kommer tal, der viser, at får 10% flere kvinder og piger en uddannelse, stiger BNP med 3%. Kvinder kan altså være en stærk vækstmotor i samfund, der har brug for netop sådan én.
Det giver alt mulig mening at bringe den viden videre, så også de politiske prioriteringer sker på et oplyst grundlag. I stedet for at skære i udviklingsbistanden, bør vi investere i at løfte kvinder ud af den yderste fattigdom.
Den store opgave består derfor i at holde fast i dagsordenen, når TV-stationernes lamper er slukket, kronprinsessen er kørt afsted i sin kronebil og spalterne igen fyldes af spekulationer om politikeres sexappeal eller manglen på samme.
Vi må ikke glemme kvinders vilkår herhjemme
Og så skal vi huske, at uligheden ikke stopper ved fattige, forpinte kvinder i udviklingslandene. At der ikke behøver at være en lerklinet hytte eller Calcutta-slum som bagtæppe, før problemstillingen skal tages alvorligt. Vi har nok problemer herhjemme, der burde kunne trække en overskrift eller to - også når der ikke lige er en konference om emnet: 30.000 kvinder udsættes hvert år for kærestevold, der er gennemsnitligt 420 voldtægter om året - og 3 ud af 4 voldtægter anmeldes ikke. 20% af danske piger har gjort skade på sig selv én eller flere gange. De har ondt i livet ude i teenageværelserne. Alvorligt ondt. Og vi må ikke negligere problemet; det er det sidste, vi må gøre. Vores piger skal ses, høres, anerkendes og opmuntres til at tro på deres eget værd og til at gå ud i verden og gøre opmærksom på det.
Forkvinden for Dansk Kvindesamfund, Lisa Holmfjord, har for nyligt sagt, at den største udfordring for ligestilling herhjemme er, at vi bilder os ind, at den allerede er opnået. Det er jeg meget enig i. Vi er på ingen måde i mål med ligestillingen. Et område, hvor det for alvor halter, er på den demokratiske deltagelse. Det har taget kvinder 100 år - 100 år! - at opnå en repræsentation på 37% i Folketinget og 27% i byrådene.
Det giver sig selv, at de tal skal op - og det kan kun gå for langsomt.
Starter med os selv
Ligestilling sker, som så meget andet, ikke af sig selv. Det kræver mål, mod og jernvilje - og det kræver, at man starter med at gribe i egen barm. I Alternativet er fire ud af ti folketingsmedlemmer kvinder, og i hovedbestyrelsen lyder tallet på fire ud af ni. Det ser altså ikke helt skidt ud. Men "ikke helt skidt" er bare ikke godt nok. Min ambition er klar: Mænd og kvinder skal være ligeligt repræsenteret i både Folketing og organisation. For eksempel arbejder vi aktivt for at få flere kvinder i bevægelsen til at stille op til kommunalvalget i 2017, ligesom vi kommer til at lægge kræfter i at få langt flere kvinder på stemmesedlerne til næste folketingsvalg.
Vi ønsker en verden, hvor kvinder bliver synlige og slagkraftige, og hvor de kun er begrænset af deres eget valg.
Det er vejen til en verden i større balance - og det starter med os selv.