Fortsæt til indhold
Kommentar

Det skal være forbudt at købe sex af et andet menneske i Danmark

Der er flere og flere prostituerede i København. Det er på tide med et forbud mod at ”onanere i andre menneskers kropsåbninger”. Det er dyrere, end du tror at købe et andet menneske.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et forbud mod at kunne købe sex af et andet menneske handler ikke om moraliseren eller puritanisme, som typisk prostitutionstilhængere påstår. Man må gøre hvad man vil med sin krop. Men prostitution er aldrig et frit valg, det er tvangsarbejde på den mest grusomme måde. For det er næppe et tilfælde, at størstedelen af de dem, der havner i prostitution, har en social belastet baggrund.

Et forbud handler om at passe på mennesker – de allermest udsatte.

Et forbud mod køb af sex har været diskuteret mange gange, sidst under den daværende socialdemokratiske regering, som lavede en kovending, og ikke længere gik ind for et forbud.

Argumenterne var bla. andet, at man skulle sætte hårdere ind overfor bagmændene og på den måde komme traficking til livs. Og at et decideret forbud ville betyde, at prostitution blev mere lyssky og voldeligt. Og hvor har det så bragt os i dag?

Der er flere og flere prostituerede i København

Prostitutionen i København er forværret og flere og flere kvinder sælger deres krop for penge. Københavns gadehjørner og fliser er trængte – særligt af flere handlede udenlandske kvinder.

Jeg har selv arbejdet med prostituerede og har for længst opgivet troen på, at ’den lykkelige luder’ findes. Og selvom en ud af tusind skulle være lykkelig, så vil jeg heller have et samfund, som beskytter og reder de 999 ulykkelige.

Livet som prostitueret i Danmark er miserabelt. Der lever flere tusinde prostituerede i alle dele af vores land. Nogle af dem er handlede kvinder fra Afrika eller Østeuropa, som er her mod deres vilje og lever i lænker.

Andre er misbrugere og har brug for hurtige penge her og nu. En stor del har været udsat for vold eller seksuelle overgreb som børn. Mange af dem har seksuelt samkvem mere end 10, 15 eller 20 gange i løbet af en arbejdsdag. Og ligegyldigt om det foregår på silkelagener i en himmelseng eller op af kold mur i en gyde, så er det ikke omkostningsfrit at prostituere sig.

Alt fra narkoludere, over bordelpiger til callgirls, alle sammen har hen over årene mistet kontakten til sig selv og kan heller ikke længere forholde sig til, hvad der sker under bæltestedet på madrassen.

Det er ikke et spørgsmål om frihed og selvbestemmelse

Jeg tror på frihed, men jeg mener ikke, at det er frihed, man giver de kvinder, som vi lader leve et liv i prostitution. Senfølgerne er ikke til at tage fejl af.

Vi har forbud mod børnearbejde. Vi har forbud mod, at folk må arbejde med farlige kemikalier. Vi har et forbud mod, at man udsættes for støj på sin arbejdsplads.

Men alligevel vælger vi at se igennem fingre med den tilværelse, man lever som prostitueret. Et forbud mod køb af sex er derfor for mig at se en helt naturlig forlængelse af den kamp Socialdemokratiet og andre progressive partier har kæmpet for at sikre ordentlige arbejds- og levevilkår for alle.

Det svenske forbud har virket

De danske politikere burde kigge til Sverige. Her indførte man i 1999 et forbud mod købesex. Det svenske forbud mod købesex har ofte været inddraget i den danske debat, desværre oftest på et meget mangelfuldt grundlag.

Specielt af modstanderne, som gang på gang har hævdet, at forbuddet har fået de prostituerede til at gå under jorden, at miljøet er blevet endnu mere barskt, og at politiet ikke længere har kontrol med, hvad der foregår. Men modstanderne tager fejl. I 2010 undersøgte den svenske rigsadvokat Anna Skarhed konsekvenserne af loven. Og rigsadvokatens undersøgelse fejede modstandernes bekymringer af banen.

Halvering af gadeprostitutionen og en kontant holdningsændring

Tværtimod konkluderede den, at færre svenskere køber sex, at gadeprostitutionen er halveret og, modsat i resten af Skandinavien, så er antallet af handlede kvinder ikke steget. Også for de kvinder, der stadig er i prostitution, er forholdene forbedret. Før loven trådte i kraft, havde de ingen rettigheder over for deres kunder. Blev de udsat for overgreb, var det bare ærgerligt.

Men den måske allervigtigste konsekvens af forbuddet er den holdningsændring, der er sket i Sverige. I dag støtter over 70 procent af svenskerne loven, mens det i midten af 90’erne kun var hver tredje, som støttede et forbud. Opbakningen er især stor blandt de unge.

Unge danske mænds holdning til prostitution er skræmmende

Det står i skarp kontrast til Danmark, hvor knap hver fjerde unge mænd, mellem 15 og 19 år, overvejer at gå til en prostitueret.

Og hvor mere end halvdelen mener, at det er i orden, at man køber sig til sex. Norge og Island indførte et forbud i 2009. Finland er godt på vej.

Danmark bliver et mekka for sexturisme

Danmark risikerer altså at blive koblet helt af. København risikerer at blive et mekka for sexturisme, byen, der er kendt som det sted, man tager hen, hvis man vil have tilfredsstillet sit begær efter magt og kontrol over et andet menneske. Her kan det nemlig gøres uden risici.

Vi skal fortsætte vores sociale indsats med exitprogrammer mv, vi skal fortsat slå hårdt ned på bagmændene, men vi skal vigtigst af alt have et forbud.

Et forbud mod at købe andre mennesker.