Den glade professor

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den 9. februar skrev jeg om professoren, der er helt væk, hvad angår konsekvenserne af den førte udlændingepolitik. Det var som altid en fornøjelse at spidde højtuddannede, der synes at bekræfte en omvendt logik: Jo længere du er nået op ad samfundsstigen, jo mere uvidende udtaler du dig om samfundsforhold af den allerstørste vigtighed.

Den første professor hed Ove Kaj Pedersen fra CBS, men nu er der søreme en ny professor på banen, denne gang fra Roskilde Universitet. Han hedder Thomas P. Boje, og han udtaler sig nogenlunde lige så tåbeligt som førstnævnte professor. Måske de to skulle stifte en forening, der kunne undersøge månelandingens pålidelighed, Bush-regeringens ansvar for den 11. september, og hvor Elvis Presley egentlig er blevet af.

Det er en sand fest at læse professor Thomas P. Bojes bud på, hvordan en hel masse ”nye danskere” stort set fluks træder ind på arbejdsmarkedet, hvis blot vi lytter til den lærde mands velmente råd. Under overskriften ”Ikke så meget klynk – se så at komme i gang” får politikerne læst og fortalt, hvordan de kunne have løst, hvad der siden 1983 – året for den afgørende liberalisering af udlændingeloven – har redet Danmark som en mare.

Allerede her blinker alle advarselslamper. Hvis noget har været uløseligt i mere end 30 år – f.eks, kendsgerningen, at personer fra den tredje verden i gennemsnit er underbeskæftigede og overkriminelle – er der godt nok meget, der tyder på, at tingenes tilstand vil vedblive at være sådan, og at det eneste fornuftige derfor er at standse denne tilgang af i gennemsnit lavt kvalificerede og lige så meget i gennemsnit asociale mennesker, der i gennemsnit begår uforholdsmæssig meget personfarlig kriminalitet (pyha, så fik jeg vist nok styret klar af paragraf 266b ved i samtlige tilfælde at tale om ”i gennemsnit”).

Den kedelige virkelighed skræmmer dog ikke i mindste måde den glade professor. Thomas P. Boje foreslår i rask rækkefølge, at flygtninge skal indkvarteres, hvor jobbene er, at de hurtigst muligt kommer i arbejde, at flygtningenes kvalifikationer straks afsløres, at der skabes kreative løsninger, at masser af flygtninge går i gang med en uddannelse, at de får en overenskomstmæssig løn, og endelig at de får en indkomst, de kan leve af.

Man får næsten tårer i øjnene af den lærde professors forslag. Ganske vist kunne man fortælle ham, at alle disse ting har været forsøgt igennem mere end 30 år uden nævneværdigt held. Resultatet står at læse i Danmark Statistiks årlige publikation, senest Indvandrere i Danmark 2015. Her kan man få viden om den samfundsøkonomiske katastrofe, som indvandring i form af asylsøgere, familiesammenførte og arbejdskraftindvandrere fra den tredje verden har været.

Tror den glade professor for alvor, at hans forslag til ”løsning” af et åbenlyst uløseligt problem kan løses ved friskfyrsagtigt at udsige banaliteter? Inden for et hvilket som helst andet politikområde var Thomas P. Boje blevet grundigt til grin. Når det kommer til udlændingepolitik, er enhver mulig barnagtighed mulig.

Det var så for anden gang på under to uger, at jeg kunne klæde en professor af til skindet. Det er sørgeligt, at det er så let. Thomas P. Bojes middelmådighed er aldrig blevet fuldt ud anerkendt.