Fortsæt til indhold
Kommentar

Robotterne gør deres indtog – også i hjørnekontoret

Automatisering af simple kontorrutiner er ved at blive udbredt. Alle job vil blive berørt af de fremadstormende robot- teknologier. Også chefernes.

Per Palmkvist Knudsen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Per Palmkvist Knudsen, it-direktør i JP/Politikens Hus.

»Vi må desværre meddele dig, at din personprofil ikke længere er rigtig i forhold til virksomhedens kommende udvikling«, siger robotten.

»Det har en gennemgang af samtlige mails, du har sendt i 20 år, alle dokumenter, du har skrevet i samme periode, samt det, vi har kunnet læse på din Facebook og LinkedIn profiler, vist. Vi har naturligvis gennemgået de samme oplysninger om alle vores andre medarbejdere«.

Usandsynligt fremtidsscenarie? Kun delvist, viser de første resultater fra en større undersøgelse fra McKinsey & Company. Alle job vil blive berørt af de fremadstormende robotteknologier. Også chefernes.

Automatisering af simple kontorrutiner er begyndt at blive udbredt. Tjenester som IPSofts Amelia begynder eksempelvis at overtage dele af call-center opgaverne i store virksomheder som T-Systems og O2. Til en brøkdel af prisen for selv outsourcede medarbejdere – og med hurtigere og mere ensartet kundeservice til følge.

Det fik Bank of England til at vurdere, at mindst 15 millioner britiske job vil forsvinde som følge af robotteknologierne, skrev The Guardian. Det er især mere rutineprægede job, der er i farezonen, mener pengeinstituttet.

Men de største effekter kommer ikke ved automatisering af rutineprocesser, viser de første konklusioner fra McKinsey & Company. Deres forskning viser, at i gennemsnit kan 45 pct. af alle aktiviteter, vi får løn for at udføre, automatiseres med de teknologier, som allerede findes i dag. Andre undersøgelser er tidligere kommet frem til lignende størrelsesordener.

Den mest overraskende del af McKinsey & Companys analyse er, at det også gælder for højtlønnede medarbejdere som læger, finansspecialister, advokater og selv topcheferne. Typisk til en omkostning, der er mellem en tredjedel og en tiendel af, hvad det koster at få mennesker til at udføre opgaverne.

Dermed vil de virksomheder, der hurtigst tager de nye muligheder til sig, få en enorm konkurrencefordel.

Vi står med andre ord over for en udvikling, hvor det bliver lige så naturligt – og nødvendigt – at anvende robotteknologier, som det er at anvende regneark og tekstbehandling. Hvem ville undvære det i dag?

Men modsat konkluderer McKinsey & Company også, at der er meget få jobs, der vil kunne automatiseres fuldstændigt inden for en overskuelig fremtid.

Der vil være en lang række opgaver, som mennesker udfører bedre. Eksempelvis opgaver, der kræver kreativitet, sociale relationer og fysisk mobilitet og smidighed, er Erik Brynjolfsson og Andrew McAfee fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) også nået frem til.

En af de it-virksomheder, der satser benhårdt på de nye muligheder, er det ellers skrantende IBM. Selskabet lancerede allerede i 2011 tjenesten Watson, som kan forstå naturligt sprog og overskue meget store mængder information, og på den baggrund foreslå mulige svar. I februar 2011 slog Watson de to Jeopardy-mestre Brad Butter og Ken Jennings.

Når nogen i IBM kalder en tjeneste Watson, mener de ikke Sherlock Holmes lidt enfoldige hjælper. De henviser til Thomas J. Watson, som i 1914 blev den første ansatte direktør i IBM. Og vedblev med at være det i mere end 40 år. Han blev efterfulgt af sin søn Thomas J. Watson Jr. Watson-navnet viser altså, hvor alvorligt IBM mener deres satsning.

Første branche, IBM kastede sig over med Watson, var sundhedssektoren. Her kan Watson eksempelvis gennemtravle enorme mængder videnskabelig litteratur – også de artikler, der lige er kommet – og sammenholde dette med den enkelte patients prøveresultater og andre tidligere patienters forløb. På den baggrund foreslår Watson diagnoser og behandlinger til lægen. Som dermed kan træffe en konklusion på et meget mere oplyst grundlag.

De sidste år har IBM langsomt arbejdet sig ind i andre brancher gennem partnerskaber med virksomheder, der har meget information. Eksempelvis indgik IBM i oktober et samarbejde med Thompson Reuters om at levere nye services baseret på forlagets data og IBM’s Watson teknologi.

IBM får helt sikkert ikke dette marked alene, og der er allerede en lang række konkurrenter. Men virksomheden har bevist, at det allerede nu er muligt at få helt nye løft i kvaliteten af selv højtuddannede specialisters arbejde. Lige som IBM brød isen for pc’ernes fremmarch. Om det redder IBM denne gang, det er en helt anden historie.

Men software-robotterne er kommet for at blive. Også på chef-gangen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.