David Trads' besynderlige nej

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Trads betegner sig som en overbevist europæer. Han har med begejstring stemt ja ved alle tidligere EU-folkeafstemninger. Maastricht, ØMU’en – ja, selv patentdomstolen havde han et begejstret forhold til.

Men denne gang vil han stemme nej. Hvorfor? Fordi ja-sigerne mangler begejstring og fordi asyl- og indvandringsområdet er fravalgt. Han forholder sig ikke med ét ord til hvad afstemningen faktisk handler om. Om han tør løbe risikoen for at vi får en dårlig aftale med Europol efterfølgende. Om de 22 tilvalgte retsakter som faktisk giver rettigheder, når man krydser grænserne.

I stedet en masse snak om hvad vi ikke skal stemme om og de elendige ja-politikere. (Nej-politikernes dommedagsprofetier forbigås i skånsom tavshed).

Ikke at der ikke er noget at kritisere. For det ved gud der er. For det er rigtigt, at Danmark ved et nej ikke bliver en isoleret ø, der ikke kan samarbejde med andre om at opklare kriminalitet. Selvfølgelig vil vi også efter et nej kunne samarbejde med Europol. Spørgsmålet er, hvor tæt dette samarbejde vil blive, og Trads mangler at forholde sig til hvorfor han vil risikere en dårligere løsning end et sikkert fuldt medlemskab.

Han har ret i, at asyl- og indvandringspolitikken burde have været tilvalgt. Men hans konklusion er så absurd, at man må have flere hoveder at tage sig til. Trads skriver følgende: ”Da jeg mener, at den aktuelle flygtningekrise netop illustrerer behovet for fælles politik på dette område, så vil jeg ikke stemme for, at Danmark holder sig udenfor”.

Med andre ord: Vi har større chance for at komme med i EU’s aylsamarbejde, hvis vi stemmer nej. Hvis der var føde på den fugl, kunne det jo godt give anledning til panderynker hos Messerschmidt og co. Men jeg kan forsikre, at de slår sig på lårene af grin. Både DF og Enhedslisten kender værdien af nyttige idioter.

Vist er det ærgerligt, at nogle ja-partier stikker hovedet i busken, når det gælder behovet for fælles europæiske løsninger på flygtninge krisen. Men dels er et tilvalg af Dublin-forordningen og Eurodac med i pakken. Dels er der en ramme for en fortsat diskussion af og politisk pres for en fælles flygtningepolitik. De muligheder forsvinder fuldstændigt ved et nej.

Og under alle omstændigheder er det, der faktisk er tilvalgt, så fornuftigt at det i sig selv kan begrunde et ja.

Men David Trads bryder sig tilsyneladende ikke om fornuften. Den er så kedelig. Han vil i stedet have lidenskabelighed, som han mener at kunne finde hos folk som Uffe Ellemann, Poul Nyrup, Ritt Bjerregaard og Per Stig Møller. Tænker han monstro på Uffes lidenskabelighed i 1992 eller Nyrups ved euro-afstemningen i 2000? Svært at vide.

Nej, i stedet for kedsommelige bestemmelser om rettigheder for voldsramte kvinder, bekæmpelse af konkurssryttere, regler for børn der kommer i klemme ved skilsmisser osv. skal vi have de store europæiske visioner på bordet. ”Hvor ekstotalitære regimer – først i Sydeuropa, siden i Østeuropa – har udviklet sig til solide demokratier. Hvor et stort fællesmarked har løftet vore økonomier. Hvor vi er fælles om de største opgaver”.

Jeg er helt enig, men David Trads mangler altså at forklare hvordan han vil realisere de visioner ved at stemme nej ved folkeafstemningen.

Nu er EU - om noget - et fornuftens projekt. Styrken ved samarbejdet ligger i dets gennemførte kedsommelighed. Der er ingen grund til at hugge hovedet af hinanden hvis man kan sidde i forhandlingslokalerne og slås om fiskekvoter, svinepriser, solvensnøgletal osv. Det er der ikke megen lidenskabelighed over, men ikke mindst i disse år, tror jeg at vi kommer til at sætte pris på den jordbundne fornuft frem for de lidenskabelige slagord. Og se en styrke netop i det.

Heri kan jeg forstå, at David Trads er uenig. Han stemmer nej fordi han vil have lidenskabelighed og fordi fornuften er kedelig.

Det synspunkt respekterer jeg naturligvis, men det er godt nok mærkeligt.