Putin er farlig for Europa
Putins bøllemetoder truer Europas sikkerhed, og derfor bør EU have en klar interesse i at holde fast i Ukraine. Det kræver politisk mod, og det er til gengæld en mangelvare.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
”Der er en ting Europa må forstå, og det er at Rusland er farlig. Ukraine kæmper for resten af Europas fred og sikkerhed” - sådan lyder det fra borgmesteren i Slavjansk i den krigshærgede Donbas region i det østlige Ukraine. Hans kontor ligner ethvert andet postsovjetisk offentligt kontor; et stort skrivebord, plastikblomster og et ukrainsk flag. Foran flaget tager vi et obligatorisk ”statsmandsbillede”, og vi joker med, at det næsten er som hos Obama. Slavjansk, og navnlig byens rådhus, kunne imidlertid dårligt være længere væk fra Det Hvide Hus. Slavjansk er ikke længere under de russisk støttede separatisters kontrol, men de mange check-points og militære køretøjer vidner om, at vi ikke er i en normal nedslidt industriby i Ukraine. Fronten mellem den frie verden og Putins Rusland går få kilometer herfra – det lyder måske unødigt koldkrigerisk, men det er den mest præcise beskrive af virkeligheden.
Søndag er der lokalvalg i Slavjansk – og i resten af det krigsplagede og fallerede land. ”Valget bliver frit, og det er så det eneste positive man kan sige om det” - forklarer en af de aktivister, der for knapt to år siden kæmpede for at sende den pro-russiske præsident Janukovich på porten. Hans tiltro til politikerne er næsten lige så ringe, som den kaffe vi har trukket i rådhusets kaffeautomat, tilmed er der også hundekoldt, for fyringssæsonen er ikke startet endnu, den slags bestemmes nemlig fra central hold. De kandidater der har en chance for at komme ind i den regionale forsamling i Slavjansk er alle tæt forbundne med mafiaen, eller rettere sagt: De er mafiaen. I et land hvor korruption er et grundvilkår på lige fod med tyngdekraften er det meget vanskeligt at gøre op med fortidens dårligdomme. Den allestedsnærværende korruption er kun overgået af myndighedernes inkompetence og passivitet. Byens protestantiske præst kan fortælle, at hans menighed har gjort mere for genopbygningen af de ødelagte beboelseskvarterer i området end myndighederne. Hele 600 huse har menigheden med hjælp fra kirkerne i Tyskland, USA og Frankrig genopbygget. Staten har ikke hjulpet med at genopbygge ét eneste hus på trods af at præsidenten har lovet både det ene og det andet.
Hvorfor egentlig ikke bare sende alt denne jammerlighed, korruption og uduelighed i armene på Putin? Det ville uden tvivl være det nemmeste, og givetvis også det man i regeringskontorene rundt om i EU's hovedstæder i det stille tænker. Så kunne man slutte fred med Putin, ophæve sanktionerne og glemme enhver plan om yderligere besværlig udvidelse af EU. EU er glad, Putin er glad og ukrainerne kan blive spist af med en skåltale og nogle håndøre i udviklingsbistand. Det ville i så fald være det ultimative knæfald overfor Putin, og det samme som at kaste vores egne værdier overbord. Ukraine er helt afgørende, fordi konflikten dybest set handler om, hvorvidt Ukraine er et selvstændigt land som må afgøre sin egen skæbne eller om landet fortsat er underlagt Moskva.
Giver vi efter overfor de russiske bøllemetoder, så er næste skridt de baltiske lande. Der skal ikke megen opfindsomhed til hos Kremls strateger for at skabe den samme type problemer som Ukraine i dag står overfor. Og i de baltiske hovedstæder spørger man derfor bekymret om "de er ligeså meget NATO-medlemmer som resten af NATO”. Svaret på det spørgsmål vil man nok helst ikke kende.
Hvis ikke Putins bøllemetoder skal sejre, så er vi nødt til at sende et meget klart signal om, at vi tager Ukraines ret til selv at vælge seriøst. Associeringsaftalen mellem EU og Ukraine er fortsat ikke endeligt ratificeret og meget kan fortsat gå galt. Derudover så er EU-toppens højlydte tøven overfor Ukraines ønske om EU-medlemskab nærmest et ekko af Putins tanker.
Med de massive udfordringer Ukraine står overfor, så er et fuldt medlemskab af EU ikke noget der ligger lige for, men et perspektiv om medlemskab af Unionen, når landet lever op til optagelseskravene ville betyde alverden. Så ville der være et klart incitament til at gå i gang med at lave reformer, og ikke blot overfladiske tiltag, som eksempelvis at skifte navnet på politistyrken fra det sovjetisk klingende ”milits” til mere vestlige ”politi”. Det vil måske tage 20 år før Ukraine er klar til medlemskab af EU, men det afgørende er heller ikke hvornår, men at døren ikke blot står på klem, men at den er åben.
Når alt kommer til alt, så er det jo Ukraine der skal gennemføre flere hyldemeter kompliceret EU-lovgivning, hvorimod det eneste EU skal gøre er politisk at beslutte at Ukraine er velkommen. Det har EU gjort i forhold til Tyrkiet, så hvorfor ikke gøre det over for et land der rent faktisk ligger i Europa?