Nu skal vi stemme om endnu en løgn

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Om lidt over en måned skal vi stemme om retsforbeholdet. Vi skal stemme om, hvorvidt Angela Merkel skal bestemme vores asylpolitik. Hvorvidt bureaukrater i Bruxelles skal bestemme over vores skilsmisselovgivning, strafniveauet for forbrydelser og en masse andet, som de burde holde deres småkorrupte snitter fra.

Næh nej, siger lystløgnerne på ja-siden. Du må forstå lille ven, at det skam kun er Europol, vi skal stemme om. Og vil du ikke være med til at bekæmpe menneskehandel og børneporno? Skal børn ikke have godt? Og har du måske noget at skjule!?

Men kære venner, hvis det virkelig var sandt, at vi ikke (længere) kan være med i Europol (hvad ingen tror på), hvorfor stemmer vi så ikke bare om det? I behøvede strengt taget ikke sætte asylpolitik og strafniveauer til afstemning, vel? I kunne bare lade være. Ikke?

Ja-partierne har valgt dobbeltløgnen som strategi. De lyver os lige op i ansigtet, når de hævder, at det er en afstemning om Europol. Og de lyver, når de fortæller den dumme provinsielle gå-dog-væk-I-er-i-vejen-befolkning, at afstemningen overhovedet er nødvendig.

Det skyldes, at løgnen er lige så almindelig som leverpostej, når det handler om EU. Det er modus vivendi i så henseende. Den daglige EU-trummerum. Standard operating procedure. Det er så frygteligt at stå uden for, er vi blevet belært. 10 grinagtige milliarder, ville det koste os ikke at være med i euroen. En økonomi skal helst være så stor som muligt og det er jo historisk evident, at store imperier er de mest stabile og velstående. Tilhængere har fortalt løgne i så mange år, at løgnen er blevet en fast bestanddel af EU-maskineriet.

Fra begyndelsen var intentionen med det europæiske fællesskab et stadigt tættere samarbejde. I en ahistorisk neurose ville Jean Monnet og hans ligesindede opløse de europæiske nationalstater i en føderation, og det er i årtier blevet benægtet af danske eurofile politikere. Intet fælles dit. Intet fælles dat. Poul Nyrups abolutte grænse gik engang ved velfærdspolitikken. Den grænse er overskredet for længst, men ja-siden er ligeglad. Socialdemokraterne er i parlamentet ledet af Martin Schulz, der offentligt har betegnet sig selv som føderalist. Venstre er medlem af en gruppe, hvis uhyggelige leder Guy Verhofstadt har skrevet en hyldestbog til Europas Forenede Stater.

Alligevel foregøgler både Socialdemokraterne og Venstre, at de skam er mægtig kritiske over for EU. Og måske har det lidt taget overhånd, hvor meget EU bestemmer? Men lad dem nu lige få en bid mere nede i Bruxelles. Og en tilvalgsordning. Det er jo kun hvis ”vi” (læs: altså ikke befolkningen) selv vil, at de får mere magt dernede. Det er faktisk ikke noget, ”vi” har tænkt os at gøre brug af. Det sker ikke – der kommer ikke mere EU, for det siger ja-fetichisterne selv. Og så er det sandt og ærligt, det ved vi. Morten Østergaard får for eksempel under ingen omstændigheder sin vilje i en rød regering. Det sker ikke. Og når det etiske fyrtårn Trolex Poulsen sætter sig på formandsposten, er han fuldommen bastet og bundet af Lars Løkkes højtidelige løfte. Det gælder til evig tid! Og, hvad vigtigere er: det er rigeligt bolværk mod Merkels imperiale asylplaner. Heldigvis. Hvis ikke vi kunne stole på ja-sidens løfter, ville perspektiverne for vores medlemskab af EU jo være ganske skræmmende.

Så hvis du er til løgn, følelsespornografisk manipulation (børnene! De sexhandlede! Kattekillingerne!) og et forpligtende venskab med nationsdestruktøren Merkel, så er et ja lige noget for dig.

Kan du til gengæld godt lide dit land, fred og fordragelighed – og har du en tanke for de næste generationers frihed også – så er der intet alternativ til et nej.

Det vil også have den rare konsekvens, at de eurofile får et tiltrængt praj om, at løgnene ikke virker. Helt imbecile er vi trods alt ikke, vel.