Overlad ikke religionskritikken til islamofoberne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ugens forslag om kvindelige imamer blev ikke ligefrem taget godt imod i alle dele af det muslimske miljø. ”Lad disse kvinder frygte Allah og lad nu være med at spille kloge,” var en af de herlige kommentarer fra stærkt troende muslimer, der ikke mente, at det var kvindens plads at undervise mænd i islam.

Sådan et kvindesyn hører selvsagt ikke til i et moderne samfund som Danmark. I det hele taget er der mange religiøse aspekter i rigtige mange religioner, der står i direkte modstrid til de værdier, der hersker i moderne demokratier. Det har vi alle sammen en pligt til at sige fra over for. Men hvorfor er det så, at vi har overladt religionskritikken til islamofoberne?

Det er ikke fordi, religionskritikken kun skal rettes mod islam. Tværtimod. Et nedladende syn på kvinder er et problem inden for de fleste andre trosretninger også. Forleden besøgte DR de ortodokse jøders kvarter i Jerusalem. Her hånede man ideen om kvinder udenfor køkkenet – for ”hvem skulle lave mad til manden?” Og ifølge de ortodokse jøder i kvarteret ville det være direkte skammeligt for USA at have en kvindelig præsident. Katolikkerne er ikke meget bedre. De har det også svært med kvindesynet: Her har paven fuldstændig udelukket, at en kvinde kan blive præst.

En anden gruppe, der har det svært med kvindesynet, er de selvsamme islamofober, som kritiserer islam for deres kvindesyn. Tager man eksempelvis forbi en af deres yndlingslegepladser, 180grader, hvor links fra Den Korte Avis om onde muslimer flittigt byttes og deles som var det bilkort, er sitet fyldt med kommentarer om at kvinder er pengegriske, ikke gider at yde til samfundet og i øvrigt ikke burde have stemmeret. Der er i det hele taget et påfaldende sammentræf mellem de, der erklærer kampen for ligestilling i Danmark ligegyldig – og så samtidig gør sig til talsmand for de undertrykte muslimske kvinder.

Så hvorfor i alverden har vi ladet sådanne mennesker være bannerførere for religionskritikken? Religionskritikken ligger jo dybt ind i den danske selvforståelse, og det gælder også hos venstrefløjen, hvor man på ingen måde behøver at bevæge sig ud til Marx’ ”opium er for masserne” for at finde religionskritikere. Louis Pio, en af de store socialdemokratiske skikkelser, foreslog ved partiets stiftelse eksempelvis en adskillelse af kirke og stat og en komplet (ateistisk) reform af teologistudiet.

Men vores religionskritik er i for høj grad gået tabt – ikke bare på venstrefløjen, men generelt i det politiske landskab – hvis vi altså lige sorterer islamkritikerne fra. Højst sandsynligt fordi vi er bange for at støde nogen. Tager vi muslimerne, føler mange sig i forvejen marginaliseret i samfundet – så hvad godt gør det, hvis vi så samtidig skamkritiserer deres religion, tænker mange nok.

Problemet i at træde så langt væk fra den religionskritiske debat er, at vi lader kritikken være op til typer som Marie Krarup, der mener at islam er lig med vold eller Mogens Camre, der siger at unge muslimer muslimer er værre end nazisterne.

Og islam skal kritiseres. Ligesom alle mulige andre religioner. Ikke fordi islam er lig med vold, eller at muslimer er som nazister. Det er fordi islam, som den praktiseres af nogle, ikke er foreneligt med moderne værdier. Der er også et problem ved jødedommen, ved katolicismen og alle andre religioner, der af nogen praktiseres med et så dogmatisk forhold til omverden, at deres tro ikke kan forenes med den moderne verden. Hvis din tro ikke giver plads til kvindelige præster – ja, så er der et problem med din religion.

Men det gælder ikke alle troende. Der er heldigvis langt flest progressive muslimer, jøder og katolikker, der nok kan være meget troende, men har et forhold til religionen, der passer ind i nutidens samfund. Og det er dem – reformisterne – som vi gør en bjørnetjeneste ved at overlade den generelle religionskritik til islamofoberne. For de mangler en konstruktiv støtte fra resten af samfundet, der uden at forsøge at generalisere eller med skjulte dagsordener, kan hjælpe med at sætte fokus på problemerne. Og i øvrigt kritiserer alle religioner – og ikke bare en.

Derfor skal vi holde os kritiske ved alle bevægelser, kulturer og religioner, som går i modstrid med de værdier, vi har kæmpet for herhjemme i århundreder. Og vi skal vise, at det er muligt at være kritiske på en måde, hvor vi kan reformere i stedet for at marginalisere. Det er et samfundsansvar – og ikke noget vi skal overlade til islamofoberne.