Kristian Jensen med klap for øjet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg for et halvt år siden var så heldig at møde Lars Løkke Rasmussen, forærede jeg ham min Søren Krarup-bog til inspiration og sagde, at Venstre forekom mig at være splittet i udlændingespørgsmålet. Og sådan er det stadig: Det gode, der bliver sagt og gjort, skyldes ukuelige enkeltpersoner. Partiet derimod med alle dets anonyme folketingsmedlemmer virker tøvende, ambivalent, i tvivl om mål og midler. Jeg nævnte ikke næstformand Kristian Jensen ved navn, men efter den seneste uges åbenhjertige afsløringer kan ingen være i tvivl om, at Venstre er delt i to.

Kristian Jensens Venstre er et mere venstreorienteret Venstre end det hidtidige Venstre. Denne beskrivelse er der nok nogle, der vil le ad al den stund, at Jensen vistnok går ind for frihandel og muligvis også vil trimme velfærdsstaten, men Kristian Jensens Venstre hviler på en transnational ideologi og sikker forvisning om, at Danmark har brug for muslimske immigranter, selv om folket siger nej efter mere end 30 års sociale eksperimenter. Vi skal huske, at Jensens bedreviden begyndte tidligt. Efter en kort karriere som bankassistent gik han ind i politik og var omkring de 30, da han udgav et ideologisk manifest med titlen ”Hurra for globaliseringen”. Selv om der er gået mere end 25 år siden 1989, er den modne Jensen stadig et barn af Murens fald. Den fjendeløse globalisering er Jensens horisont, så hvorfor bekymre sig om andet end betalingsbalancen?

I en af ugens mest citerede mails, afsendt fra skisportsstedet Val Thorens i Frankrig i »fantastisk vejr og skiføre« beretter gruppeformanden over for de øvrige venstrefolk, at et besøg i januar hos nogle virksomheder har overbevist ham om, at Danmark har brug for mere indvandring. Og i en kronik i Søndagsavisen tilføjede han, at danskerne bør sige tak til indvandrerne for det bidrag, de yder til den danske stat.

Kronikken fik mig til spontant at tænke på KFUM, gerningsretfærdighed og anden herlighedsteologi, men så kom jeg i tanke om Kristian Jensens Ramadan-tale fra 2012, hvor han fik sagt, at Danmark ikke er danskernes land, men alles land. Danmark er blot en mosaik af stemmer og forskelle. Derfra hans verden går.

Apropos forskelle: Forleden kom det frem, at kun en fjerdedel af de mere end 7.000 flygtninge, der rejste til Danmark i begyndelsen af 00’erne, er i beskæftigelse 10 år senere. »Skræmmende«, mente regeringen. Gad vide, hvad Kristian Jensen mener? Et konservativt estimat vil være, at hans slogan om et Danmark for dem, der vil og kan, bare er sniksnak. Hvad værre er: udtryk for en kulturblindhed, der måske går an ved kassen i en bank, men er urimelig hos en person, der kandiderer til at lede landets største parti.

Kristian Jensen er ukvalificeret liberal. Han taler om forskelle, men forstår dem ikke i praksis. Han skriver om velstand, men tror, at den kommer ud af det blå, hvis bare vi lader individer være individer og ignorerer, at velstand vokser ud af kulturelle værdier, som allerede de første sociologer var pinligt bevidste om. Kristian Jensen er fra landet, men er endt i storbyrelativisme og popmusik. Hvem er denne mand egentlig? Han giver den som globetrotter, men er i sin manglende forståelse for nationalstatens forudsætninger lige så provinsiel som den nye venstrefløj for hvem multikulturalisme og sprogpoliti er svaret på alle deres bønner.

Man kan kun opfordre Kristian Jensen til at rejse lidt ud i Europa, før han skal ind og køre Venstre i sænk. Tag til Birmingham, Marseilles, Rotterdam, Köln, Rouen, Liège, Montpellier, Torino, Malaga, Paris, Hamborg, London – og ikke kun de pæne kvarterer. Der er masser at se, mere at forstå, og du vil med garanti lære nyt hver dag om den virkelige »mangfoldighed«. Vi kan gå ud sammen i Bruxelles’ luderkvarter og høre unge muslimske mænd råbe skældsord efter de prostituerede, før de overmandes af urkræfterne og betaler, hvad det koster. Det er frihandel, min ven, men det er også en eksemplarisk opvisning i dobbeltmoral og muslimsk overmenneskemani.

Som den bosnisk fødte dansker Mersiha Cokovic hentydede til i ugens løb, betyder ”integration” på dansk, at det danske samfund skal tage hensyn til dem, der kommer udefra, som var de ædle vilde. Og som en kommentator tilføjede, så skal Cokovic nok prise sig lykkelig for, at hun ikke hedder noget med Støjberg, for ellers ville hun få Birthe Rønn Hornbech på nakken. Så vidt er det kommet: Etniske danskere må ikke sige det, for så er det ”racisme”, men indvandrere må godt, om end det er ubekvemt – og samtidig kan være risikabelt i forhold til deres slægtninge og trosfæller.

Kristian Jensen må naturligvis gøre, som han finder bedst. Men bedst ville det være, om han trådte ud af sin teenagetilstand af imponerende uvidenhed om den verden, han gerne vil skabe i sit eget billede.