Fortsæt til indhold
Kommentar

Kun en tåbe stoler på Putin

Egentlig er der ikke grund til den store opstandelse fra russisk side, for dybest set ønsker NATO ikke at optage Ukraine. Og perspektivet om EU-medlemskab er desværre mere et fast tilbagevendende indslag i Putins natlige mareridt, end det er en reel politisk mulighed.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I al væsentlighed betyder fredsaftalen omkring konflikten i det østlige Ukraine, at den tidligere aftale fra september sidste år skal overholdes. Det blev den som bekendt ikke. Tværtimod så har konflikten udviklet sig fra i starten blot at være en dårlig kombination af vodka og skydevåben til at være en regulær russisk invasion. Med selv et minimalt kendskab til Putin, så er det vanskeligt at se hvorfor Rusland pludselig skulle begynde at overholde aftalen, og eksempelvis trække de 50 kampvogne tilbage, som ifølge Reuters rullede ind over grænsen midt under forhandlingerne. Blot for at tage et enkelt eksempel på, at Kreml blæser på alle indgåede aftaler.

Det helt store hul i fredsplanen er, at regeringen i Kiev først får kontrol med sine egne grænser til Rusland om 10 måneder. Det betyder i praksis at våbenstrømmen kan fortsætte, og dermed kan separatisterne med russisk hjælp gøre sig så stærke, at de kan opnå en de-facto uafhængighed, sådan som det er sket andre steder med russisk mellemkomst, f.eks. Transnistria i Moldova.

Det er hamrende naivt at forestille sig, at Putin har tænkt sig at overholde den nye aftale. Erfaringerne fra fredsaftalen i forbindelse med den russiske invasion af Georgien i 2008 taler desværre sig eget tydelige sprog. Her har Rusland stille og roligt de-facto inkorporeret de to udbryderregioner Sydossetien og Abkhasien i den russiske føderation. Samtidig er Vestens interesse for Georgien forlængst forduftet.

Det er værd at huske på, at konflikten dybest set bunder i at Rusland ikke vil acceptere, at Ukraine har ret til selv at bestemme om landet på sigt skal arbejde på at blive medlem af EU og NATO - eller om det skal forblive Kremls undersåt. Det giver ikke mening, at tale om at Ukraine er et selvstændigt og suverænt land, hvis ikke landets demokratisk valgte ledere selv må bestemme hvilken retning landet skal gå. Beklageligvis er der egentlig ikke grund til den store opstandelse fra russisk side, for dybest set ønsker hverken EU eller NATO at optage Ukraine som medlem. Sagen er jo, at Ukraine sammen med Georgien blev hældt ned af brættet i forbindelse med NATO-topmødet i Bukarest i 2006, og perspektivet om EU-medlemskab er desværre mere et fast tilbagevendende indslag i Putins natlige mareridt, end det er en reel politisk mulighed.