Ny skandale truer DR

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det ligner en tanke, men er nok bare et sammentræf, at historielektor Michael Böss’ debatbog Det demente samfund udkommer op til premieren på Danmarks Radios millionsatsning 1864, instrueret af Ole Bornedal.

Da jeg kun har set traileren, kan jeg selvsagt ikke vurdere serien. Flot ser det ud, smukke mennesker, knald på farverne. Men når man hører dramachef Piv Bernths udtalelser i forbindelse med den kritik, der allerede har rejst sig, får man sine bange anelser fra marts 2013, bekræftet. Da blev tv-seriens synops offentliggjort, og vi var nogle, der tillod os at advare mod et kulturradikalt skråplan. I april i år anførte jeg spagt, at Ole Bornedal stadig kunne nå at revidere sit script og tage højde for bare en smule forskning.

Men hvis Piv Bernths udtalelser viser sig at dække over, at tv-serien er præcis lige så fiktiv, som min forforståelse bragte mig til at tro, så ligger ansvaret ikke hos Ole Bornedal. Det ligger hos DR.

Ole Bornedal er en dygtig filmskaber. Han er billedmageren, fortælleren, ham med følelser. I USA ville han være en hovedrigt medlem af Hollywood, i Danmark må han nøjes med Nordkysten. Filminstruktøren er hyret til at lave en tv-serie, som kan få folk til at zappe ind på DR, og han er naturligvis i sin gode ret til at dyrke sin kunstneriske frihed, præcis så langt som DR tillader det med skyldig reference til public service, dvs. i offentlighedens tjeneste.

Offentligheden er du og jeg og min nabo, og det er DR, der står med en skandale til 100 mio. kr., hvis det viser sig, at ingen i det hus kan kende forskel på fiktion og fakta – og tilmed praler med, at de er ligeglade.

Lyt bare til dramachefen:

”Man kan regne hundrede procent med det, der bliver sagt i serien, fordi det er inden for den dramatiske kontekst. Men det er jo ikke noget fakta-program. Det er jo ikke historieafdelingen, der har lavet det. Det er fiktionsafdelingen, der har lavet det sammen med MiSO-film.”

Med andre ord: anything goes.

Det er her, historiker Michael Böss kommer ind i billedet. Når historien skal formidles, og det skal den jo, må man bestræbe sig på at foretage en forenkling. Det er både nødvendigt og legitimt. En forsimpling er noget andet. Forfalskning noget tredje. Hvor på skalaen, 1864 ligger, må vi se med egne øjne.

Når DR producerer noget, som vil blive filmen om 1864 de næste mange år, og som vil blive brugt i undervisningen, på skoler og gymnasier, ikke mindst fordi den simpelthen hedder 1864, er DR forpligtet til en krævende form for kollektive erindring. Det er en privat produktion ikke. Den kan søge mod ekstremer, digte, opdigte, dyrke, vride.

Den kollektive erindring, som knytter sig til public service-begrebet, må ikke digte imod kendsgerningerne, den må ikke lade som om, at alt er lige godt eller plausibelt. Den må netop ikke gøre, hvad kulturradikalismens fader Poul Henningsen prædikede: Den må ikke tænke moderne om historien. For så bliver nutiden og fremtiden vigtigere end fortiden, og så fordrejes erindringen til et miskmask af andre hensyn end historie på historiens egne præmisser.

Ole Bornedal har i JP forsøgt at reducere striden til en duel mellem en stor kunstner, ham selv, og små historikere som f.eks. Rasmus Glenthøj, tilfældigvis en af landets førende folk på feltet.

Det er snedigt, men forfejlet.

Striden står ikke mellem to professioner, men mellem DR og befolkningen. Befolkningen kan ikke være tjent med, at dets primære offentlige medie (1) ikke kender sit opdrag, (2) rutter med offentlige midler, i dette tilfælde 100 mio. kr.

Med til opdraggiverens opgave hører at sætte klare historiske præmisser og grænser for en så dyr produktion som denne, dvs. i praksis hyre en eller flere konsulenter, der er stærke nok til at forsvare befolkningen mod historieforsimpling eller forfalskning. Det har Tom Buk-Swienty tilsyneladende ikke været. I stedet er han blevet tv-seriens alibi. Gad vide, hvor glad han er for det, når vi kommer til sidste afsnit?

Flere spørgsmål hober sig op.

Véd Danmarks Radios kreative ledelse ikke, at der findes flere konkurrerende fortolkninger af de slesvigske krige?

Var målet at cementere den radikale?

Eller blev de beærede over, at Ole Bornedal gerne ville lave deres film?

Lider DR af demens? Er DR kulturradikalt? Eller er DR bare ledet af en flok æstetiske snobber?

Lad os nu se.