International: Gaddafis sande ven i Vesten
Der står de hånd i hånd. Muammar Gaddafi i traditionel libysk klædedragt, Silvio Berlusconi i italiensk habit. Berlusconi smiler sammenbidt, mens han ser beundrende på sin libyske ven. Gaddafi har det helt store smil fremme.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Billedet af de to regeringsledere, som ligger på det italienske statsministeriums hjemmeside, stammer fra Berlusconis officielle rejse til Libyen i august 2008. Berlusconi og Gaddafi underskrev ved den lejlighed en venskabspagt mellem Italien og Libyen, og der blev ikke sparet på superlativerne i den tale, som Berlusconi holdt for sin ven:
»Nu lægger vi fortiden bag os... vi ser ind i fremtiden og vil samarbejde på alle områder, også internationalt, hvor vi står side om side for at forsvare verdensfreden«, sagde Berlusconi blandt mange andre ord, som hyldede Libyens leder som et eksempel, som andre afrikanske lande kunne se op til, og som en leder det libyske folk kunne være stolt af.
Under besøget havde Berlusconi det store checkhæfte fremme. En venskabspagt, hvor Libyen skulle sørge for at standse strømmen af småbåde, som satte over Middelhavet, var ikke gratis: Italien forpligtede sig til over de næste 20 år at betale fem mia. dollar, som blandt andet skulle bruges til at genopbygge Libyens infrastruktur. Berlusconi kunne omvendt glæde sig over de mange libyske oliemilliarder, som landede i Italien. De libyske investeringer spænder fra bankvirksomhed over elselskaber til fodboldklubben Juventus, hvor Libyan Arab Foreign Investment Company ifølge en opgørelse fra august 2010 sidder på 7,5 pct. af aktierne. Gaddafis søn Al-Saadi var medlem af bestyrelsen, men han er måske nok så meget kendt for sin hektiske fodboldkarriere i Udinese og Perugia, hvor han indlogerede sig med 42 medarbejdere, en rottweiler og en gul Lamborghini i garagen.
Selv om Berlusconis forhold til Gaddafi siges at være særlig tæt (ifølge italienske medier er det Gaddafi, som har lært Berlusconi at lege sexlegen bunga-bunga), så er han ikke den eneste vestlige leder, som var ivrig efter at handle med Gaddafi, efter at Libyen røg af USA's terrorliste i 2006. Da Gaddafi i 2007 slog beduinteltet op i Paris, blev der angiveligt handlet i omegnen af 75 mia. kroner, og efter at Skotland i 2009 løslod Lockerbie-bombemanden Abdel Basset al-Megrahi er det afsløret, at der med i handelen var en britisk aftale om libyske olieinvesteringer, og at britiske elitesoldater skulle træne libyske specialstyrker.
Libyen har siddet for bordenden under møder i FN's menneskerettighedsråd, og det selv om Libyen ifølge den seneste rapport fra vagthunden Freedom House klassificeres som et af de ni lande, som ligger i den absolutte bund af ikke-frie lande, som scorer lavt på både civile og politiske rettigheder.
Tidligere var det traditionelt olie, som var det mellemøstlige pressionsmiddel mod Europa. Der kunne skrues op og ned for hanerne alt efter, hvor venligt stemt man var. Det fik Anker Jørgensen ret kontant at føle, da han i 1973 i sin Middelfart-tale tog Israel i forsvar. Danmark røg på den sorte liste, hanerne blev lukket, og olien forsvandt. Men tilfældet Gaddafi illustrerer med tydelighed, hvori Mellemøstens nye pressionsmiddel består: Der kan skrues op og ned for strømmen af mennesker, som søger mod Europa. Gaddafis trussel er ret entydig: Kalder I mig ikke længere ven og forbillede, så står sluserne åbne.
En opgørelse, som for nylig blev bragt i det italienske dagblad La Repubblica, viser, hvad det betyder. Efter at Berlusconi og Libyen havde indgået venskabspagten, faldt flygtningestrømmen med 88 pct. På Lampedusa, som er første havn for de håbefulde, som sætter over Middelhavet, var faldet på 98 pct.