Københavnerne bliver kvalt i moralisme
At forbyde fossile reklamer i København er i bedste fald virkningsløs bedrevidenhed, i værste fald fører det til dyrere offentlig transport.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det venstreorienterede flertal i Københavns Borgerrepræsentation, som sjældent forsømmer en lejlighed til at forsøge at gøre livet mere besværligt for kommunens borgere, har besluttet, at det nu skal være slut med såkaldt “fossile reklamer” i kommunen.
Der er ikke tale om reklamer for dinosaurer eller andre fossiler, men om reklamer for eksempelvis flyrejser eller benzin- og hybridbiler på reklamestandere på kommunal grund, busskure og på metrostationer. Så snart er det slut med at lade sig friste af gode tilbud fra Emirates i metroen.
Det er bedrevidende moralisme at forsøge at forhindre reklamer for fuldt lovlige produkter, men det vil efter al sandsynlighed ikke have andre effekter end at give kommunalpolitikerne en god følelse i maven og give dem mulighed for at fortælle deres vælgere, at de virkelig gør noget ved CO2-udledningen i København.
Alt imens de samme vælgere med god samvittighed kan tage en fossil-reklamefri metro ud til lufthavnen og være med til at sætte endnu en rekord i flyafgange fra København.
Reklamerne for, hvor de billige og bedste afgange kan findes, skal de nok få alligevel, for hverken flyselskaber eller bilproducenter kommer naturligvis til at sidde med hænderne i skødet og opgive den konkurrence på deres marked, som reklamerne er et vigtigt redskab i.
Det er kun en meget lille del af reklamemarkedet, som kommunen har kontrol over. Så bannerreklamer på nettet, tv-reklamer og masser af andre reklamemuligheder skal nok stå klar til at opfylde behovet for de reklamer – og tilhørende indtægter – som politikerne i København nu siger nej til.
Reklameindtægter er en del af finansieringen af den offentlige transport, og det er meget sandsynligt, at de firmaer, der står for reklamerne, vil vurdere, at værdien bliver mindre, hvis der bliver for mange restriktioner på, hvad der må reklameres for. Så får vi dyrere busser og tog. Men hvad betyder det, når man bare kan sende et virkningsløst signal om, at man kæmper klimaets sag?