Vi opruster for at beskytte Danmark. Men hvem passer på vores historie?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I mandags blev medarbejderne i flere svenske supermarkeder mødt af et usædvanligt syn.

Temperaturen i køle- og frysediske var steget voldsomt, i nogle tilfælde til op mod 50 grader, efter at nogen tilsyneladende havde skaffet sig adgang til de digitale systemer, der styrer anlæggene. Tilsvarende hændelser blev rapporteret fra andre europæiske lande, og store mængder fødevarer måtte kasseres.

Hvem der står bag, ved vi endnu ikke. Men hændelsen er en påmindelse om, hvor sårbart vores samfund er blevet, og hvor vanskeligt det kan være at forestille sig, hvad der kan blive mål for et angreb.

For hvem havde egentlig forestillet sig, at nogen ville finde på at angribe kølediskene i et svensk supermarked? Og hvis det kan lade sig gøre, hvorfor skulle vores kulturinstitutioner og de samlinger, de opbevarer, så være mindre udsatte?

Spørgsmålet er aktuelt, fordi Danske Museer netop har bedt staten om at bidrage til et styrket nationalt museumsberedskab. Det er et initiativ, som fortjener opbakning, men som også bør give anledning til at se bredere på, hvordan vi beskytter den kulturarv, der fortæller, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

For det er langtfra kun museerne, der passer på vores fælles historie. Det gør også Rigsarkivet og de mange lokalhistoriske arkiver, Det Kgl. Bibliotek og de institutioner, der opbevarer vores historiske fotografier, film, lydoptagelser og andre vidnesbyrd om tidligere generationers liv.

Hertil kommer kirkerne, de fredede bygninger og den stadig større del af vores kulturarv, som alene eksisterer digitalt. Noget kan erstattes eller rekonstrueres, hvis det bliver ødelagt, men meget kan ikke, og vi ved fra blandt andet Ukraine, hvor omfattende tabene kan blive, når krig og ødelæggelser rammer et lands kulturinstitutioner og historiske bygninger.

Vi ved også fra historien, at ødelæggelsen af kulturarv ikke altid er en tilfældig følge af krig. Når nye magthavere ønsker at gøre op med det samfund, der eksisterede før dem, kan det være lige så vigtigt at kontrollere historien og fjerne dens symboler som at kontrollere territoriet.

Det er en af grundene til, at beskyttelsen af kulturarven bør være en del af vores nationale beredskab og ikke alene en opgave for de institutioner, der til daglig forvalter den.

Flere stemmer fra kulturlivet har allerede rejst spørgsmålet. Dansk Kulturliv og Dansk Industri har fremlagt et fælles udspil, Danske Museer har henvendt sig til Folketinget, og andre har argumenteret for, at kulturarven skal tænkes ind i den samlede danske beredskabsplanlægning.

Det er initiativer, jeg gerne vil tilslutte mig, men jeg mener også, at vi efterhånden er nået dertil, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt at diskutere, om der er et behov. Vi skal have besluttet, hvordan opgaven skal løses, hvem der skal have ansvaret, og hvordan den skal finansieres.

Heldigvis behøver vi ikke begynde forfra, for der findes allerede erfaringer, som vi kan bygge videre på. I begyndelsen af 00’erne var jeg i den daværende Kulturarvsstyrelse med til sammen med museerne at gennemgå samlingerne og identificere de genstande, der havde enestående national betydning, de såkaldte ENB-genstande.

Arbejdet handlede først og fremmest om bevaring og konservering, men byggede på en erkendelse, som også er relevant i en beredskabssituation: Vi er nødt til at vide, hvad vi har, og hvad der er særlig vigtigt at bevare, hvis vi skal kunne prioritere vores indsats.

Det er naturligvis ikke sådan, at kun genstande af enestående national betydning skal beskyttes. Et arkivs værdi kan ligge i den samlede dokumentation af et samfund, ligesom betydningen af en historisk bygning eller et kulturmiljø ikke nødvendigvis kan gøres op i enkelte genstande.

Men ENB-arbejdet viser, at vi allerede har erfaringer med at foretage nogle af de faglige prioriteringer, som et nationalt beredskab også vil kræve, og dem bør vi tage med os.

Vi har desuden fået en ganske alvorlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at være forberedt. Da Børsen brændte i april 2024, så vi billederne af mennesker, der bar malerier og andre værdifulde genstande ud af den brændende bygning.

Heldigvis var redningsarbejdet ikke alene afhængigt af menneskers spontane handlekraft, for der fandtes en værdiredningsplan, som var med til at sikre, at man vidste, hvilke genstande der skulle reddes først. Det gjorde en forskel, og siden er vejledningerne om værdiredningsplaner blevet opdateret.

Erfaringerne fra Børsen og det tidligere arbejde med ENB viser, at vi ikke står uden hverken viden eller redskaber.

Men der er et stykke vej fra, at den enkelte institution har identificeret sine vigtigste værdier og udarbejdet en plan for at redde dem, til at vi har et beredskab, der også fungerer, hvis flere institutioner bliver ramt samtidig, eller hvis der opstår en krise, som kræver en større, koordineret indsats.

Det er her, staten må tage et større ansvar, og jeg vil opfordre Kulturministeriet til sammen med Beredskabsministeriet at tage initiativ til et nationalt kulturarvsberedskab, der bygger videre på det arbejde, som allerede er gjort.

Kulturministeriet og kulturinstitutionerne har den nødvendige viden om samlingerne og deres betydning, mens Beredskabsministeriet og beredskabsmyndighederne har kompetencerne til at arbejde professionelt med risikovurderinger, krisestyring og planlægning af indsatser, hvor mange forskellige aktører skal kunne samarbejde under vanskelige forhold.

Det bør ikke ende med endnu en strategi, som institutionerne efterfølgende selv må finde ud af at gennemføre. Der er behov for en samlet vurdering af kulturarvens sårbarheder, en klar ansvarsfordeling mellem myndigheder og institutioner og konkrete planer for, hvordan vi beskytter, sikrer og om nødvendigt evakuerer de kulturværdier, der er i fare.

Det gælder både de fysiske samlinger og de digitale arkiver, hvor beskyttelsen stiller andre krav, men hvor konsekvenserne af et alvorligt angreb kan være lige så uoprettelige.

Og så må der følge en flerårig statslig finansiering med, så de nødvendige sikringsforanstaltninger, uddannelser og øvelser faktisk kan gennemføres. Mange kulturinstitutioner har i forvejen vanskeligt ved at få økonomien til at hænge sammen, og det vil være urimeligt at forvente, at de hver især skal finansiere en opgave, som vi som samfund har en fælles interesse i at få løst.

Vi har i de senere år brugt betydelige ressourcer på at styrke Danmarks sikkerhed og med god grund. Men når vi diskuterer, hvordan vi bedst beskytter vores samfund, bør vi også interessere os for, hvad det er for et Danmark, vi ønsker at bevare.

Det handler naturligvis om menneskeliv, demokratiske institutioner og de funktioner, der får hverdagen til at fungere, men også om den historie og de kulturelle værdier, som har været med til at forme os, og som kommende generationer skal have mulighed for at kende.

Vi ved ikke, hvor eller hvordan den næste alvorlige krise vil ramme, og det er heller ikke muligt at beskytte alt mod enhver tænkelig trussel.

Men vi ved, at vores kulturarv er sårbar, og vi har allerede en betydelig viden om, hvordan vi kan mindske risikoen for at miste den. Derfor bør vi heller ikke vente på den næste brand, oversvømmelse eller det næste cyberangreb, før vi får samlet den viden og gjort den til en del af Danmarks nationale beredskab.