Hvis alt er lige gyldigt, bliver det ligegyldigt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der gik brand i de sociale medier efter ”Debatten” på DR2 torsdag i sidste uge. I Berlingske måtte man tilmed forstå, at »en fucking kulturminister« havde trådt iværksætter Martin Thorborg og chefredaktør på Y Michael Dyrby grundigt over tæerne ved at vise sig som en minister, der tillader sig at komme med dybfølte holdninger og autenticitet og i det mindste forsøger at udgøre et bolværk mod verdens største kunsttyveri, som skaberne af ai har gjort sig skyldige i på såvel kulturområdet som inden for journalistikken.

Mens andre raser over ministeren, bobler jeg stadig af begejstring.

Tænk, at kulturen har fået en minister, der brænder så stærkt. Det er jo den samme ild, som vores kulturpersonligheder og deres værker er skabt af. Fra Brandes over Aakjær til Strunge, Vinterberg, Bifrost, Blachman og Isam B.

Filosoffen Pascal Bruckner skriver gennem sin fortæller Franz i romanen ”Bitter Måne”: »At korpulere er passende for dyr. Det er perversiteterne, som gør os til mennesker.«

Som parallel kunne man sige, at det er følelserne, raseriet og alt derimellem på godt og ondt, som adskiller mennesket fra ai.

Hvorfor må en kulturminister ikke være menneske? Skal hun lyde som et udtræk af sine embedsmænd i Kulturministeriet? Nej, for pokker, den slags ministre har vi haft så rigeligt af!

Jeg er uenig med Zenia Stampe i mange ting. Heldigvis for det. Uenighed gør dum, som man siger. Jeg er f.eks. glad for, at hun ikke er minister for landbruget, omend det nok er den kamp, hun alligevel har vundet størst.

Som formand for en landsdækkende idrætsorganisation (Danske Fodbolddommere, DFU), der repræsenterer stærke værdier og kæmper for integritet i sporten, er jeg til gengæld topbegejstret. Det samme er mit gamle musiske og litterære hjerte. Det er hårdt at kæmpe imod kunsttyverier på nettet.

Jeg har selv prøvet det som Europa-parlamentariker. Det var dengang, at visse internationale grupper støttet af techgiganterne (C4C) mente, at det var bedre, at Jens Rohde døde, end at internettet gjorde det. Så stod min mailadresse og mit telefonnummer ellers på hjemmesiden som link.

Jeg ved, hvad der risikerer at ramme Zenia Stampe i hendes kamp for ophavsretten.

Ministeren beskyldes for arrogance i tv-debatten på DR2. Den følelse kan man sikkert ikke tage fra folk.

Men jeg så en kulturminister gå op imod netop arrogancen over for håndværk som kunst og journalistik. Jeg så en kvinde, der står der på faget og håndværkets fundament og tør italesætte, hvad der i hendes optik skal være kulturgivende for vores fremtid.

Stampe beskyldes for konstant at afbryde i debatten. Jeg så en kulturminister, der i samtlige indlæg selv blev afbrudt. Stampe beskyldes for at kritisere en bog, hun ikke har læst. Jeg så en kulturminister, der kritiserede en metode og ikke en bog.

Sådan kan vi selvfølgelig se tingene forskelligt. Det ændrer ikke ved, at det er en kulturministers forbandede pligt at forholde sig til, hvilke håndværk der skal gøres støtteberettigede, hvilke rammer der skal sættes for kunst og mediestøtte, og hvilke værdier der nødvendigvis må lægges til grund for disse.

Jeg elsker ai. Jeg hader at læse brugermanualer og se tutor-videoer på indisk-engelsk, der skal lære mig at programmere min styreenhed til mit modeljernbaneanlæg på Viborg Banegård. Efter ai er min hverdag blevet væsentligt lettere, og jeg er tillige sikker på, at teknologien vil kunne frigøre betragtelige menneskelige ressourcer i den offentlige sektor og blandt mange ting hjælpe til at sikre en bedre offentlig service.

Jeg tilslutter mig dem, som opfordrer til, at vi omfavner teknologien fremfor at afvise den.

Når en teknologi er opfundet, kan du ikke putte den tilbage i fortiden, som eksisterede den ikke. Man bør huske på, at både elektricitet og telefon også blev anset som farlige opfindelser. Mennesket er altid bekymret, og bekymringen i al sin tidstypiske vælde kan godt virke en smule anmassende på en optimist.

Men: Vi er nødt til at have en åben og ærlig diskussion om alle aspekter i ai, fordi den potentielt er så omkalfatrende, at ingen aner, hvor den vil tage os hen.

Problemet med fantastisk teknologi er jo, at der er så mange røvhuller derude, som vil misbruge den. Den slags skaber forråelse blandt mennesker, fordi man aldrig ved, hvad der er fake eller ægte. De ødelægger menneskets skabertrang, fordi ingen ved, om deres værk, ord, billeder og toner bliver stjålet og misbrugt.

Det er i den henseende interessant at betragte, hvor omvendt verden kan vise sig. Normalt er det de liberale og borgerlige samt erhvervslivet, som forsvarer patenter og ejendomsret. Venstrefløjen har traditionelt kæmpet imod særligt patenterne. Nu er det de erhvervsdrivende, som står i tv-studiet og forsvarer, at de i teknologi- og konkurrencefremmetjenesten tager et opgør med netop retten til egen opfindelse, produktion og ophav. Det har sin egen skønhed, om man så må sige.

Vi står midt i et skisma. Hvor tager det os hen? Og hvem bestemmer destinationen?

Tillad mig at bruge et billede på den diskussion, som jeg har planket direkte fra kulturkritikeren Neil Postman. Han sammenstiller George Orwells roman ”1984”, der blev udgivet i 1948, med Aldous Huxleys berømte roman ”Fagre Nye Verden” fra 1932, hvor mennesket lader sig overtage af teknologi:

Orwell frygtede de mennesker, som ville bandlyse bøger. Huxley frygtede, at det ville blive overflødigt at bandlyse bøger, fordi ingen gad læse dem. Orwell frygtede dem, der ville formene os adgang til information. Huxley frygtede dem, som ville overinformere os for at gøre os passive og selvoptagne. Orwell frygtede, at sandheden ville blive skjult for os. Huxley frygtede, at sandheden ville drukne i en syndflod af ligegyldigheder. Orwell frygtede, at vi ville blive en kultur af fangenskab. Huxley var bange for, at vi ville blive en trivialkultur uden andet end tanke for banalt tidsfordriv.

Hvis ikke vi selv og vores politikere tager diskussionen om tech og ai alvorligt og beslutter os for at kaste noget sjæl ind i kampen for, at vi selv til en vis grad demokratisk definerer vores teknologiske destination, ender vi med at samle alt fra Orwells og Huxleys verden – og mere til.

Man kan vælge både tudefjæs og forargelse, når man møder en minister, der taler fra hjertet og pipper med sit eget og ikke en medierådgiver eller embedsmands næb. Man kan også lade sit sind tilflyde en anelse håb i visheden om, at vi har en kulturminister, der ikke er bange for sin egen skygge og har modet til at tage et par runder i bokseringen for både kunstnere, journalister og alle os andre.

Det er helt legitimt at frembringe et produkt med ai, nøjagtigt som en kulturminister til tider får sine embedsfolk til at lave sine taler. Men kunst? Det bliver det aldrig. Og det skal en kulturminister forholde sig til. Det er hende, der er ansvarlig for kunststøtten.

Hvis alt er lige gyldigt, bliver alt ligegyldigt.